Forleden var jeg ordstyrer ved et tværpolitisk debatmøde i min kommune, og en af de ting, jeg bemærkede med glæde, var, at de tilstedeværende politikere talte menneskesprog. Når jeg hører politikerne på de elektroniske medier, er jeg usikker på, om de overhovedet er i stand til at samtale og diskutere, som alle andre mennesker gør. Den usikkerhed blev ikke bekræftet ved det pågældende møde. Blandt dem, der repræsenterede partierne, var seks folketingsmedlemmer, alle med væsentlige ordførerskaber i Folketinget. Der var én nuværende minister og én, der havde haft tunge ministerposter i den forrige regering. Mødet blev afholdt på et af de mytologiske steder, vores demokratis historie rummer, nemlig Osted Friskole, som min egen oldefar i øvrigt var med til at skabe. I min kommune har vi to sådanne mytologiske steder. Det andet er Herthadalen. Lejre-egnen, som vi her taler om, er en egn, der har haft et stærkt åndeligt-politisk liv, især præget af Venstre og Det Radikale Venstre.

Til mødet, der lokkede med kendte politiske navne og debat om vigtige lokale problemer, havde indfundet sig 28 vælgere. Næsten alle 28 var fra de lokale partiforeninger. Nu røber jeg ingen statshemmelighed ved at skrive, at forsamlingshusdemokratiet er et hensygnende fænomen, og at den direkte politiske konfrontation finder sted på de elektroniske medier. Her er billedmediet langt det mest indflydelsesrige. TV har ændret den måde, der diskuteres politik på. Det bliver tydeligt, når man som jeg lige har deltaget i et gammeldags politisk vælgermøde. Her svarede politikerne på det, de blev spurgt om. De havde ikke travlt med at fremhæve deres eget partis bedrifter, men argumenterede grundigt for deres synspunkter, og de var ikke bange for at erklære sig enige på tværs af de traditionelle partiskel.

Der findes altså et andet politisk sprog end det, vi oplever, når der er TV på. Og det giver håb om, at det politiske liv en dag kan krænge den spændetrøje af sig, som dets snyltere har lagt det i. Det politiske livs snyltere er dem, der aldrig beskæftiger sig med politisk substans, men hele tiden med politisk proces, og alle dem, der gør politik til show, spindoktorer, de evige politiske kommentatorer, der optræder på TV 2 News og DR2s Deadline samt politiske entertainere som Clement Kjersgaard. Dette TV-sprog, der er en sær blanding af X Factor og politimagasinet Station 2, har politikerne følt sig nødsaget til også at bruge, og så har vi fået denne dybest set kedsommelige og vulgære forestilling, der går ud på at fremstille sig selv så flatterende som muligt, samtidig med at man jagter sin politiske modstander for hendes mindste fejltrin.

Endnu en akt i denne kedsommelige forestilling kunne vi se i statsministerens spørgetime i tirsdags, hvor Helle Thorning-Schmidt brugte al sin taletid på at gentage sig selv for at undgå at svare på et meget simpelt, konkret spørgsmål, samtidig med at hun helt mystisk roste PET og politiet til skyerne, uanset at hendes egen justitsminister lige har fyret PET-chefen. På den anden side beskæftigede oppositionen sig udelukkende med det fuldstændig uvæsentlige spørgsmål, om Helle Thorning-Schmidt har vidst eller ikke vidst, på hvilket tidspunkt der blev sat stående politivagt foran synagogen i Krystalgade. Det er mig fuldkommen ubegribeligt, at man ikke beskæftiger sig med det væsentlige, som er, at der blev dræbt to mennesker, ét ved Krudttønden, fordi Københavns Politi ikke havde sat politibevogtning på gaden foran kulturcafeen, og ét foran synagogen, fordi de to politifolk, der udgjorde den stående politivagt, håndterede sagen dilettantisk.

Efter sidste søndags Læst og Påskrevet, der beskæftigede sig med Rigspolitiets terrorrapport og justitsministerens misbrug af den, fik jeg en mail fra en ven, thrillerforfatteren og overlægen Steffen Jacobsen, der bl.a. pegede på, at man skulle sætte barren højere ved indgangen til politiskolen og sørge for de basale færdigheder. Han skrev videre: »Jeg har i mange år skudt ude ved politiets skydebaner på Amager som medlem af skyttelauget Krudttønden (det hedder det!). Dér har jeg et par gange haft den nærmest religiøse oplevelse at se franske gendarmers skydetræning. De kan trække deres våben fra et hylster omme på lænden og ramme centrum af målet på 25 meters afstand med seks skud inden for tre sekunder.«

Selv har jeg engang i San Francisco oplevet politiet pacificere en truende mand, der ikke som den danske terrorist spillede fuld, men var narkopåvirket. På en afstand nogenlunde som den, betjentene ved synagogen havde til terroristen, beordrede de ham med trukne pistoler til at lægge sig ned. Han fik ikke lov til at komme tæt på. Hvorfor er det ikke politiets manglende færdigheder og ansvaret for det, oppositionen beskæftiger sig med, men nogle detaljer, der ingen indflydelse har haft på det virkelige forløb? Svaret ligger desværre lige for: I samklang med at TV har overtaget iscenesættelsen af den politiske debat, har politikerne og TV-journalisterne indrettet sig efter laveste fællesnævner. I det ene øjeblik er det nogle ligegyldige flyrejser eller tøjindkøb, der fylder hele synsfeltet. I det næste øjeblik et uvæsentligt klokkeslæt. Vi kan kalde fænomenet for Qvortrup-syndromet. Vores politiske kultur er taberen hver gang.