»Der er ikke meget lykke her lige nu. Vi er en træt børnefamilie,« lyder det fra en kvinde i et sæt afslappet søndagstøj, da vi ringer på hos nummer 11 på Lykkevej i Charlottenlund.
Hun smiler.
»Men kom indenfor. Så kan I se.«
Kvinden hedder Louise Dreyer. Hun er 34 år og bor sammen med sin mand og to børn. Hun vender kroppen og spadserer ind i huset.
»Skat. Det er fra Berlingske. De vil høre, om lykken er her,« siger hun, mens hun sender store smil i vores retning.
Der kommer et undrende »hvad?« inde fra et rum.
Anders Dreyer og datteren Sille på to år sidder ved et lille bord og er ved at bygge en borg af farvede duploklodser, der skal huse adskillige legetøjsdyr.
Den yngste datter, Ellen på fire måneder, sover i barnevognen udenfor – selvfølgelig trukket væk fra dagens hedebølge. Familien har boet på Lykkevej i halvandet år og har skrevet de obligatoriske opdateringer på Facebook med ordene »Lykke på Lykkevej«, men ellers aldrig tænkt over, at vejen skulle betyde noget for deres lykke.
»Forleden talte jeg faktisk med mine veninder om at være lykkelig og tilfreds. Forskning peger på, at lykken er nedadgående, når man får børn. Og så stiger den igen, når de flytter hjemmefra. Det er paradoksalt, for de største øjeblikke af lykke har vi med vores børn, men samtidig er udfordringen at få mere lykke ind i hverdagen, når praktik og rutiner tager over,” siger hun og fortsætter forklaringen:
»Til hverdag er jeg ofte rigtig glad, nogle gange er jeg bare, andre gange har jeg lyst til at løbe skrigende væk fra alt praktikken og skrue tiden tilbage til studenterkørsel og danse på bordene. Jeg elsker mine børn over alt på jorden, og jeg vil samtidig gerne slå et slag for, at det ikke er et tabu at sige, at man synes det kan være en kende trivielt og svært at finde den store lykke i hverdagen med fem timers usammenhængende søvn i bagagen”.
Fra et andet lokale lyder babygråd fra en alarm. Lidt senere kommer Louise Dreyer gående med Ellen på armen, og for en stund sætter hendes brede smil skriveriet på blokken på pause.
»Når jeg har et øjeblik for mig selv med Ellen og bare får lov til at kigge hende ind i øjnene. Det gør alt for mig. Der, hvor man kan slippe alt, både fysisk og mentalt, og bare være til stede,« siger hun og fortsætter:
»Hvis I vil møde nogle, der har boet her i lang tid, så skulle I gå over til nogle af naboerne ved siden af os.«
Rødspættefilet og rosé
Med den opfordring rigere trasker lykkeholdet ud på vejen. Der er et skilt i hver ende af vejen. Skiltene har en elskværdig lykkedetalje med et rødt hjerte over j’et i Lykkevej. Ingen af beboerne, der er hjemme, ved hvorfor, men alle kan godt lide det.
I 7A bor Erika og Percy Le Dous. Begge 77 år og pensionister.
De byder os ind og viser os ud til et ovalt træbord i skyggen lige ud til haven. Vand bliver serveret, og fire på stribe sidder vi og kigger på den udsigt, de hver dag sætter meget pris på.
»Er du lykkelig?«
»Ja jo ja,«, siger Percy Le Dous. Han er ikke sikker – og heller ikke sikker på, at det nogensinde er noget, han bliver.
»Jeg er nok mere tilfreds, end jeg er lykkelig. Jeg er glad for at kigge på fuglene, den blå himmel og haven. Når jeg sidder og spiser en rødspættefilet med et koldt glas rosévin eller sirligt stabler brændet, så har jeg det godt. Men lykkelig. Det er unægteligt meget abstrakt. Hvis du jager lykken hele tiden, så bliver du ikke lykkelig. Den skal komme dumpende spontant,« siger han.
Ligesom den ro, der driver ned ad Lykkevej 2920 Gentofte eller den tørre duft fra en nyhøstet kornmark. Jagten forsætter.