»Vi har gennem robotter og automatisering opnået en helt anden reaktionstid, end vi havde tidligere. Hvor vi før arbejdede i uger, så bruger vi nu i gennemsnit kun dage på at få de samme varer igennem vores fabrik. Vi har fået evnen til at reagere på trends, som ikke ret mange andre kan,« siger Peder Nygaard, fabriksdirektør i Vola A/S, der er kendt for sine armaturer til badeværelser og køkkener.

Fabrikationen af de dansk-designede produkter ligger i Horsens, men uden et stærkt fokus på at optimere arbejdsgange gennem LEAN-principper, ville det næppe være sådan, vurderer virksomheden selv. Alternativet ville være at placere produktionen i et land med markant lavere lønomkostninger, og dermed ville danske arbejdspladser gå tabt.

Fra 41 til én dag

Vola har syv-otte forskellige robotceller, der producerer til hele kataloget af produkter. Tilsammen gør robotterne det muligt for Vola at lave over 100.000 forskellige varer. Ved enkelte produkter lykkedes det med en ny type robot i 2010 at gå fra en produktionstid på 41 dage til bare én. Den kraftige beskæring i tidsforbruget pr. enkelt vandhane blev samme år hædret med Automatiseringsprisen, som uddeles af Dansk Robot Forening. Vinderrobotten kostede omtrent 4,5 millioner kroner, men den investering skal ikke nødvendigvis gøres op i, hvor mange arbejdstimer Vola har sparet. For fabriksdirektøren er det snarere andre forhold, der gør sig gældende.

»Vi kan mærke på vores reaktionsevne, at vi har automatiseret. Nu kan vi customisere og modularisere vores produkter og derefter reagere hurtigt på nogle ting. Vi har ikke ret meget på lager, og vi producerer stort set kun, når kunden køber vores varer. Vi er meget hurtige til at følge trends og kundebehov, og det skyldes den måde, vi har valgt at automatisere på,« siger Peder Nygaard.

Betydningen af at være i stand til at levere på kort tid, kan være svært at læse ud af Volas regnskab. Afvejningen i forhold til investeringen i nye robotter vægtes dog tungt.

»I vores tilfælde regner vi også rigtig meget på, hvad en reaktionsevne betyder og giver af mersalg. Vi ved simpelthen, at vi får projekter hjem, fordi vi evner at reagere og levere hurtigt,« siger Peder Nygaard.

Han forklarer det med, at selv i årelange byggerier træffes beslutningen om, hvilken type vandhane man ønsker sig først meget sent. Derfor er det vigtigt at levere hurtigt, når ordren lander.

»Vi har eksempler på kunder, der har bygget i seks år. Men når de så vælger deres vandhane, så har vi kun tre uger til at levere,« fortæller Peder Nygaard.

Mindre manuelt arbejde

Med mere automatisering er behovet for manuelle indgreb i arbejdsgangene selvsagt også mindsket. For Vola har det ikke bare betydet færre ansatte, for billedet forstyrres af finanskrisen, mener Peder Nygaard. Som alle andre virksomheder, har armaturproducenten også »skullet skære til«, siger han og uddyber:

»Vi har indført automatiseringer over de sidste 13 år, og med de ændringer der har været i verdensøkonomien, så kan man ikke entydigt sige, hvad vi ville have gjort i stedet. Vi producerer flere vandhaner med færre mennesker, men vi har altså også været i den situation, at vi de seneste år har oplevet vækst. Vi har ikke en-til-en afskediget ansatte som følge af automatiseringen,« siger Peder Nygaard.

Til gengæld fremhæver han, at hverdagen for Volas nuværende medarbejdere er mindre slidsom og mere varieret. Eksempelvis udfører robotter nu slibningen af de nye vandhaner. Det var en arbejdsfunktion, der før i tiden var et ensformigt job med tungt værktøj mellem hænderne.