Om få uger er der valg til Europa-Parlamentet, der ganske symbolsk afholdes samme dag som præsidentvalget i Ukraine. Umiddelbart kunne det synes, som om de to valg intet har med hinanden at gøre, men det har de sandelig. Begge valg handler om opbakningen til det europæiske projekt. Men hvor det i EU drejer sig om mere eller mindre EU, er det i Ukraine et langt mere fundamentalt spørgsmål om et valg mellem øst og vest.
Som bekendt blev den ukrainske revolution udløst af, at præsident Janukovitj – få uger før EU-topmødet i Vilnius i november sidste år – uventet besluttede, at han ikke længere ønskede en associeringsaftale med EU. Den blev ellers støttet af et flertal af ukrainerne, som håbede, at EUs regelværk kunne sætte en stopper for de grådige oligarker. Men afsættelsen af Janukovitj bragte ingen klarhed: Siden da har Ukraine kæmpet for sin overlevelse som stat, fordi Rusland forsøger at forhindre ukrainerne i at afholde præsidentvalg, der vil bringe en proeuropæisk præsident til magten. At det vil blive resultatet af det ukrainske præsidentvalg, er der vist ingen tvivl om: Oligarken og chokoladefabrikanten Petro Porosjenko fører stort i alle meningsmålinger og går til valg på et løfte om at få Ukraine ind i EU i ekspresfart.
Læs også: Politikere bærer selv et ansvar for voksende EU-skepsis
Men valget i Ukraine og EU er også forbundne på en langt mere afgørende måde. Som både Ruslands og Ukraines nabo og største handelspartner er EU en reel magtfaktor, som kunne påvirke begivenhederne i øst. NATO kan i realiteten ikke, eftersom det er en militær forsvarsalliance, hvor Ukraine ikke er medlem. Det efterlader EU med problemet. Begivenhederne i Ukraine har med al tydelighed vist, at der er brug for et mere handlekraftigt og samlet EU. Men EU har ikke kunnet bekvemme sig til fase 3-sanktioner; ikke engang et stop for våbeneksport til Rusland har man kunnet enes om. Det på trods af, at det nu er lykkedes Rusland at kaste Ukraine ud i et kaos, der gør det tvivlsomt, om der overhovedet vil kunne afholdes valg 25. maj. Gennemføres valget ikke, vil det være fatalt: Europas geografisk største land med 43 millioner indbyggere kan ikke finde en fredelig vej ud af dødvandet uden en ledelse med et klart folkeligt mandat.
Læs også: Asiens stormagter i ukrainsk balanceakt
Man kan derfor kun håbe på, at de europæiske vælgere vil forstå, hvor vigtigt et stærkt EU er. Vestens betydning er hastigt dalende, og hvis vores tro på demokrati, retsstat og minoritetsbeskyttelse fortsat skal præge verden, bliver vi nødt til at samle kræfterne. Det er ikke noget tilfælde, at de højrenationale modstanderpartier i EU samtidig er dem, der har størst forståelse for Ruslands ønske om at gøre Ukraine til en bufferzone. Nigel Farage fra EU-modstanderpartiet UKIP i Storbritannien har tilkendegivet sin store beundring for Putin som leder, mens det ungarske parti Jobbik, Frankrigs Front National og Østrigs Frihedsparti sendte observatører til folkeafstemningen på Krim, hvor vælgerne som bekendt stemte med et gevær for panden. Modstanderpartierne har ret i, at der er plads til forbedring i EU. Men de har ikke ret i, at det er bedre at være udenfor. Spørg bare i Ukraine.