Hvis en socialdemokrat for 100 år siden kunne have set ind i fremtiden, ville han have rystet kraftigt på hovedet. I Socialdemokratiets principprogram fra 1913 står der: »Arbejdet er Kilden til al Værdi, og Arbejdets Udbytte bør tilfalde dem, som arbejder.«

I 1912 blev den maksimale indkomstskat hævet til fem procent. Sådan ser skatteprocenten som bekendt ikke ud i dag. Størstedelen af arbejdets udbytte tilfalder ikke dem, som arbejder. Det er ganske vist ikke det ældgamle, røde skræmmebillede af et rigt kapitalistsvin med stor mave, høj hat og cigar, der tager pengene – nej, det er den pæne og politisk korrekte Moder Stat, der hapser dem. Men hvad gør det af forskel for den enkelte arbejdende dansker? Udfaldet er det samme: Du må ikke selv få de penge, du ærligt og redeligt har tjent.

Jo, jo – i dag har vi fri og lige adgang til sundhed og uddannelse. Det er et ubetinget gode, som ingen ønsker anderledes. Ingen ønsker sig tilbage til forholdene for 100 år siden. Ingen ønsker en skatteprocent på fem.

Men man kunne godt ønske sig en tilbagevenden til tidligere tiders sunde fornuft, som mennesker af både rød og blå observans dengang delte: At mennesker har ret til at beholde størstedelen af det, de selv tjener, at det altid skal kunne betale sig at arbejde, og at vi ikke må udtømme vores kilder til velstand.

Den gamle og prisværdige socialdemokratiske kamp for lige muligheder og anstændige forhold for de laveste klasser har i dag udviklet sig til en ensidig og irrationel kamp for den gigantiske velfærdsstats fortsatte vækst under paroler om velfærd, ulighed og solidaritet – i sidste ende på bekostning af netop de svageste. Berlingske har i den seneste tid sat fokus på samfundets bredeste skuldre – hvem er de, og hvordan skaber vi flere af dem? Serien begyndte for en lille måneds tid siden, men er kun blevet mere aktuel i mellemtiden, for den borgerlige oppositionsleder Lars Løkke Rasmussen har nu ikke bare droppet sit ønske om at nedsætte topskatten – han har ved Gud været med til at hæve bundskatten!

Det danske skattetryks urimelige størrelse er det, der i højeste grad indskrænker pladsen for de bredeste skuldre. Ikke at det er synd for dem – de har jo både de økonomiske og menneskelige ressourcer til at skifte Danmark ud med et mere erhvervsvenligt land, hvis de vil. Men med så høj en skat, som vi har i dag, kan vi ikke undgå at have langt færre brede skuldre, end vi ellers kunne have haft, fordi det høje skattetryk hæmmer væksten, hæmmer jobskabelsen, hæmmer iværksætterlysten og hæmmer lysten til at arbejde i det hele taget.

Og det går i sidste ende ud over de svageste, der så bliver fastholdt på overførselsindkomst – både fordi der ikke er nogen rationel grund til at finde et arbejde, og fordi der simpelthen ikke er job at få. Mere end 800.000 danskere i den erhvervsaktive alder står i dag uden for arbejdsmarkedet – parkeret på kontanthjælp, dagpenge, førtidspension og andre typer overførselsindkomster. Det er både menneskeligt trist og økonomisk irrationelt.

Vi borgerlige taler altid om Janteloven som en slags forklaring på, hvorfor der er så dårlige betingelser i Danmark for initiativ, virkelyst og velstandsskabelse. Men den berømte lov fra Aksel Sandemoses klassiker handler egentlig mere om de lavere klassers selvundertrykkende adfærd end den handler om undertrykkelse af eliten.

Janteloven er måske nok interessant i en socialpsykologisk undersøgelse af den danske folkesjæl, men vil man finde den egentlige grund til Danmarks alt for lave vækst og alt for få brede skuldre, skal man i stedet se på dynamikkerne i vores politiske system i dag.

Politikere fra alle partier – måske lige med undtagelse af Enhedslisten og SFs rødeste fløj – kan godt regne, og ved derfor godt, at man ikke bare kan bruge løs af pengene uden at sikre sig, at indtægtsniveauet også holdes oppe. Og indtægterne kommer selvfølgelig i meget høj grad fra borgeres og virksomheders skattekroner, som jo altså kun tikker ind, hvis der er arbejde og overskud at betale skat af. Jo mere arbejde og jo højere overskud, jo mere ryger der i statskassen.

Når politikerne så alligevel ikke alle sammen arbejder for lavere skat og bedre rammebetingelser for virksomhederne – altså, bedre plads til samfundets bredeste skuldre – så er det selvfølgelig, fordi der ikke er stemmer i det. Hos Venstre er man mere optaget af at være Danmarks største parti end at sige det, man egentlig mener, og hos centrum-venstre har man stadig ikke fundet ud af, hvordan man skal matche de gamle røde fraser med nutidens virkelighed.

De fleste vælgere kan faktisk godt være stolte af Mærsk, Danfoss og nye danske iværksættervirksomheder og glæde sig over de mange arbejdspladser – helt uden at tænke i Jantelovs-baner – men politikerne svigter deres ansvar, fordi de ikke tør sige det, de ved og mener. De vil hellere bare love vælgerne, at man kan få det hele, for så risikerer man da ikke at miste nogle stemmer. Vi kan både have rekordhøj skat og konkurrencedygtige virksomheder, vi kan både hælde offentlige penge ud til alverdens latterlige formål og samtidig vedblive med at have penge i kassen, vi kan både være en retsstat og samtidig begrænse forsamlingsfriheden og øge overvågningen. For bare at tage de seneste eksempler.

Der er heldigvis undtagelser hist og her, som så også vækker vild furore i den politiske andedam.

Et eksempel: Når man beskæftiger sig med erhvervspolitik, kan man næsten ikke undgå at indse, at det er til gavn for alle i samfundet, at vores virksomheder har ordentlige og konkurrencedygtige betingelser. Det skete jo selv for den tidligere formand for DKP, Ole Sohn, da han blev erhvervsminister. Erhvervslivet var vilde med ham! Han forstod deres bekymringer, tog dem alvorligt og arbejdede for bedre forhold for virksomhederne.

Efter at han forlod Erhvervsministeriet, kom han endda med nogle udtalelser, som i en citat-quiz ville være komplet umulige at skelne fra udtalelser fra for eksempel Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Erhverv eller sågar Liberal Alliances Anders Samuelsen: »Konkurrenceevnen bør være omdrejningspunktet for alt, hvad vi laver. Og det er vigtigt at arbejde målrettet på at mindske skattetrykket,« sagde Ole Sohn blandt andet, ligesom han udtrykte støtte til offentlig nulvækst og effektiviseringer i stat og kommuner. Han var simpelthen bekymret for Danmarks lave vækst, og hvad det vil betyde for vores muligheder for at finansiere kernevelfærden og hjælpen til de svageste i fremtiden.

Det, Ole Sohn egentlig siger, er, at vi skal vende fokus væk fra de smalleste skuldre og i stedet koncentrere os om de bredeste – fordi det i sidste ende er det, der gavner netop de smalleste skuldre allermest.

Og han har ret. Sæt nu skatten ned! Finansieringen er slet ikke noget problem. Det offentlige Danmark bruger skattekroner på blinkende bænke, cyklende julemænd, gratis el-cykler til den københavnske elite, dyre bogpakker til samme elites børn, et utal af formynderiske kampagner uden effekt, et uendeligt og virkningsløst projektmageri - særligt på integrationsområdet - og ikke mindst et tonstungt bureaukrati, der tynger alting ned og er hamrende dyrt.

Det var nok ikke lige det, de gamle socialdemokrater mente, da de ville opbygge et velfærdssamfund til gavn for de svageste.

For det er nemlig slet ikke til gavn for de svageste. Tværtimod.