Fire ud af DONG Energys fem mindretalsaktionærer har valgt at deltage i den forestående kapitaludvidelse.
SEAS-NVE, SE (det tidligere Syd Energi), Nyfors Entreprise og Insero Horsens investerer til sammen godt to milliarder kroner, hvilket dermed bringer den samlede kapitaludvidelse op på ca. 13 mia. kroner, lyder det i en pressemeddelelse fra DONG Energy.
Galten Elværk er dermed ikke omfattet af kapitalforhøjelsen.
SEAS-NVE lægger et beløb i omegnen af 1,4 mia. kroner, hvilket gør selskabet til den tredjestørste investor i DONG efter den danske stat og Goldman Sachs.
»Vi er glade for, at mange af vores eksisterende aktionærer ønsker at investere yderligere i selskabet. Vi ser det som en bred opbakning til selskabets strategi,« siger Fritz Schur, bestyrelsesformand i DONG Energy A/S.
Efter gennemførelsen af kapitaludvidelsen forventes ejerfordelingen at blive som følger: Den danske stat ca. 57,3 procent, Goldman Sachs fonde ca. 18 procent, SEAS-NVE ca. 10,9 procent, ATP ca. 4,9 procent, SYD ENERGI ca. 3,5 procent, Insero Horsens ca. 2 procent, PFA ca. 1,8 procent, Nyfors Entreprise ca. 1 procent og Galten Elværk ca. 0,6 procent.