Hos nogle vil det være velkomment. For andre vil det være et mareridt. Men alt tegner til, at debatten om indvandring og integration langsomt, men sikkert vil rykke ind i centrum af dansk politik. Igen.

Debattører, iagttagere og parlamentarikere med udspring i centrum-venstre har ellers ment, at temaet er helt uddebatteret, og de vil nødigt tilbage til »nullerne«, hvor værdi- og kulturkampe udløste hårde opgør og trak skarpe skel mellem rød og blå blok.

Men hvad enten man kan lide det eller ej, trænger virkeligheden sig på, og alt tyder på, at debatten om udfordringerne ved indvandring og integration vil blusse op og fylde mere ved siden af de senere års altdominerende fokus på økonomi og job.

Tankevækkende læsning

Set i det lys var gårsdagens artikler i Berlingske, Jyllands-Posten og Politiken tankevækkende læsning.

Overskriften på forsiden af Berlingske lød: »En muslim i familien – nej tak«, og artiklen handlede om, at de færreste danskere ønsker, at deres søn eller datter stifter familie med en muslim. I forvejen har artikler vist, at mange danskere er trætte af, at der skal laves særregler og tages hensyn til indvandrere med muslimsk baggrund.Politiken fortalte om, hvordan Bellahøj kan forfalde til en ghetto. Ifølge avisen har flere beboere gjort oprør mod kommunens anvisningspolitik, som efter deres mening medfører, at problemer fra belastede kvarterer som Tingbjerg og Mjølnerparken eksporteres til Bellahøj. Indflytning af børnerige indvandrerfamilier sammen med psykisk syge og socialt udsatte danskere skaber massive sociale problemer. »Skrækscenariet er, at vi skal ende som Tingbjerg med afbrændte biler og skyderier,« lyder det fra en beboer.

Endelig bragte Jyllands-Posten en artikel om Egedalsvænge i Kokkedal. Kvarteret kom sidste år i fokus, fordi et nyt flertal i beboerbestyrelsen valgte at bevilge penge til en stort anlagt muslimsk eid-fest, men ikke til det traditionelle juletræ i bebyggelsen.

Nu har bestyrelsen lukket flere af de klubber, hvor danskere er kommet i mange år, og overfor JPs udsendte gav flere danske beboere udtryk for, at de var ved at give op og kun drømte om at flytte. De kunne ikke længere udholde den chikane, som utilpassede unge med indvandrerbaggrund står for. Undervejs er sten blevet kastet mod vinduer, skrald er hældt ind i lejligheder, og en ungdomsklub har måttet lukke, fordi de ansatte blev generet. De beboere, som udtaler sig til journalister, insisterer på at være anonyme, for de er bange for at blive udsat for trusler og repressalier.

Så vidt de tre aviser. Slår man op i regionale og lokale aviser, bekræftes billedet: I de mest belastede kvarterer rundtom i landet er der ifølge forskere ved at opstå parallelsamfund, og politi-, brand- og ambulancefolk er begyndt at klage over, at det kan være farligt at køre ind, for bilerne overdænges med sten. Enkelte steder har buschauffører og postbude også måttet true med at indstille servicen på grund af manglen på sikkerhed.

Alt sammen er det eksempler fra Danmark anno 2013. Og eksemplerne går ikke væk, selv om en del politikere og opinionsdannere beder til, at debatten fra nullerne ikke vender tilbage med fuld styrke.

Belastende for andre invandrere

For de store grupper af indvandrere, som arbejder hårdt, passer deres børn og er aktive medborgere, vil det være belastende, at der igen kommer øget fokus på de mest destruktive kræfter i belastede indvandrermiljøer og problemfyldte ghettoer. Men præcis som i slutningen af 1990erne og op gennem nullerne, er problemerne af en karakter, som gør, at de vil komme op til overfladen og snart farve den politiske dagsorden.

Ser man i retning af Christiansborg, har de fire blå partier på det seneste brugt tid og energi på at koordinere synspunkter og planer for at presse SRSF-regeringen til at gøre mere ved problemerne, lige fra at sætte hårdere ind overfor kriminelle bander, skabe mere ordnede forhold i ghettoerne og få bremset den illegale indvandring.

Offensiven fra blå blok bliver en udfordring for Thorning & co.

Tidligere ville social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) og justitsminister Morten Bødskov (S) have udgjort forsvarsværket for rød blok. Men sensommerens ministerrokade har skubbet Annette Vilhelmsen frem i forreste linje, og den uerfarne social- og integrationsminister vil kunne svække regeringen i en politisk konfrontation, som vil kunne flytte vælgere frem til næste folketingsvalg.

Én ting er sikker: Værdikampen er på vej ind på Christiansborg igen.