GLOBAL KALENDER

Der var et forbløffende opbud af helte til stede på højhastighedstoget fra Amsterdam til Paris fredag aften i sidste uge. De tre amerikanere og den britiske IT-konsulent, der hjalp dem med at binde angrebsmanden, har tiltrukket sig offentlighedens opmærksomhed. Men der var flere helte end som så.

For da angrebsmanden trådte ud fra toilettet, bevæbnet med et Kalasjnikov-gevær, forsøgte en fransk bankmand straks at takle ham bagfra. Han blev væltet omkuld. En fransk-amerikansk professor fra Sorbonne ilede til og forsøgte at vriste Kalasjnikov-geværet fra angrebsmanden, som skød ham ned med en pistol. Lyden af skud alarmerede de tre amerikanere længere nede i toget, og de kastede sig ned ad passagergangen mod angrebsmanden. De overmandende ham. Men franskmændenes indsats var ikke forgæves: For angrebsmandens Kalasjnikov klikkede, da han ville skyde de fremstormende amerikanere ned. Meget muligt fordi den franske professor havde haft fat i det.

Det lyder som et eventyr med alle de helte. Og er det på en måde også. I hvert fald har undersøgelser i Danmark tidligere vist, at det normale er ikke at reagere, hvis man derved bringer sig selv i fare.

Generelt lægger menneskets selvopholdelsesdrift en dæmper på dets lyst til at risikere livet for andre. Fra myndighedernes side er der heller intet krav om indgriben: Faktisk fraråder Det Kriminalpræventive Råd decideret, at man blander sig.

Eksperterne kan desuden tænke på to andre gode grunde til, at folk ikke griber ind, når mange, der ikke kender hinanden, er forsamlet:

For det første fordi det bliver uklart, hvem der egentlig har ansvaret for at tage affære, og for det andet fordi gruppeadfærd smitter. Hvis andre ikke gør noget, er man mindre tilbøjelig til at gøre noget selv. Det kan derfor meget vel være, at det, der gjorde udslaget for de tre amerikanere i toget, var, at de rejste sammen.

Efter hvert terrorangreb opstår der straks en diskussion i medierne om, hvad man kan gøre for at forbedre sikkerheden. Denne gang er ikke anderledes.

Men i dette tilfælde har diskussionen i de europæiske medier lynhurtigt udartet sig til en diskussion om, hvad man nok ikke kan gøre. For det er jo nærmest umuligt at kopiere de sikkerhedsforanstaltninger mod terrorisme, der gælder for flytrafikken. Ifølge New York Times var der ni milliarder togrejser og 1,7 milliarder flyrejser inden for EU sidste år.

Forestiller man sig, at alle togpassagerer først skulle scannes for våben og væsker og have kontrolleret deres identitet, før de kunne stige ombord på togene, ja allerhelst før de overhovedet træder ind på banegårdene, ville det forsinke hele EU.

Hjulene vil snurre trægt. Og hvad så i øvrigt når den næste terrorist dukker op med et Kalasjnikov-gevær i en biograf? I et teater? På et hospital? Til en protestdemonstration? Skal vi scanne og kontrollere alle steder, hvor der er flere end ti mennesker forsamlet?

Det ønsker ingen. For ingen gider at leve i sådant et kontrolsamfund, for slet ikke at tale om hvor dyrt og irrationelt det vil være at kaste så mange penge efter terrorismeforebyggelse. Det vil ikke tage klimaforsker Bjørn Lomborg fem minutter at bevise, at vi kan redde det tidobbelte antal liv ved at bekæmpe partikelforureningen fra biler i stedet for.

Altså vil der også i fremtiden blive brug for helte i højhastighedstog.

Og i den forbindelse kan man rejse det spørgsmål, hvorfor der forskes så lidt i heltemod, når der forskes så uendelig meget i terrorisme. Der er forskere i bunkevis, som studerer, hvordan man modvirker radikalisering, men ingen der forsker i heroisering: Hvordan man skaber helte ud af folk.

Det er der formodentlig to forklaringer på. Den ene er indlysende: En stat er defineret ved sit voldsmonopol. Den ønsker ikke at tilskynde sine borgere til selvtægt; det undergraver statens autoritet. Hvem ved, hvad der kan ske, hvis man opmuntrer borgerne til at spille Robin Hood. Der er galninge nok i forvejen.

Den anden forklaring er mere filosofisk. Den er, at store bedrifter nu om dage anses for at være udtryk for stor menneskelighed, mens store forbrydelser anses for en afvigelse.

Ifølge den norske filosof Lars Fr. H. Svendsens fænomenale bog »Ondskabens filosofi« (Klim, 2002) har begrebet ondskab, der er et religiøst begreb, været forvist som forklaringsmodel, siden Gud blev erklæret død i slutningen af det 19. århundrede. Fra da af var menneskets natur ikke længere ond, og det onde blev følgelig relegeret til patologien og omdøbt til miljømæssige og arvelige faktorer. Mens det gode blev ansat for normalt. Og man forsker ikke i det normale.

Alligevel kan vi ikke gå ud fra, at der er en helt om bord på et højhastighedstog.

Til gengæld skal man så også være ret uheldig, før der er en terrorist.

Velsagtens er der den samme risiko for at blive skudt af en terrorist, som der er chance for at blive reddet af en helt. Risikosamfundet er også en chance.