Uretfærdig, uigennemskuelig og tilfældig.

Sådan lyder det fra en lang række eksperter, læger og patientforeninger om oplevelsen af prioriteringen i sundhedsvæsenet ifølge Det Etiske Råd.

De peger på, at når patienter går ind gennem svingdøren til det danske sundhedsvæsen, afhænger kvaliteten af deres behandling af, hvilken sygdom de har.

Eksempelvis prioriteres kræft- og hjerteområdet højt i forhold til KOL- og skizofrenipatienter, som også har en alvorlig sygdom med høj dødelighed. Det fremgår af en udtalelse om retfærdig prioritering i det danske sundhedsvæsen fra Det Etiske Råd.

Hvis man fremover skal sikre, at pengene bliver brugt ligeligt og retfærdigt, bør man oprette et behandlingsråd, der skal tage ansvaret og skabe et overblik, foreslår Det Etiske Råd, der savner en kortlægning af, hvordan pengene fordeles.

»Der ingen, der ved, hvordan prioriteringerne ser ud mellem de forskellige hospitalsafdelinger. Det er et problem, at ingen har et overblik over, hvordan man prioriterer. Der er heller ingen, som har ansvaret, udover regionerne, som i forvejen er under et stort pres,« siger Gorm Greisen, som er formand i Det Etiske Råd.

Behov for et behandlingsråd

Det Etiske Råd anbefaler derfor, at man fremover systematisk indsamler information om, hvilken effekt behandlingerne har, for at vurdere, hvor man »får mest for pengene«, ligesom Medicinrådet i dag har til opgave at få mest muligt ud af sundhedsvæsenets budget til medicin.

»Man skal forbedre sammenligningsgrundlaget for, hvad man gør på både den ene hospitalsafdeling og den anden hospitalsafdeling. Man skal blive bedre til at sammenligne niveauet, og hvad man får for pengene, så man bliver bedre til at træffe beslutninger om, hvor man skal give mere, og hvor man skal give mindre,« siger Gorm Greisen.

Det er et klart problem, at der ikke findes et overblik over, hvordan pengene i sundhedsvæsenet fordeles.

Han nævner, at det er vigtigt, at der er »demokratisk legitimitet« i et behandlingsråd, og rådet derfor skal bestå af mennesker, som man har tillid til træffer fair afgørelser.

Alle skal have bedst mulig behandling

Hos Danske Patienter bekræfter man, at der er patientgrupper, der ikke får den behandling, de har ret til, og derfor har Danske Patienter i samarbejde med Lægevidenskabelige Selskaber selv anbefalet at oprette et behandlingsråd.

»Det er et klart problem, at der ikke findes et overblik over, hvordan pengene i sundhedsvæsenet fordeles. Vi har et skattefinansieret sundhedsvæsen, og der må man som minimum kunne kræve, at der er gennemsigtighed i forhold til de beslutninger, der træffes. Derfor er vi absolut tilhængere af at kunne få et samlet overblik,« siger Camilla Hersom, der er formand i Danske Patienter.

Behandlingsrådet skal ifølge Danske Patienter sikre, at der sker en faglig prioritering, og alle patientgrupper får den bedst mulige behandling, så det ikke ender med en diskussion om økonomisk prioritering mellem forskellige grupper.