Da Mette Touborg efter et højdramatisk krise-landsmøde i 2012 blev kronet som den ene af to nye næstformænd i SF, blev hun kendt som »kompromiskandidaten«. Det var dengang, fløjkrigene i det nye regeringsparti var på deres højeste, børnebanden endnu ikke havde forladt den skrantende socialistiske skude, og spændingerne var så voldsomme, at der var reel risiko for sprængning.
Den succesfulde Lejre-borgmester skulle være den samlende figur: lyttende og samarbejdende; vellidt af alle, men uden alt for markante solomeldinger og ideologiske hassaner, der kunne puste yderligere til splittelsen. Det ufarlige valg.
Det prædikat blev Mette Touborg noget provokeret af.
Men i dag, hvor vi sidder i SFerens hjem i landsbyen Lyndby med hunden Buster og drikker orange, hjemmeblendet energimiks, gør hun alligevel alt tænkelig muligt for at cementere netop det billede.
Vi skal tale om, hvordan det dog er lykkedes den 40-årige folkesocialist at kapre over en tredjedel af stemmerne i den ellers så rodfæstede Venstre-kommune. Og det i en tid, hvor tidsånden ellers mildt sagt ikke er nådig ved det martrede moderparti.
Hvad kan SF på nationalplan lære af Lejre? Hvad er det »kompromiskandidaten« kan, som Vilhelmsen og co. tydeligvis ikke formår?
Samarbejdsborgmesteren
»Altså…,« siger borgmesteren og fremhæver som det første kommunens højtprofilerede økologiprojekt, der bygger på partnerskaber mellem Landbrug og Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Økologisk Landsforbund og en række andre interessenter samt en samlet kommunalbestyrelse – inklusiv de borgerlige partier.
»Jeg tror ikke, at jeg ville komme ret langt med politiske resultater, hvis jeg hele tiden skulle fortælle, at det her altså var min eller for den sags skyld en særlig SF-dagsorden. Jeg tror godt, man kan skabe politiske resultater, der er båret af visioner, uden at der nødvendigvis skal være et klart SF-stempel i panden på en hele tiden. Jeg vil hellere komme igennem med dele af en vision, end skræmme folk væk ved at være for firkantet.«
Det med partiets nationale krise er hun ikke meget for at tale om ud over de gængse strukturelle forklaringer, men det er jo også en slags svar.
»Jeg synes bestemt ikke, vi er berettiget til at ligge så lavt, som vi gør. Og meningsmålinger på det niveau er kritiske for et parti. Men det er klart, at den uro, der har været i partiet omkring formandsvalget, og at der er nogen, der har forladt partiet, det betyder jo noget i forhold til vælgernes tillid til os. Og det tager jo altså noget tid, fra at der er ro på i kernen omkring landsledelsen og partiet og til, at vælgerne kan se, at der er styr på det, og at vi ved, hvad vi vil.«
Hvad vejen ud af miseren er, vil hun ikke komme ind på. Det er ikke hendes lod at give regeringen gode råd, siger hun.
»Jeg er ikke tilhænger af at være konfrontatorisk, men er i den grad rundet af konsensuspolitikken. Jeg har ikke behov for at være skarp. Og selv om jeg nogle gange godt kunne tænke mig at komme med lidt flere politiske meldinger, er det klart, at jeg også må tage hensyn til min næstformandskasket, så derfor er jeg nok mere forsigtig med det, jeg siger. Jeg skal helst komme med mine synspunkter til landsledelsesmøder. Nye politiske budskaber skal ikke rejses af en næstformand, der er borgmester. De skal rejses af formanden.«
Opturen
Det er ellers en ekstraordinær optur, Mette Touborg har været igennem de seneste år, og den slags opdriftsfigurer i et parti omklamret af nederlag vil man naturligvis gerne høre udmeldinger fra.
Da den vestjyske datter af det mangeårige folketingsmedlem for SF, Kristen Touborg, i 2001 forlod København til fordel for et idyllisk gammelt hus i Lejre, var der ingen steder at sætte krydset til venstre for Socialdemokraterne. Så Mette Touborg opfandt sin egen venstrefløj, blev spidskandidat for Socialistisk Lokalliste og fik to mandater i det nye byråd.
I 2008 meldte hun sig ind i SF og fik på overraskende vis borgmesterstolen. Siden fulgte som nævnt næstformandsposten i partiet.
Og i november sidste år beviste hun så, at den kommunale succes ikke var en vilkårlig engangsforestilling. Ved kommunalvalget stod hun for over 80 pct. af alle SFs stemmer. Mere end hver fjerde i Lejre stemte personligt på Touborg. Stort set lige så mange, som satte kryds ved partiet Venstre, der som det eneste kunne nærme sig SFs størrelse.
Så selvfølgelig er Touborgs fremadstormende succes ikke gået ubemærket hen.
På de indre linjer er begejstringen så stor, at flere nævner hende som et oplagt bud på en kommende formand, når Anette Vilhelmsen – før eller siden – taber pusten.
Den slags spekulationer undgår Mette Touborg behændigt at gå ind i. Den loyale og kompromissøgende stil blev allerede slået fast få dage efter formandsvalget mellem Astrid Krag og Annette Vilhelmsen var overstået. Heller ikke dengang ville Mette Touborg ud med politiske udmeldinger og slet ikke fortælle åbent, hvem hun havde støttet i opgøret. Men umiddelbart efter afstemningen var overstået, var kursen klar:
»Annette Vilhelmsen er SFs formand og kan regne med, at jeg er fuldt ud loyal og bakker op omkring hende. Jeg vil gå efter, at jeg til enhver tid er på bølgelængde med min formand,« sagde Touborg.
Helt udelukke muligheden for at træde ind i nationalpolitik gør hun heller ikke. Men det bliver under ingen omstændigheder i denne periode som borgmester, har hun bedyret.
Lige så stejl partiets optur var under Villy Søvndal, lige så hurtigt er det gået med kroningen af Mette Touborg som det næste store håb i partiet. Derfor er den unge næstformand uhyre bevidst om ikke at lade sig rive med at begejstringen.
Heller ikke på dette emne, vil borgmesteren dog tale konkret om SF eller sig selv, men bemærker blot:
»Lige nu er det Dansk Folkeparti, der ligger højt, og Kristian Thulesen Dahl, der er populær. Men det er jo farligt. Jeg tror ikke, der er mange politikere, der tør stå særlig længe og lade sig bade i sollyset, for de ved godt, at det kan gå lige så hurtigt den anden vej.«
Mette, ikke SF
Før interviewet mødes vi på den økologiske gård Bækkenstoft i Kirke Hyllinge for at tage billeder. Stedet er et godt eksempel, siger Mette Touborg, på den samarbejdende og inddragende strategi, hun har praktiseret for at få så mange som muligt til at støtte op om kommunens økologiprojekt. Og skal man tro landmand Per Thomasen, der er en af fem økologiske malkeproducenter i kommunen, har det i den grad virket.
Men det har nu ikke så meget med SF at gøre. Snarere tvært imod.
»Jeg tænker slet ikke på Mette som SFer. Jo måske lidt op til valget, men ellers ikke,« siger Per Thomasen, der ellers kun har positive ord at sætte på kommunens borgmester. Det samme har alle de landmænd, han kender i øvrigt – også selv om de fleste stemmer Venstre, »for det gør man jo nu engang, når man er landmand.«
»Mette er knalddygtig og ville have taget alle stemmerne, ligegyldigt hvilket parti hun stillede op for. Nu har hun så trukket en masse andre SFere med i byrådet. Det er nok den største udfordring ved hende, men sådan er det jo..,« bemærker landmanden.
Borgmesteren selv er da også opmærksom på, at det ikke er SF, men netop »Mette Touborg«, der blev valgets store vinder.
»35 pct. af borgerne i Lejre er jo ikke pludselig blevet socialistiske, det ved jeg selvfølgelig godt,« siger hun.
»Sidste gang fik vi 22 pct. af stemmerne, og så mange SFere tror jeg heller ikke, der er i Lejre. Men folk er måske blevet lidt mindre bekymrede for, hvad det der Socialistisk Folkeparti er for noget. De ser på, om kommunen bliver drevet fornuftigt, og om de kan lide deres borgmester eller ej.«
Kompromisser eller kant
Spørgsmålet er, hvad det plagede moderparti så egentlig kan bruge den sjællandske borgmesters solosucces til.
Hvis det ikke er SF, men Mette Touborg, Lejreborgerne har valgt til, og hvis fremgangen først og fremmest skyldes borgmesterens evne til at underspille de socialistiske mærkesager, være kompromissøgende, lyttende og skabe brede samarbejder, der er spiselige også for de traditionelt borgerlige vælgere, lyder det som langt fra vinderopskriften på Christiansborg.
Her er SFs problem netop, at partiet er blevet klemt i regeringssamarbejdet med Socialdemokraterne og Radikale. At de klare SF-dagsordener er for skjulte. At det for vælgerne er uklart, hvilken forskel det egentlig gør, at partiet er med i regeringen i forhold til, hvis de ikke var. At partier fremstår for kompromissøgende, med for lidt kant.Vil en rund konsensuskandidat kunne ændre på det?
»Min fordel er selvfølgelig, at jeg lokalt sidder for bordenden i kommunen, så jeg har ikke samme behov for at markere en politisk tydelighed imod nogen. Her er det andre, der definerer sig op imod mig. Derfor har jeg nogle andre muligheder i Lejre, end SF har i regeringen og på Christiansborg,« siger Mette Touborg.
Selv om næstformanden ikke er meget for at give kollegaerne gode råd, vil hun dog gerne slå fast, at SF ifølge hende er lige nøjagtig der, hvor partiet skal være – i regering. Med de knubs, det nu engang giver.
»Det er en fordel for Enhedslisten, at de kan sige det hele lidt højere end os. Og tillykke med det, men altså, skaber de resultaterne? Nej, det gør de ikke! Jeg gider ikke bare stille mig op på en ølkasse, og det synes jeg heller ikke er SFs rolle. Men det er klart, at det det giver os mindre tydelighed på de dagsordener, som vi deler med Enhedslisten,« siger hun.
»Men det kan jo heller ikke nytte noget at skabe for meget kant, når man er i regering. Man kan ikke lave et budget eller en finanslov sammen og så gå ud og sige, at Socialdemokraterne fik det ind, og Radikale fik det ind. Man må stå på det hele. Man kan ikke være i regering og lægge afstand til regeringen på samme tid. Enten er man inde og får indflydelse med de omkostninger, det har.«
