Han havde været i baren i bare ti minutter. Så kom hun gående ind. Deres øjne mødtes, men det var først senere på aftenen, at de faldt i snak. Han var lokal, boede i Johannesburg i Sydafrika. Hun var bare i byen på weekend – den danske pige han forelskede sig i, som arbejdede med elefanter et godt stykke fra Johannesburg. Det er nu fire år siden. I dag sidder de, hun med hånden på hans lår, i hendes forældres hus i Gug lidt uden for Aalborg. 30-årige Rudi Erasmus og den to år yngre Nynne Cecilie Søndergaard.
»Det var kærlighed ved første blik,« siger Nynne. Rudi svarer bekræftende på engelsk og lader sin kommende hustru tale videre. »Mange siger, at kærlighed ved første blik ikke findes, men vi tror på det,« siger hun.
Ligesom Nynne Søndergaard finder flere danskere sig en udenlandsk partner. I 2013 blev 3.509 danskere gift med en udlænding eller efterkommer, viser de nyeste tal fra Danmarks Statistik. I 2012 var det 3.467. Og der er flere grunde til, at der kommer flere såkaldt blandede par, fortæller Rashmi Singla, lektor ved Roskilde Universitets Institut for Psykologi og forfatter til en bog om blandede ægteskaber, som udkommer til efteråret. Hun har undersøgt årene 1991-2010, hvor der er en klar stigning i antallet af blandede ægteskaber.
»I takt med globaliseringen rejser folk mere. Flere rejser med arbejdet og finder en partner gennem kontakter i udlandet, mens internettet også gør det nemmere at komme i kontakt med folk i andre dele af verden,« forklarer hun.
Der findes også mange blandede par, som lever sammen eller har et forhold uden at have papir på hinanden, siger Rashmi Singla.
»Det er min klare overbevisning, at antallet af pardannelser er steget, og kigger man på USA og England, så stiger også her antallet af vielser med blandede par,« siger hun.
»Vi vil bo i Danmark«
Nynne Cecilie Søndergaard og Rudi Erasmus er et af de par, der har valgt at gifte sig over grænser. Det begyndte den nat på baren i Johannesburg, hvor Nynne fik Rudis nummer. Eller var det omvendt? Det kan ingen af dem huske, men over de følgende uger begyndte de at skrive sammen. Rudi inviterede Nynne med på festivalen Opikopi, en pendant til Roskilde. Først afslog hun. Han var fremmed, og festivalen var i Sydafrika. Det ville være for farligt. Men hendes australske veninde, som arbejdede samme sted, hvor Nynne var dyrepasser, ville gerne med. Nynne og Rudi tilbragte weekenden med musik og augustsol, og derfra var de kærester.
»Alting gik meget hurtigt. Efter Opikopi flyttede hun ind hos mig og ringede hjem og fortalte, at hun blev i Sydafrika,« siger Rudi på engelsk.
I halvandet år boede parret i Sydafrika, hvor Rudi underviste på sin egen svømmeskole i Johannesburg. I 2012 tog Nynne tilbage til Danmark. Hun savnede sin familie og ville tage en uddannelse som veterinærsygeplejerske. De besluttede sig for, at Rudi skulle rejse med.
»Vi vil bo i Danmark. Det er mere sikkert, og det er her, vi vil opdrage vores børn. Men det er ikke nemt,« fortæller Nynne.
Rudi har rejst frem og tilbage, siden Nynne flyttede tilbage og fik en lejlighed i Gug ikke langt fra forældrenes hus. Han kan kun være i Danmark 90 dage på et halvt år. Parret forsøger at lægge dagene, så de er mindst muligt fra hinanden. Og selv om Nynne bor i Aalborg og studerer i Kolding, rejser hun også ofte til Sydafrika for at være sammen med Rudi, når han er hjemme for at passe svømmeforretningen og besøge sin søn fra et tidligere forhold.
»Alle ønsker sig de her store eventyr og rejser. Jeg ønsker mig bare et normalt, kedeligt liv, hvor vi vågner sammen hver dag, tager på arbejde og kommer hjem om aftenen og taler sammen over opvasken. Hvor vi er sammen og ikke hele tiden skal tænke på, hvornår vi skal skilles igen,« siger Nynne.
Det er en af udfordringerne ved at være i et blandet forhold eller ægteskab, fortæller Rashmi Singla.
»Hele processen omkring hvordan man mødes, og hvor man skal bo, har stor betydning for ægteskabet. Hvis partneren kun kommer her til Danmark på grund af kærlighed, kan det være svært, for der er så mange regler og restriktioner,« siger hun.
Nægtet opholdstilladelse
Det har Nynne og Rudi for længst opdaget. Sidste år søgte de om opholdstilladelse til Rudi. Men den blev de nægtet, da Nynne i to måneder i 2012 var på kontanthjælp, da hun vendte tilbage fra Sydafrika. De kan først søge igen næste år – marts 2015 – da der skal gå tre år, fra Nynne modtog kontanthjælp, til Rudi kan ansøge.
»I starten var vi vrede og bitre. Det var svært at forstå. Selv når vi sagde, at vi ville betale de penge tilbage, som jeg havde modtaget, og at Rudi ville betale skat fra hans firma til Danmark, fik vi nej. Vi har prøvet alt. Men nu er vi der næsten, og det hjælper ikke at være vred. Vi må bare komme videre,« siger Nynne.
Når reglerne i Danmark bliver for snærende og ventetiden for lang, er de gode til at tale med hinanden og til at få luft ved at skændes om det.
»Når det bliver for frustrerende, bliver jeg irriteret og ked af det. Men Rudi er god til at sige »Come on, cheer up«. Nogle gange kunne det være fedt, hvis vi selv kunne bestemme. Men vi har selv valgt, at vi vil bo i Danmark. Der er ingen, der tvinger os til det. Det skal vi minde os selv om – at vi vil være sammen, og at det kommer til at ske,« siger Nynne og tilføjer efter en lille pause:
»Det er vores største ønske at bo i Danmark, men hvis det ikke sker, så kommer det til at ske et andet sted. Nu giver vi det en sidste chance. Men vi kan ikke blive ved med at prøve, for vi vil også starte en familie og have et liv sammen.«
Derfor har parret også valgt at lægge deres bryllup nu. Så de har et lyspunkt frem til marts, hvor de noget af tiden igen må undvære hinanden.
»Vi har et godt forhold, men det er hårdt at være kontrolleret af reglerne. Man kan nemt komme ind i en ond spiral, men nu har vi noget positivt at se frem til. Noget vi gerne vil og tror på. Det er dejligt at have sammen,« siger Nynne.
Men faktisk er parret allerede gift. De blev gift på Home Affairs – en slags rådhus – i Randburg i Sydafrika af rent praktiske årsager. Dengang vidste de ikke, hvor de ville bo, og skulle Nynne blive boende så længe, som hun gjorde dengang, skulle de gifte sig.
»Det lyder forkert, men når man møder en person fra et andet land, er der nogle ting, man bliver nødt til at gøre for at kunne være sammen,« siger Nynne. »Vi ville også gerne giftes dengang, men det var ikke sådan, det skulle foregå,« tilføjer Rudi.
Det laver parret om på nu, hvor de har inviteret begge familier til et bryllup med kirke og fest i Nordjylland. Rudis familie var – og er stadig – meget begejstrede for, at deres søn har fundet en kæreste. Og tilmed en dansker.
»Danskerne er så tillidsfulde. Det er underligt, men her er sikkert, og man kan stole på folk,« siger Rudi.
Kulturelle forskelle
Rudis familie er afrikaans. Den ene af de to hvide befolkningsgrene i Sydafrika. Derfor er han heller ikke sort, som mange af Nynnes veninder forestillede sig, da hun fortalte, at hun skulle giftes med en sydafrikaner.
»Da jeg ringede hjem og fortalte, at jeg blev i Sydafrika, troede min yngre søster, der dengang var 13 år, at jeg skulle bo i en lerhytte. Mange har de her billeder i hovedet,« ler Nynne.
Det er noget af det, der adskiller et blandet ægteskab fra et »almindeligt« dansk ægteskab, siger Rashmi Singla. Ud over de nedskrevne regler kommer parrene fra hver sin del af verden, og med hver sin forståelse af, hvordan livet skal leves.
»De fleste har forskellige normer og værdier. Det kan gøre forholdet meget interessant. Livet kan blive sjovere, for der er flere aspekter at tage hensyn til,« siger hun og uddyber:
»For nogle kan kulturelle forskelle være en berigelse. Man kan både holde dansk jul og indisk divali. Det handler om at se på de positive aspekter, når to forskellige kulturer mødes. Der er jo en grund til, at man har valgt hinanden, og der er meget sjov ved at være i et blandet parforhold.«
En anden dimension er, hvis parrene ser meget forskellige ud, fortæller Rashmi Singla. Selv om verden er blevet global, bliver der stadig lagt mærke til udseendet.
»Der er mere opmærksomhed omkring dem, der ser anderledes ud. De bliver udsat for en slags diskrimination. Folk kan finde på at stille alle mulige spørgsmål, fordi der er nogle fordomme omkring blandede par. Det kan tære på parrets forhold,« siger hun.
Fordomme har Rudi og Nynne heldigvis ikke mødt. Til det ligner de hinanden for meget, mener de begge. Til gengæld har der været nogle kulturelle forskelle, de lige skulle lære at forstå.
»Afrikaans er to generationer bagud sammenlignet med danskerne. Som afrikaans skal man have respekt for de ældre. Det glemmer vi i den danske kultur. Da min mor og hendes kæreste besøgte os i Sydafrika første gang, syntes Rudi, at jeg var så uhøflig over for dem,« siger Nynne og tilføjer: »I begyndelsen forstod jeg ikke helt, hvor Rudi kom fra, og han forstod slet ikke, hvor jeg kom fra. Men jo mere vi kom ind i hinandens kulturer, jo nemmere blev det.«
Den eneste barriere er sproget. Parret taler engelsk sammen, men hvor Rudi er vokset op med to sprog – afrikaans og engelsk – har Nynne først fået engelsk på skoleskemaet noget senere. Når de engang får børn sammen, bliver de tresprogede, men børn kan ikke komme på tale, før Rudi har fået statsborgerskab.
»Det bliver nødt til at vente, til vi ved, at vi kan opbygge den familie, som vi vil. Men de er heldige at vokse op med både Danmark og Sydafrika,« siger Nynne.
De håber også på, at Rudis søn kan studere et år i Danmark, når han bliver gammel nok. Og at parrets fremtidige børn kan bo et år i Sydafrika og opleve naturen og vildskaben dér ved Kruger National Park, hvor Rudi voksede op.
»En dag, når vi er faldet til her og ved, at Rudi må blive her, så vil jeg gerne rejse ud,« siger Nynne og ser på Rudi. »Måske flytter vi til Sydafrika, når vi er blevet pensionerede. Så kan vi få et hus på stranden,« smiler han.