De fleste danskere er så heldige, at tortur for dem blot er et begreb, som de forbinder med afhøringsmetoder i film eller steder langt fra Danmark. Det er måske derfor, at hver femte dansker kan acceptere, at tortur finder sted i enkelte tilfælde. Har man derimod været udsat for tortur, ønsker man det ikke for noget andet menneske, hvad end de er skyldige eller ej. Det mener torturoffer Kahttan Jasim.
»Jeg tror ikke, at folk svarer sådan af ond mening. De ønsker at komme problemet med terrorisme til livs og opnå sikkerhed. Men terror bliver ikke løst gennem tortur. Tortur skaber kun mere foragt og had,« siger Kahttan Jasim.
Han er 61 år gammel og bor i Køge sammen med sin danske kone, som han mødte kort efter, at han flygtede til Danmark i 1985. Han har taget uddannelse i Danmark, arbejdet mange år i kommunalt regi og er i dag politolog, ph.d. og holder foredrag. Hans liv ser umiddelbart ud som en succes, men indeni er der et hul, der aldrig lukker sig.
Han var modstander af det irakiske regime i 1970erne og var gået under jorden, da han en sen aften i 1978 blev fundet og arresteret af det hemmelige politi. I dag er det 35 år siden, men den tortur, han efterfølgende blev udsat for i deres varetægt, påvirker ham stadig hvert eneste minut af hver eneste dag.
»Jeg er ødelagt. Bare jeg sidder og snakker med dig og tænker lidt på, hvad der er sket, kommer alle smerterne op i min krop. Der er veje, hvor jeg ikke kan gå, og når jeg skal rejse og ser politiet i lufthavnen, bliver jeg bange. Tortur handler jo ikke bare om, at man bliver slået. Man bliver slået så voldsomt, at du ikke kan forestille dig det. Jeg så engang et klip af irakiske soldaters behandling af fanger og kastede op med det samme. Jeg kan sidde og se »Sporløs«, og pludselig begynder jeg at græde. Min sjæl er knækket. Et menneske der er blevet tortureret er ikke bare blevet slået, deres liv er ødelagt for altid,« fortæller han.
Torturen stod på i mange måneder med alle former for ydmygelser. Kahttan Jasim var altid alene og havde bind for øjnene.
»Din sjæl bliver splittet. Din identitet, dine følelser, din helhed som menneske bliver knækket. Det kan ikke kureres, ligesom at smerterne aldrig forsvinder. Jeg har ofte mareridt, som ødelægger hele den følgende dag. Jeg drømmer om hunde, der er efter mig, at jeg bliver ramt af en regn af sten, eller at jeg falder ned i en brønd og ikke kan komme op,« fortæller han.
Efter de mange måneders helvede blev han løsladt, fordi politiet ikke kunne finde beviser mod ham, og fordi der samtidig blev udstedt en generel amnesti i anledning af, at Saddam Hussein blev præsident. Men da var skaden sket. Efter at være kommet til Danmark lykkedes det ham i mange år at holde minderne nogenlunde på afstand, selv om han altid havde mareridt, smerter og angst. Da han for tre år siden arbejdede fuld tid, blev det pludseligt meget kraftigt igen.
»Jeg kan ikke forklare det. Jeg havde prøvet at overse symptomerne, men pludselig blusede det op. Min situation var meget ekstrem, alt gik i sort, og jeg overvejede at gøre det hele forbi,« siger Kahttan Jasim, der heldigvis fik akut professionel hjælp af organisationen Dignity, som fik ham ovenpå igen.
Tortur skaber foragt for Vesten
Kahttan Jasim kan godt forstå, at den almindelige dansker ikke forstår tortur. Men det er meget forkert at tro, at tortur kan løse noget. Det er tværtimod gift for ethvert retssamfund.
»Det handler ikke kun om det, der sker, mens torturen foregår, som er helt forfærdelig, men at den fortsætter resten af det menneskes liv. Mit liv har været mere eller mindre færdigt siden da, selv om jeg prøver at kæmpe rigtig hårdt imod. Jeg er heldig, fordi jeg er omgivet af mange gode mennesker, der hjælper mig og støtter mig. De fleste af mine venner, som kom herop i samme periode, er enten alkoholikere eller depressive eller sindssyge,« siger han.
Tortur rammer ofte uskyldige mennesker, men i virkeligheden er det underordnet, om man er uskyldig eller ej.
»Den vestlige verden bør stå for retfærdighed og demokrati. Hvis vi sætter det princip over styr, sender vi et signal til resten af verden, navnlig de totalitære systemer, om at det er i orden at torturere sin befolkning under visse omstændigheder. Det er rigtig dårligt for menneskerettighederne og for alle menneskers liv,« siger Kahttan Jasim.
Og risikoen for terror stiger kun, hvis tortur bliver anvendt, mener han:
»Tortur skaber kun foragt og had. Konsekvensen ved Abu Ghraib i Irak har været et negativt image for den vestlige verden, hvilket er ærgerligt, fordi der var mange irakere, mig selv inklusive, der var begejstrede for omvæltningen af Saddam og for de allierede. Men efter torturen vendte det totalt og hadet til den vestlige verden bliver større og større.«