Kvalt, udmagrede og forvredne af tortur. Tusindvis af billeder af dræbte syriske oprørere satte i begyndelsen af ugen meget nærgående realitet bag de abstrakte tal fra den snart tre år gamle, blodige konflikt i Syrien. Mens parterne mødes til fredskonference i Schweiz, kan ingen længere benægte fakta: Syriens præsident, Bashar al-Assad, udfører systematiske krigsforbrydelser.
Det antændte med det samme en ny debat om intervention i Syrien. Søren Pind, der er Venstres udenrigsordfører og længe har været åben over for en eller anden form for militær indgriben i Syrien, anklagede regeringen for undladelsessynd og sagde, at den bar et ansvar for udviklingen.
Og overraskende nok blev han flankeret af tidligere minister, nu udenrigsordfører, Christian Friis-Bach (R), der mente, at man ikke kunne »acceptere flere lidelser« i Syrien, og at truslen fra FNs side om militære konsekvenser burde stige markant i intensitet.
På den anden side udtalte statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), at hun »ville ønske, at verden var så enkel, som Christian Friis Bach giver udtryk for. Det er den desværre ikke«.
Mellem kravet om handling og ængestligheden ved at kaste sig ud i nye militære aktioner i Mellemøsten kan man se to historiske erfaringer med hver deres morale kollidere. På den ene side ved vi godt, hvor billeder som dem af de mishandlede syriske oprørere første gang blev taget: I Auschwitz, Birkenau og Gulag. Dermed trænger overbevisningen om, at vi i menneskehedens navn bør gribe ind sig på.
På den anden side står en anden og nyere erfaring: En intervention med støvler og tanks i Mellemøstens ørkensand bliver hurtigt en langstrakt affære, hvor den succes, man havde håbet på, ofte ender i semi-anarki og borgerkrig. Som den tidligere amerikanske forsvarsminister under såvel George W. Bush som Barack Obama, republikaneren Robert Gates, sagde i 2011 på militærakademiet Westpoint: Den næste forsvarsminister, der måtte råde en præsident til at gå ind i Mellemøsten »should have his head examined«. På dansk: Han ville ikke være rigtig klog.
Hvis idealismen om demokrati og menneskerettigheder prægede store dele af begrundelsen for krigene i Irak og Afghanistan, ser det i tilfældet Syrien ud til, at realismen vinder. Skarpt formuleret som spørgsmål: Er grunden til, at vi ikke vil ind i Syrien – ja, end ikke vil true med det – at der er en udbredt erkendelse af, at det var fejlslagent at gå ind i Irak og Afghanistan?
Ja, mener professor og ph.d. Mikkel Vedby Rasmussen fra Institut for Statskundskab på Københavns Universitet:
»Sådan kan man godt stille det op. Var vi ikke gået ind i Irak og Afghanistan, så ville vi gå militært ind i Syrien. Og vi ville også være gået ind i Dafur og Sydsudan. Men Syrien er samtidig et område af verden, hvor det er meget svært at styre, hvor stort engagementet bliver.«
Mikkel Vedby Rasmussen, der i 2011 udgav bogen »Den gode krig?« om Afganistan-krigen, ser en kynisk udgang på Syrien-konflikten.
»Fordi Vesten ikke greb ind i begyndelsen, f.eks ved at etablere sikre zoner, hvilket ville have ændre spillet i Syrien afgørende, så er det blevet til en meget større konflikt mellem al-Qaeda og Assad. Her kan det ende med, at Vesten holder sig for næsen og siger, at så er Assad det mindste onde.«
En anden forsker, ph.d. og lektor på Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen, ser i mindre grad Mellemøst-krigene som årsagen til den manglende villighed til at sætte våbenmagt bag værdierne.
»Når jeg ser på Syrien, ser jeg Bosnien tilbage i 1990erne. Her så vi også en konflikt, der så meget vanskelig ud og havde mange forskellige deltagere, og der var hverken enighed internt blandt de vestlige lande eller enighed mellem Vesten og Rusland om, hvordan vi fik krigen standset. Og samtidig væltede det ud med billeder og rapporter om massegrave og kz-lejre. Det tog tre år, inden vi fandt ud af at gøre noget,« siger Peter Viggo Jakobsen.»Der, hvor Irak og Afghanistan bliver relevante, er med advarslen om, at vi ender med at blive i Syrien i rigtig lang tid, hvis vi går i gang med det her. Altså, vi står f.eks. stadig på Balkan i dag, og fredsaftalen blev indgået i 1995. Gider vi stå i Syrien de næste 20 år? Nej, det gør vi nok ikke.«
Det er på den baggrund, at Peter Viggo-Jakobsen ikke har meget tilovers for Søren Pinds moralske angreb på regeringen for dens passives medansvar eller for Christian Friis Bachs forslag om, at FN skal true med militær magt.
»Den danske regering kan ikke gå forrest i en militær intervention, fordi den ikke har kapaciteten til at føre an. Det er umuligt for et land, der ikke selv kan bidrage med særlig meget militært, at opfordre andre lande til at kæmpe til sidste soldat,« mener han.
»Det giver heller ikke mening at true med militær magt, når der ikke er nogen politisk enighed om, hvad der skal opnås i Syrien, og FN kan jo ikke true med noget som helst, når de permanente medlemmer ikke er enige. Derfor bliver begge forslag til tomme slag i luften, som ingen af de to ville have fremført hvis de stadig var ministre. Man skal aldrig true med militær magt, før man har defineret et klart politisk mål og tænkt de mulige negative konsekvenser igennem.«
Udenrigsordfører Søren Pind afviser kritikken.
»Jeg ved ikke, hvad Peter Viggo Jakobsen tror, at jeg har foreslået. Jeg foreslog, at Danmark støttede Frankrig og Storbritannien, da de krævede ret til at bryde EUs våbenembargo for at udlevere våben til de moderate oprørere. Det ville regeringen ikke. Så har vi sagt, at regeringen sammen med Storbritannien og Frankrig på det tidspunkt skulle virke som en stemme for, at det internationale samfund skulle gøre noget. Det har regeringen afvist. Spørgsmålet om militær intervention opstod i forbindelsen med fjernelsen af de kemiske våben og truslerne om bomber. Det virkede, og Assad bøjede sig.«
Men USA trak jo i land igen med hensyn til at bombe, fordi man var bange for at blive suget ind i en ny langvarig konflikt, og briterne ville heller ikke, da det kom til stykket?
»Ja, der må jeg sige, at det efterfølgende forløb var, som det var. Men at det havde en virkning på Assad-regimet er uomtvisteligt.«
Christian Friis Bach bekræfter på sin side, at enigheden i FNs Sikkerhedsråd ikke har de bedste odds. Men han slår fast, at han ville sige det samme, hvis han stadig havde været minister i dag.
»Ja, det er svært at få et enigt Sikkerhedsråd til at stå bag en militær trussel, men det er afgørende, hvis der skal opnås et forhandlingsresultat, der stopper konflikten i Syrien inden for en rimelig tidshorisont. Jeg har fuld forståelse for, at udenrigsministeren siger, at vi lige har sat os ved forhandlingsbordet, og at vi skal give det tid. Men hvis forhandlerne ikke leverer, så påhviler der Sikkerhedsrådet et gigantisk ansvar for så at gøre noget,« siger Friis-Bach, som henviser til de internationale erklæringer, der fulgte i kølvandet på krigene i Rwanda og Kosovo.
»Dengang kom der en stribe internationale erklæringer, der slog fast, at vi har et ansvar for at gribe ind, når der sker krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden – og det er det, vi ser i Syrien.«
Hvad siger Socialdemokraterne til analysen af, at realismen i dag vejer tungere end noble værdier om menneskeværd?
»Jeg tvivler på den analyse, der konkluderer, at et indgreb tidligere i konflikten ville have stoppet borgerkrigen. Det ved vi simpelthen ikke. Og det her med at sige, at vi skulle have lagt pres på amerikanerne, altså sådan fungerer det ikke. Det er op til landene selv at bestemme,« siger udenrigsordfører John Dyrby Paulsen.
»Jeg accepterer ikke, at det, at vi ikke gjorde det, er ensbetydende med, at vi ikke har et humanitært sigte med vores udenrigspolitik. Anders Fogh Rasmussen udlagde den aktivistiske udenrigspolitik som en ideologisk kamp – vi tænker det mere sådan, at der er folk, der sulter, fordi de er fanget af en væbnet konflikt. Det er her, vores fokus er i udenrigspolitikken.«
I er omkostningsbevidste – menneskelig og økonomisk – når det kommer til et militært indgreb?
»Ja, men når det kommer til stykket, kunne vi nok overkomme det, og vi skal heller ikke udelukke en militær trussel. Sagen er, at de analyser af forskellige scenarier for et indgreb, der har været på bordet – bortset fra fjernelsen af Assads kemiske våben, som man jo fik ordnet – alle indebærer en risiko for, at det bliver svært at styre engagementet. Det er for nemt at være udenrigsordfører, hvis det består i at sige, at nogle må gøre noget. Så har man ikke noget ansvar bagefter.«
Ultimativt handler den danske Syrien-debat om den aktivistiske udenrigspolitik. Den voksede ud af 1990ernes aktioner på Balkan og blev gjort til et begreb af Anders Fogh Rasmussen, der gjorde den til del af det, han kaldte en global værdikamp mellem frihed og diktatur. Ifølge regeringsgrundlaget for SRSF-regeringen skulle den aktivistiske linje fortsætte.
Hvad blev der egentlig af den brede konsensus? Ja, den går op i limningen, siger professor Mikkel Vedby Rasmussen:
»Enigheden om den aktivistiske udenrigspolitik har altid været en lille smule snyd, fordi folk har lagt forskellige ting i begrebet. Nogle mente, at det betød, at vi skulle varetage vores interesser over for USA, mens andre mente, at det havde at gøre med humanitære synspunkter. Pointen er, at i mange af vores aktioner indtil nu, har man kunnet gøre det hele på én gang. Så er der bare tilfælde, som f.eks. Syrien, hvor de værdier skilles. Man kan sige, at det ikke er i Vestens sikkerhedsinteresse at gribe ind, mens det humanitært er. Og her fordeler Socialdemokraterne og de liberale i Venstre og Det Radikale Venstre sig præcis, som de skal på det politiske spektrum.«
Ph.d. og lektor Peter Viggo Jakobsen udbygger analysen:
»Vores argumentation for at gå i krig efter Murens fald har altid været en kombination af nationale interesser og idealisme. Sådan var det også i Danmark, hvor man sagde, at man skulle møde terroristerne i Afghanistan, ikke hjemme i Danmark, og vi gør det også for at bakke op om vores demokratiske værdier. Det er kun, når man laver den kombination, at man kan intervenere. Og det kan man ikke i Syrien. Derfor er det svært at være moralsk, når det kommer til Syrien.«
Sat over for den analyse mener Venstres Søren Pind dog, at der netop er et sammenfald af værdier og idealer i Syrien-konflikten – for europæernes vedkommende.
»Foruden det moralske i at man ikke kan se passivt til, når nazistisk-lignende foreteelser med tortur og kz-lejre finder sted, er der også en national interesse i at få det her stoppet. Vi ser allerede nu, at den største andel af de flygtning, som Danmark modtager, er syrere, mennesker som ifølge de humanitære organisationer er de mest traumatiserede, de længe har mødt. Og hvis man tænker tilbage på, hvor svært det var at integrere palæstinenserne i Danmark, så bliver det meget besværligt med syrerne. Og meget dyrt. Samtidig valfarter tusindvis af europæiske unge til Syrien og bliver oplært i at slås og i at udvikle et had til Vesten, fordi vi ingenting gør, og derfor vil der komme islamisk terrorisme i Europa inden for de næste ti til tyve år.«