Han ser afslappet ud og virker nærmest lidt staldkåd.

Den 26-årige Andreas Brantelid, en af Nordens mest efterspurgte cellostjerner, er lige kommet hjem til Frederiksberg efter flere måneders turné i USA og Europa, og han glæder sig til en uges ferie i Danmark. Når man spørger ham, hvor han har været, kan han dårligt huske det. Han spiller årligt 100 koncerter over hele verden. Hoteller, lande, koncertsale og flyture – han har altid to flysæder, ét til sig selv og ét til sin Stradivarius – blander sig i hans hukommelse i én pærevælling.

Vi sidder i gården bag hans lejlighed, der ligger på grænsen mellem Frederiksberg og Nørrebro. Det er en af årets første varme dage, og han er klædt i lyseblå skjorte uden på vinrøde shorts og nye blå ruskindssko. En dyne hænger til luftning på første sal. Havebordet er omgivet af friskgrønne buske, og solsortene fløjter lystigt.

Andreas Brantelid ser nærmest lykkelig ud.

Ligesom andre musikere har han en særlig evne til at være på. Når man interviewer ham, er han nærværende og koncentreret. Da han skal fotograferes sammen med sin cello, er det nærmest, som om buen og instrumentet forvandler ham. Han kan ikke lade være med at koncentrere sig. Han forsvinder ind i sig selv. Nærmest meditativt og fraværende spiller han med åbenbar nydelse. Han er i en anden verden.

I samme øjeblik, han lægger celloen fra sig, er han tilbage i virkeligheden.

Vi skal tale om, hvad der har gjort ham til en af Danmarks mest talentfulde musikere. Hvad er det, der driver musikalsk talent frem til det sublime? Hvordan gør man det i Danmark, og hvordan gør man det i udlandet? Satser Danmark for meget på bredden og for lidt på eliten?

Hvornår begyndte du med at spille cello?

»Jeg plejer at sige, at jeg aldrig er startet. Jeg har altid spillet. Min far er også cellist (Ingemar Brantelid, cellist i Det Kgl. Kapel, red.), og min mor fortæller, at det eneste, der kunne trøste mig, da jeg var baby, var at parkere mig foran min far, når han øvede sig. Jeg kunne sidde der i flere timer og sad også nogle gange på skødet af ham, mens han øvede sig. Så jeg har altid spillet. Jeg fik min første cello til min tre års fødselsdag. Det var en bratch med en pind i.«

Havde du allerede dengang lyst til at spille, eller var det dine forældre, der ville have det?

»Min far ville egentlig have, at jeg ikke spillede. Han ville hellere have, at jeg spillede fodbold eller et andet instrument. Han syntes, måske fordi han selv spillede cello, at det blev for meget, hvis jeg også valgte det instrument. Men der var ikke noget at snakke om. Jeg plagede ham om at få min egen cello. Det var ikke en leg for mig. Det skulle bare være sådan.«

At øve og spille var altid lystbetonet

Hvor meget spillede du som barn?

»Min far og jeg øvede sammen en time om dagen, og det gjorde vi hver dag fra jeg var tre-fire år gammel. Jeg holder meget af at fortælle det her, for det er en solstrålehistorie. Det kunne ikke have været bedre. Mange af mine musikerkolleger, som har haft en barndom som min, hvor de er kommet meget tidligt i gang med at spille, fortæller, at det hele har været en lille smule ulykkeligt. De blev tvunget til at spille og øve sig. Det er desværre en tendens ved klassisk musik, for man kan komme utroligt langt med at spille rent og rigtigt – også uden at have hjertet med. Det er jo et skrækeksempel. Jeg har oplevet utroligt mange på min egen alder, hvor det at spille – nu hvor de er voksne – er angstfyldt. De kan ikke øve og spille længere, hvis de ikke skal, for de har gjort det så meget, da de var børn. Jeg føler mig utroligt heldig, at jeg er sluppet for det.«

Hvordan oplevede du selv den time om dagen, hvor du øvede med din far?

»Det var den perfekte blanding mellem at have en fuldstændig normal barndom og så at skulle øve – eller skulle og skulle. Jeg skulle ikke, men det var min fars idé, at det kom til at gavne mig senere i livet, hvis jeg fik den time om dagen, som var koncentreret. Jeg kan tydeligt huske, at det ikke bare var leg. Der var styr på det. Det var forbudt at spille falsk. Det gjorde man bare ikke. Jeg havde ikke en fornemmelse af pisken over nakken. Det var en integreret del af mit liv, at man skal spille ordentligt, og at man ikke bare skal sidde og fjolle, når man sidder med celloen. Man skal spille rent og med ordentlig klang. Hvis man tilstrækkeligt mange gange spiller falsk, så sætter det sig i musklerne og ørerne. På samme måde, som hvis man lærer et sprog og hele tiden taler forkert. For et lille barn går det stærkt, hvis man lærer det på den rigtige måde, og det forstod min far.«

Hvad drev dig til at spille, når det hverken var hård disciplin eller leg?

»Det var en brændende passion. Det var også lidt som at børste tænder. Det var bare noget, man gjorde. Jeg spillede også ret meget fodbold. Vi boede på en stillevej, og hver eftermiddag spillede jeg og de andre drenge fodbold ude på vejen. Og på et tidspunkt hver eftermiddag åbnede min far vinduet og sagde: »Andreeeas, du skal ind at øve«. Og så opstod der en dominoeffekt, hvor de andre drenge gentog: »Andreeeas, du skal ind at øve«. Så det var en helt naturlig del af hverdagen. Jeg skulle ind at øve, og så kunne jeg komme ud at spille fodbold bagefter. Det blev overhovedet ikke pacet frem. Jeg har aldrig oplevet det at øve og spille som et arbejde. Jeg gik på tre forskellige skoler i min skoletid og var en rigtig håbløs elev. Jeg gik lidt i min egen verden, tror jeg. Jeg oplevede det som en befrielse, når jeg fik en cello i hånden. Dér følte jeg mig hjemme.«

Hvad ville du gerne med dit spil – være professionel?

»Jeg vidste fra starten, at det var noget, jeg havde talent for. Jeg tror, at jeg er en ret ydmyg person med andre ting, jeg fører mig ikke sådan frem, men lige med celloen har jeg nok altid haft en vis selvtillid. Jeg følte – og det skal ikke lyde prætentiøst – at det var det, jeg skulle her i verden. Det var en meget stærk følelse, og min tid i skolen var nok præget af det.«

Hvor meget øvede du senere ud over den time, du øvede sammen med din far?

»Den time sammen med min far var ligesom hellig. Han spillede på Det Kgl. Teater om aftenen, og når han tog af sted til teateret klokken 19.30, så gik jeg i gang selv og spillede enormt svære stykker – pivfalsk sikkert, for det måtte jeg ikke, når han var der. Jeg kunne sagtens sidde og spille i flere timer, indtil jeg skulle i seng.«

En befrielse at komme til Stockholm

Da han var 12, fik Andreas Brantelid en lærer i Malmø. Tre år senere begyndte han på konservatoriet i den sydsvenske hovedstad, og da han var 16 år begyndte han på konservatoriet Edsberg i Stockholm. Her oplevede han en helt anden mentalitet.

»Danmark og Sverige er meget forskellige. Da jeg boede i København og gik på konservatoriet i Malmø, og det med musikken og celloen blev mere og mere seriøst, kunne jeg godt mærke en tendens til, at man skulle lægge låg på i Danmark. Man skulle ikke blive for meget, og det skulle heller ikke blive for udtryksfuldt. »Tag en bajer. Slap lige af.« Sådan var holdningen lidt. Det kunne jeg ikke leve med på det tidspunkt – jeg havde brug for noget lidt mere... himmelsk, og det kan svenskerne. Det ligger også i deres sprog, som er meget mere poetisk. Min mor plejer at sige, at svenskerne er født på klipper, og danskerne er født på muld. Det kunne jeg mærke. Jeg havde brug for det der sug, og det var en befrielse for mig at komme derop. De var meget mere kompromisløse og nørdede.«

Du flyttede tilbage til Danmark, da du havde taget din uddannelse. Hvordan var det?

»Jeg havde en følelse af at være.... åh, hjemme igen. Men de år, hvor jeg boede deroppe, var der noget, som jeg skulle frigøre, og som jeg ikke kunne gøre herhjemme. Det var noget, som den danske mentalitet ikke rummer, og det er noget med jantelov, og at der skal være låg på. Man må helst ikke komme for meget op at flyve, så er det prætentiøst, og så vil man for meget. Sådan oplevede jeg det en lille smule.«

Hvor godt er musikmiljøet i Danmark til at udvikle talent?

»Grunden til, at jeg bor i Danmark, er, at jeg elsker at bo i København på grund af både musikmiljøet og hele kulturen. Det er så befriende at komme hjem til København igen efter at have været ude at rejse. Man finder ikke noget andet sted i verden den der afslappede holdning: »Vi tager bare en bajer, og så går det nok«. Det elsker jeg at komme hjem til, fordi jeg ofte oplever sådan en lidt hovski-snovski fealing, når jeg er ude at rejse.«

Er den danske mentalitet, som nogle siger, lidt for meget på det jævne – man satser på bredden og er lidt for lidt indstillet på at dyrke det bedste, eliten?

»Det er fuldstændig sådan, det er – på godt og ondt – inden for alt i Danmark. Tag klassisk musik. Det er ikke tilfældigt, at man møder en helt anden stil, når man rejser bare lidt østpå. Der er en helt anden tradition for at dyrke talenterne. Det handler først og fremmest om disciplin. De russiske børnemusikskoler er jo i virkeligheden skræmmende – mange af dem i hvert fald – på visse punkter. Eleverne bliver jo lukket inde, indtil de kan deres ting.«

Men er det ikke meget bedre, hvis man vil udvikle talent?

»Det kommer an på, hvilken personlighed man er. For mig har det været helt fantastisk at vokse op i Danmark. Jeg fik plads til at være mig selv, jeg fik ro og kunne have min egen lille verden. Jeg blev ikke tvunget til at øve mig, og jeg blev ikke høvlet ned i skolen. Det var helt essentielt for mig. Hvis jeg var vokset op i en anden kultur, så havde jeg ikke klaret det. Mentaliteten med, at den stærkeste overlever, er ikke mig. Jeg har talt med mange af de professorer, som har fået kendte musikere frem, og der er stilen, at man høvler folk ned til halv størrelse, og så bygger man dem op. Sådan blev jeg ikke opdraget.«

Jantelov på godt og ondt

Kommer der bedre musikere ud af den bløde danske model, hvor man lader børn udvikle sig i deres eget tempo uden at pace dem?

»Ja, på langt sigt. Hvis man skal blive en god musiker, så kræver det, at man har en enorm passion og en egen drivkraft og inspiration. Jeg vil hellere høre en musiker med den baggrund, end en som måske ikke har så meget at sige selv, men som har lært en masse teknisk – de sidste findes der nok af.«

Er der muligheder nok for de talentfulde unge i Danmark – er vi ambitiøse nok på deres vegne?

»Jeg tænker både ja og nej. Vi har på TV X Factor, hvor vi virkelig dyrker talenter og idoler. Samtidig er Danmark jo ikke et elitært samfund – alle skal være en lille smule lige. Når det handler om at spille musik, så er det ikke så godt, at have den holdning, at alle skal være lige, og at ingen skal stikke ud. Jeg bliver nogle gange bedt om at vurdere unges spil, og der er en tendens til, at man ikke må lægge for meget i det og ikke vise for mange følelser og for meget af sig selv. Man skal helst være som de andre, for ellers udstiller man sig selv, og det er noget dansk, tror jeg. I andre kulturer vil man godt vise: Sådan spiller jeg, og det er godt. Jeg synes, at det er synd, at der er den anden tendens i Danmark, og det er vel en slags jantelov. Men på andre måder, uden for scenen, er janteloven ret god. Man går ikke og blærer sig, og det er jo også lidt ucharmerende. Men på scenen skal der altså være udtryk på. Dér skal man være sig selv. Mærkelig og personlig.«

Du siger på den ene side, at det var godt for dig som musiker ikke at blive presset, og så siger du på den anden side, at vi ikke er målrettede nok i Danmark?

»Der var jo en grund til, at min far øvede med mig. Han så jo et talent i mig, og det, syntes han, skulle udvikles. Det var fuldstændig rigtigt. Men der var mange af mine kammeraters forældre, som henvendte sig til min far og sagde: »Tag lige en slapper med den dreng«. Jeg kan huske, at der var en dreng, der ikke måtte lege med mig. Jeg kom over og bankede på, og så åbnede han og sagde: »Jeg må ikke lege med dig mere. Mine forældre siger, at din far tvinger dig til at øve.« Fuldstændig sindssygt. Hvis et barn har talent, så er det fantastisk, at forældre eller voksne hjælper barnet med at udvikle det. Jeg var jo glad for at spille. Det er synd, at man i Danmark synes, at alt skal være på børnenes præmisser. Det er det samme som at spørge et barn: »Hvad vil du helst have til middag: slik eller salat?« Så er svaret selvfølgelig slik, men barnet har det jo bedre af at spise salat.«