DONETSK: Andrej Filipov nikker op mod den grå, fire-etagers murstensbygning.
»Deroppe er det flag, som folk hader,« siger han.
Han bøjer nakken bagover for bedre at kunne se. Bygningen huser kommunekontoret her i en forstad til Donetsk. Fra flagstangen på taget vajer de ukrainske farver, gul og blå, mod aftenhimlen.
Endnu da.
For på pladsen er flere tusinde prorussiske demonstranter stimlet sammen. Mange er bevæbnede med slagvåben. En skægget fyr i læderjakke står med en halv meter vandrør i næven. En anden knuger en rafte gennemboret af lange søm.
Mængden vokser. Slagordene smælder. Flaget skal ned.
»Brænd deres fascistiske flag!« råber en ældre kvinde med tykke briller.
Hun har selv et russisk flag svøbt om skuldrene. Folk klapper og hujer. Andrej Filipov klapper også. Han har boet i Donetsk hele sit liv. Han arbejder som mellemleder i et firma, der handler med stål. Indtil for tre måneder siden havde han aldrig sat spørgsmålstegn ved Ukraines enhed, siger han.
Nu støtter han separatisterne.
»Magthaverne i Kiev har overtrådt den sidste grænse. De fører krig mod os,« siger Andrej Filipov, der i skjorte og habitjakke nærmere ligner en revisor end en revolutionær.
Han peger igen op mod flaget. For folk i det østlige Ukraine er flagets betydning skiftet de seneste uger og måneder, siger han. Derfor skal det væk. Det skal »rives itu og brændes«, mener han.
»Det er symbolet på de kriminelle magthavere,« siger han.
Larmen tager til. Den væbnede fortrop er nu nået op ad trapperne. Med deres køller hamrer de på glasdørene ind til bygningen.
Ord slår ild
Marchen begyndte mindre end en time forinden. Den blev udløst fra en scenekant i separatisternes protestlejr i Donetsk.
Den industritunge storby har været en højborg for det prorussiske oprør, der voksede frem i kølvandet på februars voldelige magtskifte i Kiev. Nu anklager overgangsregeringen i Kiev direkte den store nabo, Rusland, for at forsøge at splintre Ukraine med støtten til separatisterne i øst. De seneste dage har ukrainske tropper indledt en militær offensiv mod de væbnede grupper for igen at bringe regionen under kontrol. Men i Donetsk har separatisterne indtil videre kun befæstet deres magt. De har varslet en folkeafstemning om løsrivelse fra Ukraine allerede på søndag. Og den regionale regeringsbygning prydes nu af et banner med navnet på separatisternes selvudråbte »Donetsk-Republik«.
Det er netop her, ord slår ild denne søndag aften. Inde bag separatisternes barrikader af bildæk, sandsække og pigtråd fyger fordømmelserne mod Kiev-regeringen. Fra scenen taler separatistlederne dunder om tragedien i den sydukrainske by Odessa. Her omkom op mod 40 prorussiske demonstranter i en brand natten til lørdag. En mordbrand, mener folk her.
»De udryddede vores folk, som var de dyr,« råber en oppe fra talerstolen.
»Det betyder krig!«
Fra promenade til march
Stemningen skifter på få minutter. Folk, der går aftentur med barnevogn og hund, standser op. Nogle skeptiske, andre lyttende. Flere strømmer til. Og til sidst – ud af den besatte regeringsbygning – marcherer en deling af de køllebevæbnede mænd.
»Mod anklagemyndighedens kontor,« råber den forreste med hævet stav.
»Hvorfor,« spørger en fyr i hættetrøje. Intet svar. Men folk følger trop. Først nogle snese. Så flere hundrede. På et øjeblik forvandles gaden fra aftenpromenade til væbnet march.
»Ingen tilgivelse for Odessa,« råber mængden, der snart spærrer hele byens centrale boulevard.
Aleksej, en 31-årig ingeniør med runde briller, baseball-bat og kamplyst i øjnene, stemmer i.
»I starten ville folk her bare have selvstyre. Det ville de ikke give os. I stedet for gik de til angreb på vores sprog,« siger han.
Som mange blandt de prorussiske demonstranter henviser han om et to måneder gammelt lovforslag, der truede med at afskaffe russisk som officielt regionssprog. Loven blev standset af den fungerende præsident og trådte aldrig i kraft. Men tilliden blev alligevel brudt, mener Aleksej. Og efter de blodige sammenstød og tragedien i Odessa er det umuligt at forsone øst og vest, spår han mørkt.
»Vi har været tålmodige. Meget tålmodige. Nu er det for sent. Nu er Ukraine fortid. Efter Odessa er der ikke noget Ukraine,« siger Aleksej, der arbejder på en fabrik i nabobyen Makejevka.
»Brænd deres love«
Mængden vokser stadig, og den bliver stadigt mere uregerlig. Efter få hundrede meters march holder en mørkeblå Hyundai ind til siden. Bagagerummet går op og en mand råber: »Her er stave!« Snesevis af slagvåben går på omgang. Nu er også de fredelige bevæbnede. Nogle tilskuere i vejkanten klapper og opmuntrer dem. Andre tier stille.
»Hvem skal de angribe,« spørger en lille ældre dame, der står foran sit hus og ryster på sit tørklædeklædte hoved.
Svaret er tilsyneladende: Alt, der er ukrainsk. Da mængden når anklagemyndighedens kontor, sparker de metaldøren ind. Fra en balkon på anden sal knækker aktivisterne en flagstang med det ukrainske flag. Jubel fra gaden. Fra to vinduer daler flere flag i blå-gule farver. Lange arme griber dem. De forsøger at lave et bål af dem. En kommer løbende med en ukrainsk lovsamling inde fra bygningen.
»Det er slut med Ukraine,« hujer en kvinde: »Brænd deres love!«
Det gør mængden. De tænder ild i Ukraines flag med sider fra landets straffelov. Flammerne æder symbolerne på både staten og retsstaten.
Ingen frygter tilsyneladende nogen af delene. Kort efter plyndres anklagemyndighedens kontor midt i de lyse aftentimer. En slæber afsted med en computer. En anden må nøjes med pakker af printerpapir.
Ikke alle i menneskemassen bryder sig om det.
»Hvad gør I dog,« spørger ældre herre. Intet svar. Politiet er ingen steder at se, og længere fremme har mængden, nu vel 3.000 mennesker, allerede fundet sig det næste mål: Kommunekontoret.
Fremtiden splitter
Mængden brøler, da glasdørene smadres med et par klirrende slag. De maskerede mænd indtager bygningen til lyden af klapsalver.
»Målet er nået,« siger Dmitrij, en fyr i hvid jakke, der præsenterer sig som »selvforsvarsstyrkernes« kommandør.
Med bygningen har separatisterne taget kontrol med de vælgerlister, der er nødvendige for at kunne afholde en folkeafstemning her i bydelen, forklarer han til Berlingske. Samtidig vil de forhindre, at det planlagte ukrainske præsidentvalg 25. maj nogensinde bliver virkelighed i Donetsk.
»Vi hører til sammen med Rusland,« siger Dmitrij, der ikke ønsker hverken ansigt eller efternavn i avisen.
Men det er der delte meninger om i mængden. Nogle ønsker, at Rusland sender tropper eller annekterer det østlige Ukraine – sådan som det skete på Krim-halvøen. Andre taler om, at Donetsk skal være selvstyrende i et decentralt Ukraine. Stålhandleren Andrej Filipov tilhører den sidste gruppe.
»I begyndelsen var der ingen, der brændte flag. Det er jo ulovligt. Nu sker det hele tiden. Selvfølgelig har folk ændret holdning,« siger Andrej, før et brøl spreder sig over pladsen.
På taget af kommunekontoret kommer en maskeret mand til syne. Han flår de ukrainske farver af flagstangen og hejser den separatistiske fane. Det ukrainske flag krøller han sammen til en bylt. Han kaster det ned til mængden.
»Brænd det. Brænd det,« råber folk.