Berlingskes politiske kommentator
Med sit kursskifte i den langvarige strid om velfærdsturisme slår Helle Thorning-Schmidt (S) nye skår af sin autoritet som partileder og statsminister.
I månedsvis har hun afvist, at der var tale om et problem, når partier fra rød og blå blok har protesteret mod, at borgere fra andre EU-lande nemt kan få del i danske velfærdsydelser som eksempelvis børnechecken.
Thorning har konsekvent benægtet, at det ville kunne lade sig gøre at finde en løsning, som både vil gøre det sværere for borgere fra andre EU-lande at få adgang til børnechecken og leve op til de grundlæggende spilleregler i EU.
Vælgernes tillid
Under tirsdagens spørgetime i Folketinget ændrede hun imidlertid pludselig kurs.
Her gjorde statsministeren det klart, at regeringen vil undersøge, om der kan ske en indeksering af børnechecken, så den kan udbetales efter leveomkostningerne i de forskellige EU-lande. Ideen er, at udbetalingen dermed vil afhænge af købekraften i de enkelte lande, og det vil betyde, at Danmark vil kunne betale mindre i børnepenge til borgere fra f.eks. østeuropæiske EU-lande.
Ifølge Thorning er det logisk, at udspillet fra regeringen kommer nu, eftersom regeringen forhandler med Venstre og de Konservative om at finde en løsning på striden om børnechecken.
Statsministeren ser samtidig udspillet som et bevis på, at SR-regeringen viser handlekraft og tager ansvar for at sikre de danske velfærdsydelser.
Spørgsmålet er, om vælgerne køber den udlægning.
Hvis Helle Thorning-Schmidt er heldig, vil nogle af de kritiske vælgere tage pænt imod kursskiftet og anerkende, at hun gør et forsøg på at lande en svær sag. Men er hun blot en smule uheldig, vil hun fremstå som en regeringschef, der er blevet tvunget til et knæfald mod sin vilje.
Problemet for Thorning er, at hun i lang tid har stået så fast på synspunkter, som ikke alene har bragt hende på kollisionskurs med et flertal i befolkningen, men også har udløst massive frustrationer i S-baglandet.
Kritikerne vil nemt opfatte kursskiftet som Thornings alt for sene erkendelse af, at hun var på vej til at køre sit parti i grøften forud for valget til Europa-Parlamentet. Og præcis dér ligger sagen: Thorning forstod først for sent sprængkraften i debatten om velfærdsturisme, og hendes stejle afvisning af de partier, der har efterlyst et forsvar for de danske velfærdsydelser, har haft den konsekvens, at hun langsomt, men sikkert har undermineret Socialdemokraternes optakt til EU-valget.
Pres på formanden
I weekenden brød utilfredsheden i S ud i lys lue, da borgmestre i kraftige vendinger opfordrede hende til at arbejde for en løsning. Partifællerne brugte bevidst medierne til at lægge pres på formanden – hvilket var endnu en understregning af, hvor meget Thorning må kæmpe for at fastholde sin autoritet som leder.
Fremadrettet er problemet for Thorning, at det nye kursskifte er bundet op på et særdeles tvetydigt budskab. På den ene side signalerer hun, at det vil være logisk med en form for indeksering af børnechecken. På den anden side konstaterer hun, at det næppe vil være foreneligt med reglerne i EU.
Konkret vil regeringen nu kontakte EU-Kommissionen for at få vurderet, om løsningen med en indeksering kan harmonere med spillereglerne i EU.
Hvordan dette forløb vil ende vides ikke, men EU-jurister lægger allerede afstand til statsministerens forsøg, og ender EU-Kommissionen med at afvise regeringens forslag, vil Thorning stå i en akavet situation.
Her og nu vil hendes nye melding dog gøre det lidt nemmere for regeringen og VK-partierne at lande en fælles aftale, for Thorning signalerer trods alt vilje til samarbejde, og det vil før eller siden kunne skabe en tiltrængt samling på ja-siden før valget til Europa-Parlamentet.
Det er nemlig ikke kun Thorning, som har et problem. Når det kommer til stykket, har V og K en udtalt interesse i at indgå en aftale med regeringen, for begge partier rummer kritikere, som mener, at debatten om velfærdsturisme er blæst ud af proportioner og skygger for alle de positive gevinster ved Danmarks EU-medlemskab. Det spiller også ind, at toppen af dansk erhvervsliv med stigende utålmodighed presser på for at få ja-partierne til at indgå et kompromis. Dertil kommer, at alle kan se, at Dansk Folkeparti står til at blive den suveræne vinder af det interne slagsmål mellem ja-partierne.
Et kompromis synes dog hverken på vej i morgen eller i overmorgen, og for hver dag vil Thornings mareridt fortsætte, ligesom ja-sidens slutspurt frem mod valgdagen mere og mere ligner et klodset og rodet sækkeløb.