I søndagens Berlingske beskrev vi, hvordan Dragør Kommune har fået udarbejdet et regnskab over borgernes lykke. Borgmester Eik Dahl Bidstrup (V) mener, det er gavnligt for borgere såvel som kommune at være i stand til at målrette offentlige tiltag, men spørger man Folketingets kommunalordførere, er holdningen en helt anden.
»Lykkeregnskaber er noget pjat, som kommunerne ikke skal spilde penge på. Jeg har ikke noget imod, at der bliver brugt forskningsmidler på det, men kommunerne skal ikke ødsle offentlige ressourcer væk på sådan noget,« siger Dansk Folkepartis kommunalordfører, Morten Marinus.
»Det hører slet ikke til de kommunale kerneopgaver. Hvis Dragør Kommune har så mange penge, at de kan udarbejde et lykkeregnskab, synes jeg hellere, de skulle give pengene til de fattige kommuner, som virkelig er i nød og kan omsætte ressourcerne til noget væsentligt,« siger han.
Holdningen vinder både opbakning fra de Konservatives Mike Legarth, som mener, det er »et spild af penge«, og blandt Berlingskes læsere, hvor reaktionerne på Facebook har været klokkeklare.
Blandt andet skriver Kim Greisen, at Dragør Kommune skal få styr på sine prioriteringer, mens Kristian Friis kalder det »ren idioti og spild af skattepenge«.
»Jeg tænker, at det ikke er kommunens ansvar, og de i højere grad bør fokusere på langt vigtigere ting, som har større indflydelse på folks liv, hvor de har en mulighed for at gøre en forskel,« skriver Cecilie Fjellerup i en kommentar.
Debat: Er lykke en kommunal opgave at sikre? Del din mening her på Berlingskes Facebook-side.
Netop den logik kan Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance også godt følge. Han mener ikke, kommunen skal blande sig i borgernes lykke, da den skifter fra person til person.
»Bag undersøgelsen ligger jo den opfattelse, at lykke er noget, som det offentlige skal være med til at skabe for borgerne, og det mener vi ikke. Danskerne skal selv finde lykken i livet,« siger den liberale kommunalordfører.
I stedet mener Ole Birk Olesen, at kommunen skal fokusere på at forhindre ulykke. Det er meget mere håndgribeligt og koster derfor væsentlig færre ressourcer. Den holdning deler man også på den anden side af fløjen hos Socialdemokraternes kommunalordfører.
»Jeg synes, det lyder som en rig kommune, der har råd til at bruge penge på sådan noget,« siger Simon Kollerup (S) og uddyber:
»Men af princip mener jeg ikke, at vi i Folketinget skal indskrænke det kommunale selvstyre ved at forbyde kommunerne det. De lokale politikere står til ansvar for deres lokale borgere i kommunen.«
DEBAT | Hvordan vil du gøre begrebet lykke op? Del din holdning på de sociale medier og brug hashtagget #lykkejagt