Bogen hedder »Yahya Hassan«. Ud over titlen står der to ord med hvid skrift på bogens sorte forside: Digte og Gyldendal. Bagpå står der ingenting. Der er heller ingen flap med biografiske oplysninger om forfatteren, og når man åbner bogen, kan man se på titelbladet, at »Yahya Hassan« også er navnet på ham, der har skrevet bogen, men det fremgår stadig ikke, hvem han ellers er. Eller hvor gammel han er. Eller hvor han stammer fra. Eller om digtene er selvbiografiske. Bogen begynder bare. Her er de første ord:

FEM BØRN PÅ RÆKKE OG EN FAR MED EN KØLLE

FLERGRÆDERI OG EN PØL AF PIS
VI STIKKER SKIFTEVIS EN HÅND FREM

FOR FORUDSIGELIGHEDENS SKYLD
DEN DER LYD NÅR SLAGENE RAMMER

SØSTER DER HOPPER SÅ HURTIGT
FRA DEN ENE FOD TIL DEN ANDEN

PISSET ER ET VANDFALD NED AD HENDES BEN

I dag ved vi, at »Yahya Hassan« handler om virkeligheden, eller i hvert fald om digterens version af virkeligheden. Vi ved det, for ganske vist udkommer bogen først på torsdag, men han blev spottet, Yahya Hassan, og nu har han allerede været over det hele, i TV, i aviserne, på de sociale medier. Vi ved, at årets hidtil mest omtalte danske forfatter er en 18-årig forfatterskoleelev med palæstinensisk baggrund, og at hans bog er en bog om hans eget liv, hans egne erfaringer, hans egne tanker om danskere og »perkere«, som han selv kalder dem, og om det at skrive og om det at være kriminel. Hvilket så igen betyder, at den påfaldende og helt sikkert helt bevidst gennemførte næsten-anonymitet, der karakteriserer bogen som bog, allerede for længst er blevet punkteret, udraderet, elimineret. Gør det bogen i sig selv til noget sekundært? Har vi allerede hørt nok?

Nej. »Yahya Hassan« er også – ud over alt muligt andet – en meget ung digters ganske foruroligende gode digterværk. Derfor skal det tages alvorligt, ikke bare som et udsagn om noget, men som lyrik. Her om en dagligdag hos drengens/digterens familie i Jylland:

VI HAVDE INGEN PLANER
FOR ALLAH HAVDE PLANER FOR OS

Her om drengen/digteren og hans voldelige far:

DA HAN VAR FÆRDIG KUNNE JEG NÆSTEN IKKE GÅ

ELLER STÅ OP AD EN VÆG
MED ARMENE STRAKT OG EN FOD LØFTET FRA JORDEN

PRÆCIS SOM HAN VILLE HAVE DET
HAN RØG EN CIGARET OG SAMLEDE NYE KRÆFTER

Man kunne kalde »Yahya Hassan« en selvbiografi i digtes form, for den handler ikke bare om ham selv, der er også en kronologi, en bevægelse fra dreng til voksen, fra voldsramt barn til ung digter. En del af den unge Yahyas tid går med at være kriminel:

SÅDAN KØRER VI 300 KILOMETER
I EN KORTSLUTTET BIL UDEN BREMSER

HANDSKER I BAGLOMMEN ER RETSSAGER I FREMTIDEN

En del tid går også med at tage konsekvenserne af kriminaliteten:

EFTER GRUNDLOVSFORHØRET
BLEV JEG VARETÆGTSFÆNGSLET I FIRE UGER

JEG BLEV FLYTTET TIL EN SIKRET AFDELING PÅ SJÆLLAND

JEG VENTEDE I DETENTIONEN
MENS POLITIET RANSAGEDE MIN LEJLIGHED

Ting kan siges så enkelt, lidenskabsløst, konstaterende, at det gør ondt, og det gør nogle gange ondt at læse Yahya Hassan. Det jeg, der digter, er hård ved sin familie og hård ved sig selv, og det er nådesløst over for religiøse praksisser, og det er helt, helt, helt uden en eller anden form for forståelse for, at der jo er flere måder at leve på, og vi skal være her alle sammen, og det går jo nok ...

Som her:

EN MUSLIM FRA GELLERUPPARKEN

FINDER VEJ TIL VORES OPGANG
LÆSER PÅ POSTKASSERNE

OG BANKER PÅ DØREN MED FLEST PIGENAVNE

VURDERER AFKOMMET
VIL HAVE MIN LILLESØSTER SOM HUSMOR

SKABE HENDE ET PARADIS I EN ANDEN BETONBLOK

MED ALLAH SOM VEJLEDER OG 20 ÅRS FORSKEL

VÆRE DEN FØRSTE MAND PÅ DEN FØRSTE NAT

KNEPPE MED SIT SKÆG OG TAKKE ALLAH FOR ALT

Eller her:

JEG ELSKER JER IKKE FORÆLDRE JEG HADER JERES ULYKKE

JEG HADER JERES TØRKLÆDER OG JERES KORANER

OG JERES ANALFABETISKE PROFETER

JERES INDOKTRINEREDE FORÆLDRE
OG JERES INDOKTRINEREDE BØRN

JERES SKAVANKER OG JERES BØNNER OG JERES BISTAND

Mod slutningen af »Yahya Hassan« begynder digtene at tale det, man med bogens grundtone in mente godt kan kalde perkerdansk, og til sidst er den perkerdansktalende Yahya Hassan ved at blive digter, for Gyldendal har antaget hans digtsamling »Yahya Hassan«:

JEG TROPPER OP PÅ MIN FORLAG
MED DEN DER ANSIGT DER LIGNER MIN FARS

VISER DEN FREM
MED LIVLIG PIK OG SEKRETÆR I TANKERNE

JEG AFLEVERER MANUS SOM IK ER EN MANUS

MANUS ER EN KORREKTUR NU
SIGER DAME DER AGERER REDAKTØR

MENS MIN JØDEREDAKTØR ER PÅ EN LILLE ORLOV

Er det relevant at spørge, om »Yahya Hassan« er en vellykket digtsamling? Ja, det er relevant. Hvorfor? Fordi digte altid er digte, før de er noget andet, og fordi digte, der vil sige noget om noget, ikke af den grund har mindre krav på at blive taget alvorligt. Som digte.

Er »Yahya Hassan« en vellykket digtsamling? Ja, det er den. Hvorfor: Den er vellykket, fordi den med sin rap-inspirerede lige-på-og-hårdt-hed rammer helt rent, eller det er i hvert fald den fornemmelse, jeg har: At den helt rent rammer det, som Yahya Hassan gerne vil sige, og vel at mærke ikke med poetiske omskrivninger og subtile metaforer eller andet fra poesiens etablerede værktøjskasse, men med en klar skrift og en stensikker, insisterende rytme, der banker ind i knolden på den, der læser, og efterlader ham eller hende i hvert fald momentant forandret.

Om det, Yahya Hassan skriver, så også er en nogenlunde præcis gengivelse af virkeligheden i danske indvandrermiljøer i nutiden er et spørgsmål, man umuligt kan lade være med at stille sig selv. Spørgsmålet er også allerede blevet stillet, og det har også allerede ført til reaktioner fra højre og fra venstre og til trusler og tilsvininger på sociale medier. Sikkert er det, at »Yahya Hassan« ligner en hudløst præcis gengivelse af, hvordan digteren af samme navn selv oplever virkeligheden. I poesiens virkelighed er dét virkelighed nok.


Hør Yahya Hassan fremføre digtet »Rullestolen« her:

Er du på mobilsitet, da klik her.

Titel: »Yahya Hassan«.
Forfatter: Yahya Hassan.

Sidetal: 170.
Pris: 199,95 kr.
Forlag: Gyldendal, Udkommer torsdag 17. oktober.