14 år efter, Niels Helveg Petersen rykkede ud af Udenrigsministeriets eftertragtede hjørne­kontor på sjette sal, er de Radikale tilbage på posten som udenrigsminister. Og det gør en forskel, mener den ny udenrigs­minister, Martin Lidegaard.

»Det er klart, at der ligger et regeringsgrundlag og nogle overordnede politiske rammer, som vi er enige om, og dem vil du ikke se ændret. Men selvfølgelig vil der være nuancer og prioriteringer i det daglige og en tone, som bliver anderledes – håber jeg – ved det, at der nu er en radikal udenrigsminister,« siger Martin Lidegaard efter knap en måned som minister for Danmarks udenrigsanliggender.­

Han har to afgørende pejlemærker, hvoraf det ene er en fuldtonet satsning på EU, og på det område har Martin Lidegaard særlige forudsætninger, da hans parti er det absolut mest EU-begejstrede i Folketinget.

»Det ene af mine to pejlemærker vil være Europa af den enkle grund, at hvis Europa ikke kan stå sammen i den større verden, der kommer, så bliver det svært at få en stemme i den globale verdensorden. Der er mange, der ser et modsætningsforhold mellem det at være meget dansk og være meget europæisk. Sådan ser jeg overhovedet ikke på det, og derfor vil du også opleve, at jeg også er Europaminister med stort E, og jeg vil kæmpe for, at vi begynder at opfatte Europa som en meget, meget tæt allieret og helt nødvendig medspiller, hvis vi skal fremme danske inter­esser,« forklarer Martin Lidegaard, der ikke er fast abonnent på den tidligere stats­minister Anders Fogh Rasmussens satsning på forholdet til USA.

Den ny udenrigsminister vil også – og ikke mindst – have blikket rettet mod Danmarks store nabo, Tyskland, og kontakten er allerede etableret – hvilket vi vender tilbage til.

»Jeg er jo blandt andet historiker, og det, der har kendetegnet dansk udenrigspolitik og dens succes gennem tiderne, er, når vi har været i stand til at tage bestik af, hvilken vej verden gik og indrette vores udenrigs­politik efter det. Det har vi haft større held med nogle gange end andre, men et langt stykke hen ad vejen er vores velfærds­samfund et resultat af, at vi har været i stand til at varetage vort lille lands interesser på kloden. Kigger man så ud i verden i dag for at finde ud af, hvordan vi skal gebærde os, så er den helt objektive kendsgerning, at over de næste 20 år – én generation – vil verdensøkonomien blive fordoblet. Det, vi har været tusind år om at skabe – produktion og velfærd og så videre – bliver fordoblet på bare 20 år. Det vender jo op og ned på alting. Herunder at de geo­politiske og økonomiske magtcentre overvejende vil befinde sig uden for Europas grænser – i Asien, Afrika og Sydamerika.

Og en radikal tilgang til en sådan ny ­verdensorden er, at vi fuldstændigt fordomsfrit vasker tavlen ren og ser, hvordan vi så bedst varetager Danmarks interesser. Og her vil Europa være et pejlemærke,« siger Martin Lidegaard.

Fokus på vækstmotorerne

Det andet pejlemærke er at sikre dansk indflydelse i de nye økonomiske vækstcentre.­

»Det er dæleme ikke ligegyldigt, hvad det er for vækst, de nye vækstøkonomier vælger – hverken for vore sikkerhed eller velbefindende. Det gælder blandt andet med hensyn til klima, energi, miljøet og ressource­trækket, og på de områder kan Danmark noget, som de nye økonomier kan bruge. Man kan se på, hvad det er for samfunds­systemer, velfærdssystemer, de nye økonomier vælger. Her kan Danmark også noget, som vi er bedre til end de fleste andre lande, og jeg har en vision om, at vi tager de danske kernekompetencer – herunder også medico og fødevareproduktion – og tilbyder de nye økonomier vore erfaringer. Siger til dem, at vi gerne vil forære dem vores knowhow – fra myndighed til myndighed. Ligesom vi i øjeblikket sidder sammen med de kinesiske myndigheder helt inde i den kinesiske centraladministration og laver udkast til landets femårsplaner. Det har to formål: Det ene er udenrigspolitisk: Vi har en interesse i, at den vækst, de vælger, både er baseret på ressourceeffektivitet og en høj grad af social stabilitet. Det andet formål er selvfølgelig, at når vi forærer vores politik væk, kan de bagefter få lov til at købe vore teknologier, varer og produkter, fordi vi tilfældigvis er nogle af dem i verden, der er bedst til det,« siger Martin­ Lidegaard.

Mener du alvorlig, at de skal have vores knowhow kvit og frit?

»Ja, jeg forestiller mig egentlig, at de et langt stykke hen ad vejen skal have det foræret. Vores erfaring i Kina eksempelvis er nemlig, at når vi sender to-tre rådgivere fra Energistyrelsen derned og parrer dem med vores ambassade, så får vi pludselig adgang til nogle kinesiske maskinrum, hvor vi ellers ikke kunne komme ind. Den assistance er der nogle lande, der vil betale for, men der er også nogle, der ikke vil. Under alle omstændigheder koster det ikke Danmark en bonde­gård at sende to-tre medarbejdere ud, især ikke hvis vi til gengæld kan påvirke den kinesiske byggeregulering eller Kinas udbygning af vedvarende energi eller fjernvarme, så det passer med danske standarder,« fastslår den tidligere klima- og energiminister.

Du næver ikke demokratifremme og menneske­rettigheder som et pejlemærke – hvilket ellers stod højt på dagsorden, da S, R og SF vandt regeringsmagten og gjorde Villy Søvndal til udenrigsminister?

»Du spurgte jo, om jeg som radikal udenrigs­minister har noget nyt i posen. Men ja, demokrati og menneskerettigheder står bestemt højt på min dagsorden, men meget af det udøves jo også af min kollega Mogens Jensen gennem Danmarks udviklings­bistand, hvor vi stiller ret kontante krav til de her ting,« svarer Martin Lidegaard, der til­føjer, at Danmark efter hans mening har gode erfaringer med at udbrede demokratiske værdier gennem det tætte parløb, han netop har beskrevet med andre landes myndigheder.­

»De steder, hvor Danmark har haft allerstørst held og succes med at fremme demokrati og menneskerettigheder, er præcis de lande, hvor vi har en meget direkte kritisk dialog med myndighederne. Jeg tror, at det, jeg beskrev lige før, er en adgangsbillet til at få den dialog med myndighederne,« siger han.

Svært at formulere en præcis revolution

Du kalder dig selv europæer med stort E. Hvordan vil du få forankret Danmark endnu mere i EU? Du har jo allerede understreget, at du ikke har en dato for en folkeafstemning om de danske forbehold.

»Det er klart, at jeg gerne ser forbeholdene afskaffet, men det er rigtigt, at jeg ikke har en dato,« siger Martin Lidegaard, der samtidig erkender, at han og Danmarks andre supereuropæere er alvorligt bagud på point i kampen om at overbevise danskerne om EUs fordele.

»Kort tid efter, at jeg tiltrådte som udenrigs­minister, deltog jeg i en radiodebat om EU sammen med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, og det slog mig, at vi, der tror, at Europa er en uundgåelig del af Danmarks skæbne omvendt stadig har svært ved at formulere vores vision præcist. Det er så meget lettere at sige nej, så meget lettere at hive skræmmebilleder og fordomme op, end det er at formulere den præcise europapolitiske vision. Det bliver vi – jeg – nødt til at arbejde meget mere med i de kommende uger og måneder op til Europa-Parlamentsvalget. Hvis du så spørger, hvad der skal til, så tror jeg, at det handler om at tage nogle af de styrkepositioner, som jeg nævnte før, og hvor vi virkeligt har gjort en forskel i Europa. Vi er en meget stor producent af landsbrugsvarer og grøn energi, og det er vi højt respekteret for. Da jeg var energiminister og tog ordet i EU, så talte jeg med meget stor stemme, fordi folk ved, at det der, det kan danskerne. Rigtigt mange danskere og danske virksomheder har en identitet på de her områder – ti procent af de privatansatte arbejder eksempelvis med grøn energi og det samme i medico­branchen, så måske skal vi blive bedre til at tage de danske styrkepositioner og oversætte dem og gøre dem synlige i den europa­plitiske debat. For det er der, vi for alvor har indflydelse, og jeg tror, at danskerne vil være stolte af det, hvis de vidste det. Det gør de bare ikke,« siger Martin Lidegaard

Lidegaard frygter sammenblanding af dagsordener

Men først og fremmest skal du forsøge at sikre et ja ved folkeafstemningen om patentreformen den 25. maj. Og hvis man lytter til de politikere og det erhvervsliv, der gerne vil have et ja, så er der en frygt for, at den debat, der nu er opstået om børnechecken, vil gavne nej-fløjen, fordi tingene har det med at blive blandet sammen i den danske EU-debat­?­

»Jeg forstår godt frygten,« siger Martin Lidegaard. »Men tager vi selve patent­afstemningen, så har jeg simpelthen ikke hørt et argument imod, så det eneste, der kan gå galt, er, hvis det hele blandes sammen under overskriften: EU er noget møg. Det tror og håber jeg ikke er en argumentation, som danskere vil købe, men det er rigtigt, at der er kommet en giftig sammenblanding af dagsordenerne. Skiller vi dem ad, handler patentet om danske arbejdspladser og om at gøre livet lettere for små og mellemstore virksomheder i Danmark. Den anden debat, som jeg også synes er værd at tage og ikke er spor bange for, er debatten om den såkaldte velfærdsturisme, hvor der er kræfter, der fremmaner et skræmmebillede: Får vi ikke betydeligt mindre EU herhjemme, så er den danske velfærd truet. Men det forholder sig lige modsat: EU er netop garanten for, at vi kan bevare den danske velfærdsstat, som vi er egen herre i,« siger manden, der nu er Danmarks udenrigsminister, men som tilbage i 2004 i en aviskronik foreslog at nedlægge det danske udenrigsministerium, som vi kender det, og i stedet satse fuldtonet på en fælles europæiske udenrigspolitik.

Det mener du ikke helt mere, forstår jeg. Hvorfor ikke?

»Den grundliggende pointe var sådan set den samme som den, jeg har argumenteret for i dette interview: At den europæiske udenrigspolitik bliver meget central i den verden, vi går ind i. Og at vi kan vælge mellem­ en formel selvbestemmelse eller en reel medbestemmelse. Så analysen holder, men konklusionen ser naturligvis en smule mere nuanceret ud med den her udsigt,« griner Martin Lidegaard og peger ud over kontorets blændende udsigt over Københavns havn, mens sekretæren banker på døren med en hasteopkald fra udlandet: Det er Walter Steinmeier, udenrigsminister i det store tyske naboland, der er i røret for at tale om krisen i Ukraine.