Dette er en let redigeret udgave af en artikel, der blev publiceret i 2019 – opdateret 3. april 2026 i anledning af Artemis II missionen rundt om månen.
I midten af 1800-tallet var den danskfødte, men tyskbaserede astronom Peter Andreas Hansen en af verdens førende på sit felt. Især vakte hans detaljerede beskrivelser og teorier om planeternes og Månens bevægelser international anerkendelse.
Men intet fra Hansens hånd vakte så stor opsigt som hans vilde hypotese om Månens bagside – altså den fjerne og skjulte side, der altid vender bort fra Jorden.
I 1854 skrev han i en artikel til Astronomical Society i London, at Månens tyngdepunkt ikke ligger midt i Jordens store satellit, men er forskubbet i retning mod Månens fjerne side.
Han tog ganske vist fejl, for i dag ved vi, at tyngdepunktet er svagt forskubbet mod jordsiden.
Men ikke desto mindre udledte han på den baggrund, at Månens bagside meget vel kan se ganske anderledes ud end den side, der altid vender mod Jorden. Ja, han spekulerede tilmed i, at der kan være en decideret livgivende atmosfære samt flydende vand omme på den skjulte side.
Hans teori satte i den grad gang i europæernes fantasi, ikke mindst hos den verdensberømte franske forfatter Jules Verne, der i anden og sidste del af sin science fiction-klassiker »Rejsen til Månen« fra 1870, lod sig kraftigt inspirere af den dansk-tyske videnskabsmands månevisioner.
For i romanen spiller muligheden for en atmosfære samt flydende vand og måske endda liv på overfladen af Månens bagside en central rolle.
Men uheldigvis er der fuldmåne på Jorden under astronauternes overflyvning af Månens bagside i en forvokset kanonkugle, hvorfor bagsiden forbliver mørk og dermed fortsat ukendt land i Vernes roman.
Alligevel demonstrerede den gamle franskmand, at selv i hans tid var almindeligt oplyste mennesker udmærket klar over, at Månens bagside i løbet af en måned bades i nøjagtig lige så meget sollys som forsiden.
På en baggrund kan man ærgre sig over, at rockgruppen Pink Floyd mere end 100 år senere øgede forvirringen på album-milepælen »Dark Side of the Moon« med en afsluttende konstatering af, at Månen slet ikke har en mørk side, idet »alt er mørkt« deroppe.
I 2019 landsatte mennesker for første gang i historien et fartøj på Månens bagside, i øvrigt i strålende sollys. Det skete med den perfekte landsættelse af det kinesiske Yutu 2-robotkøretøj, der kommunikerer med det kinesiske kontrolcenter via en præcist placeret relæsatellit med direkte udkig til såvel Månens bagside som jordkloden.
Landingen foregik i 60-året for menneskets absolut første kig på Månens fjerne side. Det skete med den lille russiske Luna 3-satellits overflyvninger i oktober 1959, og selv om dens optagelser var af meget ringe kvalitet set med nutidens briller, dokumenterede Luna 3, at der er overraskende store forskelle mellem for- og bagsiden – hvorved Peter Andreas Hansen i en vis forstand alligevel fik ret.
Den fra Jorden så velkendte forside er præget af mørke og lavtliggende lavasletter eller »have«, mens bagsiden er væsentligt lysere, højlandspræget og arret af væsentligt flere kratere end forsiden.
Hvorfor det forholder sig sådan, er lidt af en gåde.
Lavaens levn
Men ifølge planetforsker Kjartan Münster Kinch fra Niels Bohr Institutet kan den voldsommere påvirkning af Jordens tyngdekraft på Månens forside muligvis have medvirket til, at vulkanudbrud fortsatte på den side i længere tid end på bagsiden, der generelt har en tykkere skorpe.
På forsiden har udstrømning af lava dermed udslettet en større del af de utallige kratere, der blev skabt af byger af meteornedslag i Månens barndom. Dermed blev de mørke »have«, på latin mare, skabt, herunder Stilhedens Hav, hvor Neil Armstrong og Buzz Aldrin som de første jordiske besøgende landede 20. juli 1969.
Dermed er bagsiden på mange måder mere interessant. Terrænet her er præget af ekstreme dybder og højder, som får selv Himalaya til at blegne i sammenligning. Eksempelvis er kinesernes Yutu 2-køretøj landet i et mindre krater, der i sig selv befinder sig i det muligvis største og dybeste krater i hele solsystemet: Sydpol-Aitkenbassinet med en diameter på hele 2.500 kilometer – som afstanden i fugleflugt fra København til Lissabon.
Fra bassinets tårnhøje kraterrand er der omkring 13 kilometer til bunden – endnu længere ned end det knap 11 kilometer dybe Challengerdybet i Stillehavet.
Dertil kommer, at den fjerne sides overflade overvejende består af materiale, der størknede flere hundrede mio. år tidligere end på forsiden. Det gør bagsiden videnskabeligt ekstra spændende, for dermed kan den i højere grad afsløre hemmeligheder om Månens dannelse og i det hele taget om solsystemets oprindelse.
I øvrigt er der en lille modifikation til den gængse opfattelse af Månens skjulte bagside, forklarer astrofysikeren Michael Linden-Vørnle.
På sin fastlåste rejse om jordkloden vipper Månen nemlig en smule. Dermed er det ikke præcist halvdelen, men hele 59 procent af overfladen på vores store jordiske følgesvend, der kan åbenbare sig for vores nysgerrige øjne og teleskoper.
De første mennesker, der med egne øjne så Månens bagside, var astronauterne på Apollo 8, der juleaften 1968 optog det berømte billede »Jordopgang« af vores blå juvel i verdensrummet over Månens arrede landskaber.
Nu bliver astronauterne på den igangværende NASA-mission Artemis II de foreløbig sidste, der får den udsøgte fornøjelse. Det ventes at ske lige omkring påskens afslutning.
Kilder: Bill Leatherbarrow: »The Moon« og »Biographical Encyclopedia of Astronomers«
