Forestil dig, at du fra den ene dag til den anden pludselig er chef for tusindvis af ansatte på et område, du aldrig har beskæftiget dig med før. Dine beslutninger kan påvirke millioner af danskeres hverdag, og det forventes, at du kan svare på kritiske spørgsmål fra journalister fra første dag.

Det er en urimelig svær opgave, vil mange måske mene, men det er virkeligheden for de danske ministre, der betaler prisen for en politisk prestigepost, en ministerbil og særlige rådgivere til eget forbrug med ringe jobsikkerhed og et enormt arbejdspres.

En opgørelse fra Berlingske Research viser, at den gennemsnitlige levetid for en ministerpost i samme ministerium er ca. to år, før han eller hun bliver afsat eller revet op med rode og plantet i et nyt ministerium.

I talrige tilfælde er perioden dog langt kortere, hvilket skaber grobund for, at det bliver embedsværket, der sætter den politiske kurs, advarer formanden for Folketinget, Mogens Lykketoft (S).

»Når man kommer ind som én, der skal sætte sig på toppen af et system, så er det klart, at det tager lang tid, før man har fundet fuldstændig ud af, hvad det er for et register, man har at spille på. Derfor er det jo en svækkelse af den politiske indflydelse og ledelse, når ministre skiftes kraftigt ud. For embedsværket består, og hvis der opstår et vakuum i en periode, fordi der skiftes ud, eller fordi der er en minister, der ikke har siddet så længe på posten, så fylder embedsmændene jo bare det vakuum ud,« siger Mogens Lykketoft.

Ifølge Berlingske Researchs opgørelse er Transportministeriet kun overgået af Kirkeministeriet med hensyn til, hvor der historisk set udskiftes ministre hyppigst. Det har bl.a. betydet, at departementschefen i Transportministeriet i en periode reelt var den toneangivende kraft på grund af de mange skiftende ministre, husker Lykketoft.

»Helt frem til 1990erne sagde man, at den reelle trafikminister var departementschef Halck (Jørgen Halck, departementschef fra 1972-1993, red.). Hvis man så har en departementschef, der har siddet i tyve år, og en minister, der gennemsnitligt sidder i halvandet, så er det klart, at man får en skævhed i magtfordelingen,« siger han.

Diskussionen om indflydelsesfattige eller modelerbare ministre i ministerierne kommer i kølvandet på en række ministerielle skandalesager i Udenrigs-, Justits-og Socialministeriet, der har ført til undersøgelser af både topdiplomater og kronjurister. Politikere fra begge sider af Folketingsalen har ytret ønske om, at det i højere grad skal være politisk udpegede embedsmænd, der rådgiver landets ministre i politiske forhold i stedet for departements- og afdelingschefer fra det faste embedsværk.

Argumentet er, at magtstrukturen ikke skifter, når befolkningen vælger en ny regering, da embedsværket kører videre med deres egen dagsorden.

Jacob Torfing, professor ved Institut for Samfund og Globalisering ved Roskilde Universitet, forklarer, at embedsværket udvikler sin egen politik, da det er udsat for et konstant pres for at løse problemer – uafhængigt af skiftende ministre.

»Derfor er der en vedvarende kværnende politikudvikling i embedsværket. Problemet opstår, hvis de ministre, der bliver udpeget, ikke bliver herre over den politikudvikling, fordi de kun er der i kort tid og ikke har en faglig baggrund,« siger han.

Justitsminister Karen Hækkerup (S) har på tre år været minister i tre meget forskellige ministerier. Hun startede sin ministerkarriere i Social- og Integrationsministeriet, men skiftede i august til Fødevareministeriet. Hun kunne kun kalde sig fødevareminister i fire måneder, før statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) bad Hækkerup erstatte Morten Bødskov som justitsminister.

Om nogen ved hun derfor, hvad det vil sige at starte fra bunden i et nyt ministerium. Hvorvidt politisk udpegede embedsmænd ville være en god ide for at støtte ministeren i sit arbejde, vil hun dog ikke konkludere på:

»Men det er klart, at når man som jeg kommer her i ministeriet kun med en særlig rådgiver, så kigger vi på hinanden og ved, at vi slider hårdt på hinanden, og at årene tæller dobbelt. Men sådan er det jo,» siger hun.

Professor Jacob Torfing understreger, at nyudnævnte ministre i langt højere grad end tidligere er afhængige af rådgivning fra deres embedsmænd – særligt fra departementscheferne – da problemstillingerne er blevet mere komplekse, og da færre ministre i dag har en faglig ballast på det ressortområde, de råder over.

»Problemet er større i dag, end det har været tidligere. I gamle dage var det sådan, at undervisningsministeren var folkeskolelærer, og at man havde nogle særlige forudsætninger for, at man skulle lykkes som minister. I dag er der ingen sammenhæng mellem ministrenes faglige baggrund og det ministerium, de får,« siger Jacob Torfing., der mener, at svage ministre, der ikke kan sætte sig igennem over for embedsværket, er en demokratisk udfordring.

»Demokratisk legitimitet afhænger også af, at befolkningen oplever, at politikerne agerer på befolkningens bekymringer og samfundets problemer. Og man kan blive bange for, at der ikke er nok styrke, kompetence og kvalitet i den politiske ledelse på det nationale plan,« siger han.

Susanne Hegelund er partner i kommunikationsvirksomheden Hegelund og Mose og medforfatter til en række politiske bøger, heriblandt »Javel, Hr. Minister! – Topembedsmænd magt og ministres afmagt«.

Hun pointerer, at en af de største udfordringer for nye ministre er, at de fra første dag bliver suget ind i ministeriernes hvirvelvind af igangværende projekter og talrige møder, så de aldrig får et ben til jorden og mulighed for at udstikke en ny politisk kurs.

En stærk minister skal derfor kunne modsætte sig embedsmændenes planlægning af ministerkalenderen ved at sørge for, at der også er indlagt tid til at udtænke politik. Skal en ny minister have succes, er det derfor bedst, hvis han eller hun fra begyndelsen har formuleret nogle politiske visioner og tilmed har nok faglig indsigt på området til at sætte sig igennem over for embedsværket.

»Tag for eksempel den nye fødevareminister, Dan Jørgensen (S). Han er selvfølgelig bedre rustet til jobbet, end Karen Hækkerup var, fordi han har passet området fra Europa-Parlamentet rigtig godt. Til gengæld har Hækkerup faktisk noget ballast at komme med på den ministerpost, hun har nu,« siger Susanne Hegelund med reference til Hækkerups mange år som retsordfører.

Karen Hækkerup deler vurderingen af, at det er en klar fordel at have en forudgående viden om det område, man bliver minister for, men det er ikke afgørende for at blive succesfuld, mener hun.

»Det er ikke fagligheden, der er afgørende for, om man bliver en stærk minister. Du kan finde mange, der ved mere om familieret og formueret, end jeg gør som justitsminister, men det er bare ikke det afgørende. Det afgørende er den politiske ledelse, man udøver, og de værdier og holdninger, man lægger ned over ministeriet og det at være minister – og så går fagligheden i gang neden under en,« siger hun.