Det er nu ikke alle, der forstår Kristoffer Hari. Forstår at han træner stort set alle ugens dage med undtagelse af torsdag. At han stiger om bord på et fly flere end ti gange om året. Forstår at han hverken fester eller drikker med vennerne. Forstår at han bruger alle døgnets timer på løb.
16-årige Kristoffer Hari har valgt at dyrke talentet – et talent der har udløst titlen som verdens hurtigste 100 meter-løber på sin årgang.
»Man giver afkald på meget, men man får meget igen. Jeg vil gøre alt for at gå hele vejen, nu hvor jeg har talentet og viljen,« forklarer Kristoffer Hari, da Berlingske møder ham på Østerbro Stadion, hvor hans løbeklub Sparta holder til.
Kristoffers far, Stefan Hari, der stammer fra Rumænien, er fast støtte både i rollen som træner og forælder. Og selv om Kristoffer Hari har et enestående talent, mener Stefan Hari, at der gemmer sig mange talenter i Danmark. Faktisk har Stefan Hari i sin tid som træner aldrig mødt så mange talenter i forhold til befolkningstallet.
I Stefan Haris optik er problemet, at Danmark ikke formår at udnytte børn og unges talenter, især fordi forældrene ikke bakker tilstrækkeligt op.
»Børn i dag giver meget nemt op, hvis ikke de bliver støttet af forældre og trænere. Selvfølgelig mister Danmark talenter på den måde. Det er ikke nok kun at finde talentet, man skal også holde talentet i det rigtige spor. Hvis ikke siger de, at »det er alt for mørkt og koldt, jeg gider ikke at løbe på atletikbanen, der er bedre inde i badmintonhallen«. Men har barnet et kæmpetalent inden for atletik og ikke badminton, bliver det aldrig god til sporten,« siger han og forklarer, at Team Danmark er rigtig gode, hvis barnet når eliteplanet. Det er processen inden, altså når der skal rekrutteres talenter, der halter, mener Stefan Hari.
»Jeg siger til Kristoffer og de andre atleter, at de er forkælede af systemet. De har det alt for godt med fjernsyn og x-boks og en masse andre muligheder.«
Et helt andet syn på talentet
Det er ikke uden erfaring, at Stefan Hari forsøger at føre sin søn mod løbernes verdenstop. Han har selv været der, da han tilbage i 1970erne havde en international karriere i Rumænien, hvor løbetalentet især lå i 400 meter hæk.
Der var naturligvis tale om ikke bare en anden tid, men også et helt andet syn på elitesport, end det man ser i dagens Danmark. Det kommunistiske styre i Rumænien dyrkede sportstalenter benhårdt, og mentaliteten kredsede om det individuelle talent, hvor trænere og forældre havde et tæt samarbejde mod målet.
Siden karrieren på løbebanen er det blevet til 32 års trænererfaring, de seneste 22 år i Danmark.
»Han skal gøre alt, hvad jeg siger«
Stefan Hari kan ikke se problemet i, at et talent bliver dyrket med store mål og ambitioner frem for at gå til spilde.
»Jeg vil ikke høre tale om jantelov. I individuelle sportsgrene skal man have selvtillid. Glemmer man, hvorfor man går på atletikbanen, bliver der ikke nogen resultater, og så kan man ikke vinde.«I træningstøj går far og søn synkront ned ad trapperne mod de blå løbebaner på stadionet. Symbiosen mellem forælder og barn er ikke et enestående tilfælde. Et andet eksempel er tennisspilleren Caroline Wozniacki og faren Piotr Woźniacki, hvor man har kunnet se en far, der har haft fuld kontrol over sportskarrieren. Men det er en anden historie med Kristoffer og Stefan Hari, for Kristoffer Haris talent er blevet opdaget sent, og Stefan Hari har ikke pacet sin søn til en løbekarriere, siden Kristoffer Hari var barn.
»Jeg har ikke presset Kristoffer, det var hans beslutning. Vi har sammen drøftet, om Kristoffer har lyst til at være verdens nummer ét, lyst til at vinde stævner og lyst til at være verdensmester. Jeg kan ikke garantere, at han bliver det, men jeg gør mit bedste for at føre ham den vej. Men det er Kristoffer, der skal tage beslutningen og forstå, at hvis han går den vej, følger han alle regler, og alt det jeg siger. Ellers bliver løbet kun en hobby,« forklarer Stefan Hari.
Hele tiden lidt foran
Egentlig ville Kristoffer Hari spille fodbold ligesom alle de andre. Og han var god til det. Siden 3. klasse driblede han rundt med kammeraterne i både Brøndby og Taastrup, hvor fællesskab og holdindsats var det, han forbandt med sport. Men jo hurtigere, Kristoffer Hari løb på banen, desto længere gled han væk fra den fælles præstation og holdånden. Han ville løbe, og han ville gøre det alene.
Det er små to år siden, at den tanke fik trukket Kristoffer Hari i et par løbesko og placeret ham på en bane i Hvidovre, hvor hans far var sprinttræner.
Kristoffer Hari begyndte at løbe med de store drenge. Han slog dem én gang. Og én gang til. Og så én gang mere. Hele tiden var han lidt foran, og talentet var ikke svært at få øje på. Efter at Kristoffer Hari sidste år havde løbet sig til verdensrekorden, tog han beslutningen om, at han ville tage det seriøst.
»Når det hele kører, har man lyst til mere, og man vil hele tiden være bedre,« forklarer Kristoffer Hari.
»Vejen mod det perfekte«
Han valgte den vej, som Stefan Hari kalder »vejen mod det perfekte«. Stefan Hari læner sig forover og lader højre arm hvile på træningsbukserne. Han folder to fingre ud.
»Der er to veje at gå: Skal Kristoffer udnytte sit talent, er han nødt til at gå den vej, hvor man dedikerer alt til løb. Ellers bliver det kun en hobby, og så kan han ikke udnytte talentet fuldt ud og forvente resultater. Så vågner han op som 30-årig og siger: »Uha, jeg havde et kæmpetalent, men jeg har spildt min tid,« forklarer Stefan Hari.
Det scenarie har Kristoffer Hari løbet sig længere og længere væk fra. Men det er hårdt at vælge den vej. I Danmark er der ikke tradition for, at det er det individuelle, der skal dyrkes, men snarere massen, der er i fokus. Derfor mener Kristoffer Hari heller ikke, at hans foreløbige præstationer var kommet i hus uden farens skræddersyede linje for, hvordan talent dyrkes:
»Atletik er et 24-timersjob. Man skal hele tiden have kontrol og passe på. Min far holder opsyn med mig hele tiden, så han kan sige, hvad jeg gør forkert og rigtigt. På den måde bliver jeg forberedt og klar til stævnerne. Alt skal være perfekt. Sådan er sporten. Det er dét, det kræver.«