Sare Acerüzümoglu og Suna Semilay Kanat er begge indvandrere fra Tyrkiet. De har ægtemænd og børn, og siden 2010 har de arbejdet for ATP Hillerød i afdelingen Fase+. Her er 11 kvinder med indvandrerbaggrund ansat til at lave forskellige serviceopgaver, som deres kolleger tidligere skulle nå ved siden af deres hovedopgaver. Projektet var blandt de nominerede til integrationsprisen 2013 som »årets arbejdsplads«.

Mens Sare Acerüzümoglu laver indtastninger i administrationen, har Suna Semilay Kanat forskellige oprydnings- og arkiveringsopgaver, samt opgaver med at samle materialer til kurser og møder.

»Det betyder rigtig meget for mig at arbejde her. Her er søde kolleger og et rart arbejdsklima,« siger Suna Seuilay Kanat. Hun startede i virksomhedspraktik i ATP, siden kom hun i løntilskud, og i dag er hun fastansat. Og jobbet har haft en stor effekt.

»Jeg kan godt lide at arbejde, men det har været svært at finde noget. Så jeg gik hjemme og var i rigtigt dårligt humør. Derfor er min familie også rigtig glad for, at jeg er kommet herud. De kan mærke, at jeg er blevet meget mere glad og har fået mere overskud,« siger hun.

Det samme gælder for Sare Acerüzümoglu, der tidligere har arbejdet som sekretær i Ankara, inden hun kom til Danmark.

»Det var selvfølgelig overvældende at komme til sådan et stort hus i starten, og jeg skulle lige lære stedet og kollegerne at kende. Men hurtigt gik det godt, og jeg blev bedre og bedre,« siger hun.

Det danske sprog giver hende stadig en del udfordringer. Grammatikken er ikke perfekt, men hun kan sagtens være behjælpelig med forskellige IT-opgaver alligevel, f.eks. printning, scanning og indtastning af forskelligt materiale. En aflastning for kolleger med andre opgaver.

Udbytte går begge veje

Samtidig får kvinderne indblik i en dansk arbejdsplads og lærer noget om dansk kultur. På den måde går udbyttet begge veje, og det er netop det, der gør projektet en gevinst, forklarer teamleder for Fase+ Rikke Harning.

»Først og fremmest hjælper det kvinderne, men det hjælper også ATP, og det hjælper det offentlige system, at vi får dem væk derfra. Det er ekstremt vigtigt, at vi kan sige til både kvinderne og til jobcentret, at det her ikke er et socialt værested. Det er reelle opgaver, som er en enormt stor hjælp til huset samtidig med, at det hjælper kvinderne til at finde ud af, hvad de kan, og hvad de gerne vil,« siger hun.

Sektionschef Lone Kastholm understreger også betydningen af, at de stifter bekendtskab med danskere som kolleger.

»Ud over at løse helt almindelige opgaver, kommer de ind og lærer en dansk arbejdsplads at kende, og finder ud af, hvordan den fungerer, ikke kun fagligt, men også socialt. De lærer de uskrevne regler at kende, som er vigtige for at kunne begå sig på det danske arbejdsmarked,« siger hun.

Det er også den erfaring, professor ved Institut for Miljø, Samfund og Rumlig forandring Kirsten Simonsen har gjort sig i sine undersøgelser.

»Arbejdsmarkedet er meget afgørende i forhold til integration. Man kan ikke tvinge folk til at omgås privat, men man kan sørge for, at folk møder hinanden på arbejdspladsen og i uddannelsessystemet,« siger hun.

I den forbindelse ligger der et ansvar hos virksomhederne og arbejdspladserne. Størstedelen af den danske befolkning har ikke nogen muslimer i deres netværk, skønt de fleste interesserer sig for integration. Således svarer 69 procent af danskerne i en undersøgelse som TNS Gallup har foretaget for Berlingske, at integration er et emne, der optager dem. Alligevel har kun 27 procent muslimer i deres netværk.

Det er ikke overraskende, mener adjunkt og ph.d. ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet Brian Arly Jacobsen.

»Det store flertal har ikke kontakt, navnlig når man kommer uden for de store byer, hvilket er et helt normalt mønster,« siger han.

Og det er et problem i forhold til integrationen.

»Generelt viser det sig, at når danskerne møder de anderledes tænkende mennesker, så relaterer de sig til dem og lærer at acceptere dem relativt hurtigt. Det er altså ikke, fordi danskerne er racister, det handler mere om uvidenhed,« siger han.

Arbejde og integration hænger sammen

Den konklusion bliver bakket op af lektor ved institut for statskundskab på Aarhus Universitet Jens Peter Frølund Thomsen.

»Det siger jo noget om, at vi lever meget adskilt som hovedregel, og at der er parallelle samfund,« siger han.

»Samtidig mener en meget stor del af befolkningen, at indvandring udgør en stor udfordring, og mange indvandrere har ikke et arbejde. Det er jo i virkeligheden det, man forstår ved integration. At man har fast tilknytning til arbejdsmarkedet,« siger han.

Derfor er integration på arbejdsmarkedet også et konkret sted at starte.

»Det er meget vanskeligt at gøre noget ved folks opfattelser, men ved at få blandet folk, så de taler med hinanden og arbejder sammen, får de et lidt mere afslappet forhold til hinanden og mere konkret indsigt i, hvad det eksempelvis vil sige at være muslim og omvendt. Indvandrere har også en masse forestillinger om danskere, og hvis de sidder i sofaen hele livet, får de dem ikke ændret,« forklarer han.

Han understreger dog, at man ikke skal være blåøjet.

»Sådan nogle holdningsændringer, som det her, vil tage generationer, ligesom det har taget adskillige generationer at få en sort præsident i USA,« siger han.Betyder det, at vi skal vente flere hundrede år?»Måske ikke. Vi gør meget for integrationen. Og nogle ting peger i en anden retning. Pigerne i indvandrerkredsene har rigtig godt gang i uddannelsen, og det er spændende at se, om det kan bryde op i nogle mønstre. De får danske medstuderende og kolleger. Måske kommer der gang i ægteskaber mellem danskere og indvandrere og en blanding af livsformer og dermed også en større tolerance. Omvendt bliver man isoleret, hvis man ikke får en uddannelse og ikke kommer ud på det danske arbejdsmarked, som det er tilfældet for mange indvandrermænd,« siger han.

Tjener sig selv ind

Det er en gruppe som ATP er ved at kigge på. Der kan være nogle fysiske og tekniske opgaver, som kan løftes af nydanske mænd. Sektionschef Lone Kastholm fra ATP appellerer til, at andre danske virksomheder ser deres organisation efter for opgaver, der kan løftes af nydanske kvinder som Sare Acerüzümoglu og Suna Seuilay Kanat.

»Da vi først fik gået virksomheden igennem, fandt vi en hel del serviceopgaver rundt omkring, hvor vi sagtens kunne bruge en ekstra hånd. I starten er der en udgift i forbindelse med at sætte projektet i gang og hyre en teamleder, der har 100 procent fokus på at køre projektet. Ellers falder det til jorden og bliver useriøst. Men i kraft af, at kvinderne løfter nogle opgaver væk fra andre, som så kan fokusere på deres kernekompetencer, så henter vi det rent faktisk ind. En specialist er dyr at have at til at gå og lave kaffe eller samle kursusmateriale, så ved at løfte disse opgaver væk, tjener vi det ind, samtidig med, at vi laver noget socialt ansvarligt,« siger hun.

Der kan være udfordringer med sprog og kvinder, der har brug for at arbejde med deres faglige eller sociale kompetencer, men det bliver hurtigt løst ved at tilbyde kvinderne forskellige former for kompetenceløft.

Ifølge professor Kirsten Simonsen fra RUC er det samtidig lige så afgørende, at etniske danskere hurtigst muligt kommer i kontakt med nydanskere.

»Vi skal lære, at der findes forskellige mennesker, og jeg tror faktisk ikke, at der er så mange genveje. Det vigtigste er at komme ud over den der fremmedfrygt og acceptere, at vi har en globaliseret verden, hvor vi i højere grad kommer til at leve op og ned ad folk, der er anderledes. Økonomisk set ønsker vi det vel også. Hvis vi skal have vækst og internationalisering er det nødvendigt med en holdningsændring, og at vi har alle grupper med,« siger hun.