Hvis vi for en gangs skyld skal tage EU-ledernes ord alvorligt, så oprinder afgørelsens time for premierminister Alexis Tsipras og det græske folk i dag.

Men når vi har med EU at gøre, er der aldrig noget, der er endeligt afgjort.

Af det græske drama kan vi uddrage følgende moraler: 1) Grækenlands skæbne viser, hvad der kommer ud af at snyde på vægten, 2) Vi bør i fremtiden frygte den særlige europæiske blanding af høj idealisme og diplomatisk kræmmermoral, 3) EU lider af fatal mangel på overbevisende lederskab.

Inden jeg inden for de givne rammer argumenterer for disse tre moraler et par ord om dramaets græske hovedpersoner, premierminister Alexis Tsipras og den nu afgåede finansminister Yanis Varoufakis. Man har ikke kunnet lade være med at tænke på bolsjevikkernes magtovertagelse i Rusland, 1917.

Tsipras som en lille Lenin, der spiller højt spil, vildfører folket og tager det som gidsel i sin egen ideologiske kamp. Yanis Varoufakis som Trotskij, den arrogante teoretiker, der ingen respekt havde for praktisk fagkundskab, men satte en partifælle, en tidligere kontorist, hvis kvalifikationer bestod i, at han kunne betjene en kugleramme, ind som nationalbankdirektør, og som selv bekendtgjorde, da han overtog udenrigsministerposten:

»Jeg vil udsende nogle få revolutionære proklamationer til verdens folk og så lukke butikken.«

På den europæiske venstrefløj mener mange, at Tsipras og det græske nej til Bruxelles ved folkeafstemningen sidste søndag er begyndelsen til en renæssance for den demokratiske socialisme (en contradictio in adjecto!). Renæssance for socialismen eller ej: Én ting kan man sige med sikkerhed. Tsipras har gjort situationen for grækerne meget værre, end den var før.

Men der er medskyldige uden for Grækenland. Man skulle aldrig have ladet den græske gældsættelse komme så vidt.

Den grundlæggende fejltagelse er imidlertid, at Grækenland overhovedet blev medlem af eurozonen. Økonomisk og strukturelt set var Grækenland snarere et uland end et moderne demokrati med et seriøst statsbudget og et effektivt skattesystem, og optagelsen i euro-fællesskabet skete på et grundlag af forskønnede statistikker, hvilket tyske embedsmænd udmærket vidste, men Grækenland skulle med djævelens vold og magt med – af strategiske grunde. I stedet for en ringe valuta, drachmen, fik de en bomstærk mønt, euroen.

Den ødelagde landets konkurrenceevne, men gav grækerne en fornemmelse af en hidtil ukendt velstand, og de brugte løs.

Da danskerne og andre nord for Alperne under krisen viste den yderste løntilbageholdenhed, bevilgede grækerne sig selv lønstigninger på 19 procent og gjorde det svulmende statsapparat endnu større.

Ingen bør have lov at blive politiker i Europa uden at kende Europas historie. Det bør være politikeres pligt at lære af fortidens fejltagelser. I Europa hænger tingene uhyggeligt og fascinerende sammen. Der går en uafbrudt linje af virkning og årsag fra Tysklands samling i 1871 til dagens krise.

Euroen er et produkt af typisk europæisk idealisme, en vision om Europas forenede stater, og typisk europæisk kræmmerdiplomati, et ønske om at inddæmme Tyskland efter noget-for-noget-princippet.

Historiens ironi er, at Tyskland har haft størst fordel af euroen, for euroen var i praksis en devaluering af den endnu stærkere D-mark. Euroen blev skabt i trods mod de økonomiske naturlove.

En fælles valuta forudsætter en politisk, social og økonomisk union. Da EU ikke har det, lavede man i stedet de såkaldte konvergenskriterier om bl.a. statsgældens størrelse, som skulle overholdes af alle. Hverken Tyskland eller Frankrig har overholdt dem.

Euroens situation svarer til, at de forskellige dele af Danmark havde hver sin finans-, skatte- og socialpolitik og hver sit folketing, men én fælles mønt, kronen. Det kan ikke lade sig gøre. Men det er med euroen som med humlebien; den flyver alligevel. Det kan den ikke blive ved med uden et overbevisende lederskab.

Euroen er i høj grad medskyldig i Sydeuropas enorme arbejdsløshed, der kan få meget alvorlige politiske konsekvenser. Der er alt for store forskelle på levevilkår, tradition og struktur i eurozonens forskellige dele. Grækenland er den første store revne i konstruktionen.

Men bordet fanger. Europa er nødt til at kæmpe for euroen, alternativet er kaos. Derfor er der kun – efter min ringe mening – én løsning på problemet Grækenland: Den græske stat skal gå bankerot, trojkaen EU, ECB, IMF må afskrive den græske gæld, og Grækenland skal forlade eurozonen mod at blive støttet af EU i en overgangsfase.

For at få de europæiske befolkninger, ikke mindst den tyske, som skal betale mest, og de sydeuropæiske, som har lidt mest, til at forstå denne nødvendighed, kræves et europæisk lederskab af et format som Charles de Gaulles eller Winston Churchills. Angela Merkels stilfærdige snusfornuft slår ikke til.

På det udenrigspolitiske plan har den fået den russiske konflikt til at stivne, og på det indenrigske plan har den ført hende ud i en højere og højere grad af populisme, der truer med at blokere for en løsning på Grækenlands-problemet.

Det er ikke populisme, der er brug for. Der er brug for et lederskab med overbevisningskraft.