Hvorfor bliver en ung mand terrorist?

Der er mange mulige svar, men få så gode som Abu Zubaydahs dagbøger. Han begyndte som 20-årig pinligt ærligt at opregne sine overvejelser, sin tsunami af følelser, og at læse dagbogen er som at læse en slags lavlitterær Yahya Hassan. Bortset fra, at der ikke er en dansk velfærdsstat i baghånden, intet bogsalg, ingen priser og absolut ingen happy ending.

Tværtimod ender historien med foreløbig 11 års amerikansk tortur og fængsel og en svimlende løgn, som på et tidspunkt gjorde ham til nøgleargument for en invasion af Irak.

Det er en moderne tragedie i tre akter, og offentliggørelsen er også et barn af tiden. En tidligere amerikansk efterretningsagent har lækket Abu Zubaydahs seks dagbøger til Al Jazeera America, som fredag offentliggjorde oversættelsen af den første dagbog.

Bange for sex

Men hvorfor er dagbøgerne så vigtige? Ikke fordi de afslører væsentligt nyt, ingen aflytninger og skandaler her, men fordi de gør noget vanskeligere – de rejser ind i en af de mænd, som i det mindste i et blink var øjeblikkets mand, og som sikkert repræsenterer hundredetusinder af mænd.

Abu Zubaydah voksede op i en palæstinensisk familie i Saudi-Arabien, og faderen lod sine frustrationer gå ud over familien. Zubaydah vil så gerne hade sin far, men han kan ikke, fordi han er hans far.

»Jeg husker kun råb, gråd og tårer fra min barndom,« skriver han.

»Jeg var formentlig ti år, da jeg første gang så min mor græde. Hun stod i køkkenet, og jeg så tårer i hendes øjne.«

Igen og igen fik det minde ham til selv at græde: »Det var så hårdt at se.«Så det er ikke så underligt, at Zubaydah rejste fra hjemmet så snart, han kunne; først til den palæstinensiske vestbred og så til Indien for at studere computervidenskab. Han begyndte for alvor at føre dagbog i 1991.

Han fortæller om alle sine ængstelser, og han fortæller, hvordan en kristen stuepige kyssede ham, og hvordan han længtes efter sex, men ikke turde, for Gud så ham. På et tidspunkt var deres kys ved at udvikle sig, han havde sådan lyst til at give sig fanden i vold, men han rev sig løs og løb væk.Zubaydah følte sig alene i verden uden hverken ror eller anker.

Hans far skrev breve, hvor han skosede sin søn for at læse computervidenskab i stedet for noget vigtigt ligesom storebroderen, der læste medicin. Zubaydah følte sig altid som den tredje søn, faderens prygelknabe, og han kunne aldrig gøre det godt nok. Vennerne var også forlorne, de dolkede ham i ryggen, skrev han, og de talte om den slags, som han ikke kunne tale om, og de gik i byen.

Der var kun tre kvaliteter, som holdt ham fra at drukne i isolation og selvmedlidenhed, og det var Gud, cigaretter og billig popmusik. Zubaydah var en fan af Chris de Burgh.

Overvejede selvmord

Dagbogen vil være en bekræftelse for tilhængere af udstødelses-teorien om terrorister. Forskere som for eksempel Ariel Merari og Adam Lankford har påpeget, hvordan psykisk syge, deprimerede, socialt udstødte og selvmordskandidater søger mod terrorisme, bl.a. fordi det giver dem mening og eventuelt legaliserer deres selvmord.

Dagbogen afslører, at Abu Zubaydah tydeligvis led af depression. Han skriver, at han overvejede selvmord, og også at han i et enkelt tilfælde havde forsøgt selvmord – uden at komme nærmere ind på det. Tidligere har amerikanske eksperter hævdet, at Zubaydah led af personlighedsspaltning, men skizofrenien fremgår ikke tydeligt af den første dagbog.Det fremgår heller ikke, hvorfor han i august 1991 pludselig brød op fra Indien og begav sig til en islamistisk træningslejr i Afghanistan og kæmpede mod kommunisterne i borgerkrigen.

Hans familie forsøgte at tale ham tilbage, bl.a. kom hans storebror til Afghanistan for at tale med ham. Storebroderen fortalte, at moderen var sjælesyg ved tanken om at miste ham i krigen, og de talte også om, at en anden bror havde fået konstateret kræft. Men hver gang storebroderen appellerede til familefølelsen, svarer Zubaydah, at hans kærlighed til Gud og jihad er større.

»Vil du slet ikke gøre noget for dine forældre,« spurgte storebroderen.

»Jo. Jeg vil bede for dem,« svarede Zubaydah.

»Er det alt? Bede for dem?«

»Men hvad med Ummaen, den islamiske nation,« svarede Zubaydah.

Den første dagbog slutter i 1992 – før al-Qaeda dukker op i hans liv. Al Jazeera America har ikke oplyst, om den vil offentliggøre de øvrige fem dagbøger.

Ikke ved sine fulde fem

Abu Zubaydah oplevede verdensberømmelse i 2002, da amerikanerne anholdt ham, og på det tidspunkt hævdede præsident Bush og vicepræsident Cheney, at de havde fanget al-Qaedas nummer tre. Han var »ekstremt farlig«, »en koordinator af 9/11 angrebet«, »en af al-Qaedas top-planlæggere« og »topchef for rekruttering, logistik og planlægning«, sagde amerikanerne.

Amerikanerne udsatte ham for 83 tilfælde af vandtortur og andre typer tortur, bl.a. søvnløshed og tvungen nøgenhed, og de fortsatte brutaliseringen, selv om FBIs eksperter advarede om, at manden tydeligvis ikke vidste ret meget, og at han lige så tydeligt var syg. Under tortur sagde Zubaydah, at al-Qaeda havde tætte forbindelser til Irak, og det blev brugt som argument for invasionen af Irak i marts 2003

I september 2009 kom det frem, at Abu Zubaydah i virkeligheden var en Mr. Nobody med en minimal rolle i jihad. Efter en eksplosion i 1992 havde han ikke været ved sine fulde fem, han arbejdede i småjob og var ikke medlem af al-Qaeda. Første del af hans dagbøger bekræfter billedet af den mand. Han var mere sølle end sheik, og hans bidrag til historien er mere fortællende end skræmmende. Abu Zubaydah er i dag fængslet i Camp 7 på Guantanamo. Han kommer formentlig aldrig ud.