Yahya Hassan. Man skal have befundet sig på en øde ø uden internetopkobling for ikke at have stiftet bekendtskab med den unge digter fra Aarhus, som med sin rasende retorik revser forældre, familie og naboer og sætter fingeren i et sår, som vi, der ikke deler matrikelnummer med ghettoen, godt ved er der.

Et sår, vi som samfund har valgt at forbinde ved at putte forbindingen på vores egne øjne, ører og hænder. De samme (bort)forklaringer er kørt igen og igen. Det samme med Yahya Hassan: Der er tale om sociale problemer, en enlig ungdomssvale eller en stakkel, som har haft en rædsom barndom (hvad han bestemt har). Samtidig er Yahya Hassan nærmest blevet krammet ihjel af nogle, der gerne vil gøre ham til integrationsdebattens nye totemdyr, mens andre har truet ham mere eller mindre i flyverskjul, fordi han har formastet sig til at udstille det religiøse hykleri, som præcis er grunden til, at man ikke kan »gruppere« sig ud af Yahyas pointer: Der er nemlig ikke kun tale om sociale problemer og fattigdom, ligesom der heller ikke kun er tale om rasende ungdom eller en blødende barndom.

Læs også: »Jeg ved jo, hvad jeg har gang i«

Der er tale om en poet, som lyser med en 1.000 watt lygte direkte ind i relationer og miljøer, hvor man ikke kan skelne mellem kultur, religion eller sociale problemer. Langtfra. Det gør de involverede heller ikke selv, for det er »hele pakken« at være de mennesker, de er, ligesom det er for alle andre. Hvis jeg er både et produkt af mit sociale »tilhørsforhold«, min kultur og min religion, hvorfor skal vi så dele de mennesker, der her er tale om, kunstigt op i små bidder?

Jeg kan da godt se, at inddelingen er bekvem, hvis man skal slippe for at kritisere noget, der har med det dér religion at gøre. Der er vi jo ikke så modige. Men det er Yahya Hassan. Som mange andre før ham, der også har delt deres historier, kritiseret og analyseret, men der er alligevel en forskel. Mens vi har fået mange virkelig gode og inspirerende pointer fra rollemodeller i alle afskygninger, så taler de trods alt fra et sted, hvor de har forladt ghettoen, har flyttet sig socialt opad, ofte med eller på vej til at have lange uddannelser i tasken; fra en anden tilværelse.

Hvad der gør Yahya Hassan anderledes, er, at han begyndte at skrive sine digte direkte inde fra det liv, han kritiserer. Han var på det tidspunkt hverken uddannet eller for den sags skyld i færd med at tage den sociale elevator opad, tværtimod var han nærmest ved at tage på ferie i Hotel Gitterly, fordi en kriminel løbebane allerede var mere end løbet i gang.

Hans whistleblowerpoesi er meget modig. Men præcis det, at han udstiller, hvordan man i hans »hood« på den ene side bedrager systemet mere eller mindre systematisk, mens man på den anden side bekender sig til og håndfast håndhæver over for andre en religion, der stiller store krav til den enkeltes indre renhed og ditto ydre adfærd, det er præcis det, der har fået mig til at tænke, at mens rigtig mange nydanske har kæmpet en voldsom kamp derhjemme, så er der et slag, der knap nok er begyndt endnu:

Læs også: I sabeltigerens hule

Hidtil har rigtig mange unge mønsterbrydere kæmpet en rettighedskamp i hjemmene: De har kæmpet for deres egne rettigheder, for at få lov til selv at være herre over valg af partner, uddannelse, krop og fremtid. En meget svær kamp, som mange af dem har vundet, i hvert fald når det kommer til uddannelse, hvor unge mænd og ikke mindst kvinder har braget gennem uddannelsessystemet. De har klaret sig ikke bare godt, men langt, langt bedre end deres forældre og bedre end de forventninger, det omkringliggende samfund havde til dem. Dem har vi hørt meget om, og godt for det. De har sat sig et mål og nået det på samme individualistiske måde som deres jævnaldrende med etnisk dansk baggrund.

Men hvad med den moralske kamp? Den om det religiøse hykleri? Den, hvor man for alvor tager den helt store tur med de værdier, som ens forældre repræsenterer? Altså et egentligt ungdomsoprør og ikke kun – selv om det har værdi i sig selv – serielle individuelle kulturkampe?

Kan man forestille sig, at Yahya Hassans poesi varsler en gryende moralsk kamp med forældregenerationen om, hvilke værdier og normer, nydanske unge vil stå på mål for i samfundet som sådan og ikke kun en kamp for egne rettigheder i det konkrete forældre-barn-relation? Et opgør, som ungdomsoprøret i 1968, der netop var et opgør med et værdisæt fra den foregående generation. Ungdomsoprøret var ikke tænkt som en døråbner for den enkeltes ambitioner, selv om visse givet fløj store kreative karrierer hjem i ly af oprøret mod 1950ernes normer og værdier, men som et fælles løb gennem ladeporten for som helhed at skabe et andet samfund at leve i.

Det er meget spændende, hvis det er tilfældet, synes jeg. Det kunne gå hen og blive et forår for mange nydanske unge. Et nyt perspektiv på, hvad det vil sige at være ung, nydansk samfundsborger, hvor religion og kultur gerne skulle ende i at spille nul rolle for deres rolle i samfundet.

Nej, nej, vil nogle tænke: »Nu homogeniserer hun jo, hun slår alle nydanskere over én kam, hun tror, at vi alle sammen kommer fra ghettoen, hun tror, at alle med flygtninge-indvandrerbaggrund snyder og bedrager.« Ked af at skuffe stemmerne. Nej, det gør jeg ikke, for det, ved jeg, ikke er tilfældet, og til de historieløse kan jeg oplyse, at det under Mohammed-krisen blev meget tydeligt selv for de virkelig tungnemme, at der netop IKKE er tale om en homogen gruppe, men en gruppe, der er lige så forskellig som enhver anden gruppe. Dengang følte flertallet sig ikke repræsenteret af de tvetungede imamer og viste gennem flere initiativer, at man foretrak at være solidarisk med hinanden og med samfundet fremfor med dem, der mener, at religion går forud for demokratiet.

Læs også: Ord fra ghettoen

Hvor er den solidaritet henne nu? Hvor er solidariteten med de beboere i Egedalsvænge i Kokkedal, for eksempel, som ikke ønsker deres beboerforeninger kidnappet af Hitz-but Tahrir? Det er næppe kun de etnisk danske beboere der, som synes, at fællesskabet bliver pryglet med religiøse stokke, der hævder alkoholforbud, ingen juletræer, og hvad bliver det næste – må man eller ikke danse eller synge, og skal kvinderne iføre sig den blå model, som Taliban synes er så klædelig? Jeg kan ikke tro, at det sker med alles fuldstændige samtykke, men jeg forstår så rigeligt af den religiøse-sociale kontrols mekanismer, at jeg sagtens forstår, hvorfor det kan være svært for forældregenerationen at vriste sig fri. Men det er jo netop det, vi har ungdommen til at hjælpe med.

Til at sige stop og til at gå en anden vej. Præcis som i tresserne.

»Hvad har jeg at gøre med en som Yahya Hassan, som jeg intet har til fælles med?« er det blevet indvendt i debatten.

Selvfølgelig er der noget til fælles, om man vil det eller ej, ligesom man også har noget til fælles med sine medstuderende, noget til fælles med dem, man bor i by med, noget til fælles med dem, man deler alder med osv. Det ene udelukker absolut ikke det andet, og det kunne jo også tænkes, at hvis man kiggede ud over sin egen næsetip, at der faktisk var nogle, der kunne have gavn af lidt solidaritet. Samfundet som sådan, f.eks. De unge i de belastede miljøer. De ældre, der sidder fast i religiøse kontrolmønstre. Det ville være en stor succes, er jeg sikker på.

Faktisk er det allerede en lille succes, mener jeg, når man som Yahya Hassan vover at gå løs på religiøst hykleri. At vove dét opgør må være fordi man føler sig som en del af det danske samfund. De religiøst motiverede trusler, som Yahya Hassan har fået, viser, at han har fingeren dybt inde i såret, og at der er noget at kæmpe for, noget at være solidarisk med. Det har flere nydanskere også givet udtryk for i debatten, og flere har også sagt, hvad jeg mener er helt rigtigt: At opgøret skal komme fra dem selv. Det er mere end på tide.

Bente Dalsbæk er forfatter til bogen »Med Underkop – livet med min muslimske svigermor«, og »Med eller uden skræl – en debatbog om drengeomskæring«.