Muhammed-tegningerne er på nettet, i medierne og er atter kommet på alles læber efter attentatet i København for knap tre uger siden. Og nu vil de Konservative også have dem ind i de danske folkeskoler som en fast del af historiekanonen.
Men Danske Skoleelever synes ikke, det er nødvendigt, at Muhammed-krisen gøres til en obligatorisk del af pensum.
»Det skal være op til den enkelte lærer at vælge, om det er noget, man vil have fokus på,« siger formand Miranda Wernay Dagsson og tilføjer:
»Men igen tror jeg, det naturligt er noget, som de fleste lærere vil vælge at komme ind på.«
Skal ikke ignoreres
Og sådan bør det også være, mener elevformanden. Muhammed-krisen er en stor del af Danmarks historie, og det ville være mærkeligt, hvis den var et punkt i historien, man valgte at ignorere.
Hun ser ikke noget problem i at trykke Muhammed-tegningerne i historiebøgerne. Men det er ikke den rigtige måde at skubbe det ind i undervisningen, sådan som de Konservative foreslår.
»Det handler om, at man skal have tillid til, at lærerne ved, hvordan man underviser i religionsfaget, og at de selvfølgelig inddrager alle de elementer af danmarkshistorien, der er vigtige at have med,« siger Miranda Wernay Dagsson.
Dog er det vigtigt at tage med, at Muhammed-tegningerne har været en debat med meget forskellige perspektiver, og hvor mange er blevet såret, påpeger elevformanden.
»Alle klasser er forskellige. Hvor jeg gik i skole, var det ikke noget problem at snakke om Muhammed-krisen, om ytringsfrihed, og hvordan det hele gik til. Men der er også skoler med mange med anden etnisk baggrund, og der skal man sørge for, at det ikke bliver den ene gruppe mod den anden,« siger hun.
Og her ved den enkelte lærer altså bedst, påpeger hun.
»Lærerne har dømmekraft nok til at sætte det her ind i timerne. Jeg tror også, de ved, hvordan de skal gøre det i forhold til, at den enkelte klasse ikke kommer til at undgå emnet,« understreger Miranda Wernay Dagsson.
De Konservative foreslår at skrive Muhammed-krisen ind i folkeskolens historiekanon, der blandt andet omfatter Murens fald, Stavnsbåndets ophævelse og terrorangrebet i New York 11. september 2001.