Saudiarabiske myndigheder har anholdt tre mænd, som mistænkes for at stå bag attentatet på den danske forretningsmand, som arbejder for Arla i Saudi-Arabien, og som i november blev forsøgt likvideret.

Det fremgår af en udtalelse fra de saudiarabiske myndigheder, hvor det også fremgår, at de anholdte støtter terrororganisationen Islamisk Stat (IS).

»De indledende efterforskninger viste, at forbrydelsen var begået som støtte til terrororganisationen ISIS (Islamisk Stat, red.),« lyder det i udtalelsen:

»To uger før forbrydelsen blev begået, havde attentatmændene øvet attentatet. På selve dagen for forbrydelsen mødtes gerningsmændene og observerede offeret forlade sin arbejdsplads og skød og sårede ham efterfølgende.«

Lørdag 22. november 2014 kørte danskeren på en motorvej i Saudi-Arabiens hovedstad, Riyadh. Her kørte en anden bil op på siden af hans og skød løs.

I begyndelsen af december blev en video lagt på YouTube, som tilsyneladende viser scenen fra attentatmændenes synsvinkel. Videoen indeholder også lydklip med IS’ leder, Abu Bakr al-Baghdadi, samt med organisationens talsmand Abu Mohammed al-Adnani, der opfordrer saudiaraberne til at »dræbe og spytte« på statsborgere fra vestlige lande, som er med i kampen mod Islamisk Stat.

Chauffør, skytte og fotograf anholdt

De tre anholdte er føreren af bilen, skytten og personen, der filmede episoden.

De saudiarabiske myndigheder mener at være i besiddelse af både den pistol og den bil, som blev brugt ved attentatet. Ifølge myndighederne er skydevåbnet en pistol af mærket Glock, som er blevet identificeret ved hjælp af retsmedicinske undersøgelser samt vidneafhøring af de arresterede.

Jens Madsen, chef for Politiets Efterretningstjeneste, PET, noterer sig i en pressemeddelelse, at de saudiarabiske myndigheder har pågrebet de mulige gerningsmænd til skudattentatet.

»På nuværende tidspunkt kan jeg ikke give yderligere oplysninger om sagen. Jeg vil dog gerne understrege, at der i den konkrete sag har været et godt samarbejde med de saudiarabiske myndigheder,« lyder det fra PET-chefen.

Ifølge pressemeddelelsen fra PET understreger angrebet på danskeren i Riyadh den terrortrussel, der er mod danske interesser i lande, hvor militante islamister anser vestlige interesser som attraktive terrormål.

PET oplyser også, at efterretningstjenesten efter angrebet har rådgivet danske virksomheder med aktiviteter i regionen om sikkerhedstiltag. Samtidig rådgiver PET løbende Udenrigsministeriet i forbindelse med bl.a. rejsevejledninger for de enkelte lande.

Danskeren I bedring

Den danske mand blev efter attentatforsøget i november kørt på hospitalet i Riyadh, hvor han blev behandlet for tre skud. Et i skulderen, et i armen og et i siden. Torsdag eftermiddag i denne uge skrev pressechef i Arla, Theis Brøgger, på Twitter, at den danske Arla-medarbejder er i »god bedring«, og at Arla fortsat er i »højt sikkerhedsberedskab« i Saudi-Arabien.

Saudi-Arabien er et af de lande, hvor mord og mordforsøg stadig kan give dødsstraf. Ifølge Amnesty International blev der i 2013 henrettet 79 mennesker i landet.