Danmark kan høste enorme økonomiske gevinster ved at satse på mere automatisering i erhvervslivet. I dag er kun 30 procent af alle manuelle opgaver, så som pakning, montering og lagering, i danske industrivirksomheder automatiseret. Men blev den andel større, kunne den danske produktivitet og dermed lønninger og velstand inden for fremstillingsområdet vokse med så meget som 15 procent.
Det vurderer professor Anders Sørensen fra CEBR på Copenhagen Business School. Han har stået i spidsen for et toårigt forskningsarbejde, som er finansieret af Industriens Fond. Det kaster for første gang nogensinde et mere præcist lys over, hvor automatiseret fremstillingserhvervene er herhjemme.
Tilsvarende undersøgelser er ikke lavet i udlandet, så om Danmark er langt fremme eller sakker bagud på dette vigtige område, ved vi ikke præcist.
»Men hvis danske industrivirksomheder brugte lige så mange robotter som de bedste lande, så kan det øge produktiviteten med 15 procent. Derfor er det et godt bud, at industrien potentielt set kunne øge sin produktivitet med i hvert fald 15 procent, hvis flere manuelle opgaver blev automatiseret,« siger Anders Sørensen.
Han vurderer desuden, at de fem procent mindst automatiserede virksomheder kan øge deres produktivitet med hele 20-25 procent, hvis de blev lige så automatiseret som de fem procent mest automatiserede.
Normalt stiger produktiviteten kun med omkring én procent om året, så en stigning på 15 procent eller mere endnu vil være et helt uhørt stort spring fremad. Det er også en udvikling, der i bedste fald vil komme over en længere årrække.
USA har givet os baghjul
Automatisering har til formål, at erstatte arbejdskraft med maskiner, hvorfor det på kort sigt kan skabe større arbejdsløshed.
»Men på længere sigt er højere produktivitet noget, der styrker konkurrenceevnen og en forudsætning for, at vi kan fastholde arbejdspladser i Danmark. Lønomkostninger for især ufaglærte er fortsat den hyppigste grund til at virksomheder flytter produktion til udlandet. Da automatisering er en direkte måde at mindske manuelt arbejde i produktionen, er det særdeles interessant at se på mulighederne inden for dette,« siger Anders Sørensen.
Siden 1995 er Danmark sakket stort bagud i kapløbet om at have en så høj produktivitet som muligt. Efterslæbet til USA er i denne periode oppe på hele 20 procent, hvilket måske kan hænge sammen med, at danske virksomheder er bagud med automatisering og brug af den sidste nye teknologi.
Hvor meget af produktionen, der er automatiseret, er der markante forskelle på fra branche til branche. Men typisk er det de konkurrenceudsatte brancher inden for eksempelvis føde- og drikkevareindustrien, eller andre store eksportområder, som er meget automatiserede.
»Omvendt er automatiseringen lav de steder, hvor virksomhederne har et særligt nicheprodukt, er orienteret mod hjemmemarkedet, og derfor ikke mærker samme pres fra konkurrenter,« siger Anders Sørensen.
Generelt er de danske virksomheder langt fremme med at automatisere selve produktionen, men det er i andet og tredje stadie med montage og pakning og senere også lager med videre, at de ligger lavere.
Selv om dansk industri i dag kun står for 15 procent af den samlede beskæftigelse herhjemme, så har den stor betydning for samfundsøkonomien. For eksempel tegner dansk industri sig for to tredjedele af landets eksport. Det er derfor vigtigt, at danske fremstillingsvirksomheder forbliver konkurrencedygtige. Her er virksomhedernes grad af automatisering og dermed lønomkostninger et af de vigtigste aspekter.
Som et led i undersøgelsen er også udarbejdet en hjemmeside på nettet, hvor virksomhederne snart kan gå ind og tjekke, hvordan investeringer i en øget automatisering vil påvirke deres indtjening. Det er muligt at læse mere om disse muligheder allerede nu på aim-projekt.dk.
