Malis premierminister, Cheick Modibo Diarra, har på statsligt tv tirsdag morgen offentliggjort, at han trækker sig fra posten, skriver Reuters.
Nyheden kommer blot timer efter, at Diarra blev anholdt i sit hjem af en gruppe soldater på ordre fra statskup-lederen Amadou Sanogo, da han angiveligt var i færd med at forlade landet for at drage til Frankrig.
Omkring 20 soldater, som kom fra Kati (en militærkaserne uden for hovedstaden Bamako og hovedkvarter for de tidligere kupmagere, red.), anholdt mandag aften Diarra og beskyldte ham for at have blokeret for betræbelserne på at stabilisere landet efter et militærkup 22. marts i år. Det vides endnu ikke, hvorfor Diarra har valgt at trække sig.
BNB/Reuters
Del: