Drengene brænder containere af og skriver oprørske digte. Hvad med de flittige nydanske piger, som i stor stil kommer ind på videregående uddannelser? De føler sig ofte lige så meget uden for, men står tit alene med deres frihedskamp. Forældrene svigter pigerne, når de ikke får lov at komme med til fødselsdagsfesterne, men pigerne bliver lige så meget svigtet af dem, der accepterer pigernes nej uden at stille kritiske spørgsmål.
Som 12-årig gav jeg min klasselærer den alvorlige besked: »Min mormor er død. Derfor kan jeg ikke komme med til lejrskole.« Desværre nåede stakkels mormor at dø en del gange. Det var nemlig den bedste undskyldning for at blive væk fra de sociale arrangementer.
Læs også: Indvandrerpiger når samme uddannelsesniveau som danske piger
Hver gang overbragte jeg nyheden alene og blev overrasket over, hvor let den blev accepteret. Inspektøren eller klasselæreren nikkede for det meste. Et par gange fik jeg en lille moralprædiken om, hvor vigtigt det var, at jeg deltog i fællesarrangementerne. Så nikkede jeg. Bagefter tog jeg hjem. Fortalte min far, som havde bedt mig melde afbud, at skolen ikke sagde noget. Så var den ikke længere.
Vennerne sendte mig kort fra lejrskolen, så jeg kunne følge med i, hvad de lavede. Og de fortalte detaljeret om fødselsdagene i frikvartererne, så jeg ikke skulle være uden for. Jeg grinte med dem. Og græd, når jeg var alene.
Min far var bekymret for, at de voksne ikke ville passe på pigerne, da de nok ville drikke sig fulde. Og så ville de unge sikkert drikke. Jeg forstod ikke min far. Hvorfor måtte min bror og ikke jeg? Men jeg forstod heller ikke skolen. Hvorfor indkaldte læreren aldrig mine forældre til samtale? Hvordan kunne inspektøren undgå at se på mig, at jeg løj, når jeg sagde, at jeg ikke havde lyst til at tage med?
Der er desværre mange nydanske piger, som også i dag oplever det samme. Deres frihedskamp kommer man let til at overse, fordi de klarer sig godt i skolen samtidig med, at de både passer brødrene derhjemme og ofte er familiens små tolke i forhold til myndighederne. De skal både leve med, at deres forældre holder dem hjemme fra lejrskoler og fester – og med deres læreres og kammeraters mange fordomme om dem og deres familier.
Læs også: Kvinders integration vil trække mændene med
Jeg synes ikke, at løsningen er endnu engang rituelt at skælde ud over en undertrykkende kultur og kræve flere forbud eller påbud, som nogle borgerlige politikere måske ville foreslå. Løsningen er derimod, at man hver eneste gang tør tage den konkrete dialog med de enkelte familier.
Lærere og skoleledere bør droppe berøringsangsten og begynde at blande sig, hver eneste gang nydanske piger melder afbud til et socialt arrangement. Og ja, der er en risiko for, at nogle forældre vil blive fornærmet eller flytte deres piger til en anden skole. Men så længe det vil gavne flertallet af pigerne, synes jeg, ligestillingskampen er den risiko værd.
Vi skal insistere på at flytte disse forældres holdninger og fjerne deres utryghed, så pigerne kan få de samme muligheder som drengene. Det er på tide, at vi hører nydanske pigers stemmer og gør op med deres ensomme ligestillingskamp.