»Jeg kan rigtig godt lide Bjarne personligt, fordi han er en person med en dybde, som ikke altid kommer igennem i medierne. De fleste folk ser på Bjarne som en sportsmand, men han er i virkeligheden forretningsmand. Han lykkedes med at starte en velfungerende virksomhed, som han lige har solgt succesfuldt.
Ud fra det kendskab, jeg har fået til Bjarne, så mener jeg, at Bjarne har et talent som forretningsmand, som han måske ikke altid får anerkendelse for, fordi folk naturligt nok fokuserer på hans sportslige resultater.
Folk har ofte spurgt mig, om jeg har været bekymret, hvis Schleck-brødrene eller en helt tredje rytter skiftede hold, men det har jeg aldrig været, for jeg har stor tillid til, at Bjarne kan sætte et godt hold sammen. Bjarne har altid vist evnen til at trække en kanin op af hatten, når det har været nødvendigt. Derfor er det Bjarne, der er den stabile faktor i vores sponsorat, snarere end det er ryttere, som kommer og går.
Bjarne og jeg interesserer os begge to for cykling, men vi kan også snakke om politik sammen, og vi kan godt lide at drikke et glas rødvin og spise god mad. Vi mødtes i kommerciel sammenhæng, men vi har fundet ud af, at vi har mange fælles interesser, og at vi har det sjovt sammen.
Bjarne er et meget mere åbent menneske, end mange tror. Han kan sagtens slå sig løs og have det rigtig sjovt. Jeg tror, at han med årene er blevet mere og mere defensiv over for medierne, og det kan jeg godt sætte mig ind i, når man ser den vinkling, der meget ofte er på ham. Jeg tror ikke, han føler sig så tryg ved at åbne sig offentligt, som han er privat.
Jeg kender ham som en særdeles livlig og sjov person. Tro det eller ej, men Bjarne er faktisk helt snakkesaglig nogle gange.
Vi forhandlede flere gange sidste år om en ny sponsorkontrakt. Der var perioder, hvor det var tæt på, og perioder, hvor det var mindre tæt på. Det var især Oleg Tinkov og Bjarne, som forhandlede, for det var trods alt dem, der lavede handlen i sidste ende, men jeg var inde over ved forskellige lejligheder. Jeg fortalte Bjarne, hvad jeg syntes, ville være det bedste at gøre. Det var en lang og sej proces, men jeg tror, det landede bedst for både Bjarne og Oleg.«