Et afværget terrorangreb på et tog til Paris kan inspirere andre terrorister. Sikkerheds-eksperter i Danmark og Europa arbejder derfor på højtryk for at skærpe sikkerheden på togstationer og i tog på kryds og tværs af kontinentet.

»Man vil helt sikkert skærpe sikkerheden på højtprofilerede togforbindelser som Eurostar mellem Frankrig og Storbritannien. Og der vil være en stor diskussion om sikkerhed på tog både i Danmark og Europa,« siger Magnus Ranstorp, terrorekspert og forskningschef på Forsvarshögskolan i Stockholm.

Optrinnet i Frankrig, hvor to amerikanske soldater afværgede et angreb fra en 26-årig marokkaner viser, hvor sårbare tog er for terrorangreb, understreger Ranstorp:

»Det kunne have udviklet sig til en katastrofe, hvis ikke der havde været den heroiske indblanding. Det er ikke muligt at beskytte alle steder hele tiden. Den type samfund ønsker vi ikke. Omvendt ved vi, at andre terrorister kan forsøge at kopiere et forsøg på et angreb som dette.«

Belgien har straks taget konsekvensen af angrebsforsøget og undersøger muligheden for at trappe sikkerheden i og omkring tog op.

»Vi har åbnet en undersøgelse under anti-terror loven, idet den mistænkte stod på toget i Bruxelles,« udtalte Eric Van der Sypt, talsmand for statsanklagerens kontor, til AFP.

Den mistænkte 26-årige var bevæbnet med en Kalashnikov, et automatvåben og masser af ammunition, da han blev overmandet fredag, lige efter toget var krydset ind i Frankrig. Han blev overmandet af en gruppe af passagerer, herunder to amerikanske soldater, deres ven og en britisk passager. Toget var på vej mod Paris med 554 passagerer. Ifølge spanske efterretningskilder har den mistænkte boet i både Spanien og Frankrig. Sidste år rejste han fra Frankrig til det krigsramte Syrien.

I Belgien har myndighederne allerede skærpet sikkerheden om bord på højhastighedstoget Thalys og på internationale togstationer. Bagagekontrol bliver også øget. Frankrig er også i gang med at skærpe sikkerheden.

Også i Danmark er sikkerhed i togene noget, politiet er meget opmærksom på.

»Når der sker en hændelse som den i Frankrig, er det klart, vi drøfter, om det bør få konsekvenser i Danmark,«  siger Thomas Kristensen, talsmand for Rigspolitiet. »Skal vi ændre niveauerne, skal vi justere koncepterne? Det er den slags overvejelser.«

Men der er store udfordringer i at sikre togstrækninger, understreger Frank Jensen, tidligere PET-chef, overfor Berlingske Nyhedsbureau:

»Hvis du tager et tog fra Frederikshavn til København, er der mange stop undervejs, hvor der kan komme folk om bord på toget. Det vil sige, at man hvert eneste sted skal have dyre sikkerhedsanlæg, og det er uoverkommeligt. Man skal jo være til stede på samtlige stationer i Danmark, og det vil overstige hele politistyrkens samlede kræfter.«

Baggrunden for at optrappe sikkerheden omkring togtransport i Belgien er, at Belgien altid har været et mekka for at købe våben – legalt eller illegalt. Op mod 90 procent af våben på det illegale marked især Kalashnikovs stammer fra krigene på Balkan. Og Belgien har en stor koncentration af folk fra Balkan. Iagttagere frygter, at angrebsvåben kan transporteres fra Belgien til andre europæiske lande via tog – som det ifølge belgiske medier skete under Charlie Hebdo-angrebet i Paris i januar.

»Der er absolut ingen kontrol med tog,« uddyber Claude Moniquet, vicedirektør i Det Europæiske Center for Strategi og Sikkerhed i Bruxelles overfor AFP. Ifølge Claude Moniquet er det sandsynligt, at Belgien og Frankrig vil øge sikkerheden på tog ved at lade politi-styrker patruljere i dem.

Tryg på Hovedbanegården

De tre amerikanere og den britiske passager fra det afværgede angreb er blevet udråbt til helte i Frankrig. De modtog mandag en fortjenstmedalje, Frankrigs højeste udmærkelse. »Med deres mod redede de liv,« sagde den franske præsident Francois Hollande.

Magnus Ranstorp, terrorforskeren, siger hertil: »Det er vigtigt at huske på, at stærke, opmærksomme individer rent faktisk kan gøre en forskel i en situation som denne. Forskning viser, at når angrebsmænd møder modstand, holder de ofte inde.«

Det vigtigste er nu, understreger Ranstorp, at dansk politi og beredskab træner, hvordan de skal agere i denne type situationer. »Det afgørende er, at sikkerheden finder det rigtige leje.«

Spørger man danskere på Hovedbanegården, om den franske tog-hændelse får dem til at føle sig utrygge i danske tog, melder de overvejende hus forbi. Mange forbipasserende vurderer, at den danske sikkerhed har fundet det rigtige niveau.

Anne Dorte Lindebjerg, der er klædt i en rød regnjakke og matchende læbestift siger: »Jeg føler mig meget tryg i danske tog. Sikkerheden har fundet et fint leje i Danmark.«

Denne morgen på Hovedbanegården er der hverken politi eller vagter at spore, men det får ikke Jakob Havgaard, forsker på Københavns Universitet, til at føle sig utryg. »Det er mit indtryk, at der er sikkerhed nok i Danmark,« siger han, på vej til arbejde, med kaffekoppen foran sig. »Det kan også være med til at skabe mere utryghed, hvis der er flere vagter.«