INTERVIEW: Som den eneste minister i SRSF-regeringen har Karen Hækkerup (S) jongleret mellem tre forskellige ministerposter. Først var hun social- og integrationsminister, siden minister for fødevarer, landbrug og fiskeri og nu justitsminister. Hvert skifte har været udfordrende, men omvæltningen var størst, da hun gik fra at være almindeligt folketingsmedlem til at få ministeransvar, synes hun.
»Når man kommer fra at være helt almindeligt folketingsmedlem og til at være minister, er der mange nye ting, man skal finde ud af. Hvordan fungerer en proces internt i regeringen? Hvor begynder og slutter ens eget ministerområde? Mogens Lykketoft beskrev engang det at blive minister som at sætte sig op på ryggen af en tiger og så bare klamre sig fast, for den løber og løber, og man ved aldrig, hvad der sker. Det kan jeg i høj grad genkende.«
Karen Hækkerup har en kandidatgrad i statskundskab fra Københavns Universitet, og hendes professionelle CV udgøres af hendes poster som folkevalgt til Københavns Borgerrepræsentation og Folketinget, hvor hun var forbrugerpolitisk ordfører og retsordfører, før hun blev minister. Hækkerup havde derfor ingen særlige faglige forudsætninger for at blive f.eks. fødevareminister, men det er heller ikke nødvendigt, mener hun.
»Jeg har bare aldrig oplevet det som et problem, at man ikke fagligt er lige så stærk som embedsmændene, for det giver én muligheden for at komme ind med en masse ny energi, en ny politisk retning for ministeriet og en mulighed for at gøre op med nogle af vanerne. Også selv om jeg som fødevareminister ikke lige kendte kemiformlen for fiskemel, eller selv om jeg som justitsminister ikke har brugt hele mit liv på jura. Men derfor er det også klart, at det er en belastning både for den enkelte minister og for systemet, når der sker skift, fordi der bliver brugt enorme ressourcer på at lære en ny minister op.«
Er du enig i analysen af, at det kan være et problem for den politiske ledelse i ministerierne, hvis der skiftes ministre for ofte?
»Det er klart, at det er en udfordring, hvis man er en svag minister. Men hvis man er en stærk minister, der kan udstikke en politisk retning for ministeriet, så er det ikke noget problem. Og det, der er meget vigtigt i den her debat, er, at embedsmændene jo gerne vil hjælpe med at følge den retning, for de har en interesse i, at ministeriet klarer sig godt, og det gør ministeriet, når ministeren har succes og kommer igennem med sin politik.«
»Ministre forgår, men embedsmænd består. Sådan er det, og det ved man godt. Derfor har jeg altid i den gerning, jeg har haft som minister, beholdt mit midlertidige adgangskort til ministeriet i stedet for at få et fast adgangskort. For jeg synes, det er vigtigt at minde sig selv om, at man er der på lånt tid som folkets tjener, og at man skal have det optimale ud af det i den tid af samme grund.«
Der har den seneste tid været en stor debat om, hvorvidt man som minister skal have flere politiske embedsmænd med sig. Hvad mener du om det?
»Det er jo en debat, der kører, og som jeg ikke vil konkludere på. Det må være noget, der ligger på statsministerens bord. Men det er klart, at når man som jeg kommer her i ministeriet kun med en særlig rådgiver, så kigger vi på hinanden og ved, at vi slider hårdt på hinanden, og at årene tæller dobbelt. Men sådan er det.«