EU-parlamentariker Anders Vistisen (DF) stiller op til Folketinget.
Det skriver han på Facebook.
Han bliver spidskandidat for Dansk Folkeparti i Nordjyllands Storkreds.
- Jeg stiller op for at holde Mette Frederiksen ansvarlig for hendes svigt på udlændingeområdet og for den måde, hendes regering igen og igen overhører danskerne uden for de store byer, skriver Vistisen.
Anders Vistisen skifter storkreds.
Ved folketingsvalget i 2022 stillede han op i Østjylland som spidskandidat. Dengang blev han slået af Nick Zimmermann, som fik omkring 300 flere stemmer.
Inden Anders Vistisen blev valgt til Europa-Parlamentet første gang i 2014, havde han job i et par år som juridisk konsulent i parlamentet.
- Det er vemodigt at tage afsked med arbejdet i Europa-Parlamentet, hvor jeg har kæmpet for danskernes interesser med alt, hvad jeg havde. Men jeg gør det med sindsro - for der står en stærk og loyal suppleant, DF's næstformand, Majbritt Birkholm, er klar til at tage over og fortsætte det vigtige arbejde i Bruxelles, siger Anders Vistisen i en pressemeddelelse.
I den politiske gruppe Patrioter for Europa, som DF er medlem af i Europa-Parlamentet, har Anders Vistisen fungeret som "chief whip".
Der er et begreb, der primært bruges i britisk og amerikansk politik om ledende medlemmer, der har til opgave at sikre partidisciplin og koordinering.
I foråret 2024 repræsenterede Anders Vistisen således sin gruppe i debatten før valget til EU-Parlamentet.
Her stod han over for EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, som tilhører den store centrum-højre gruppe EPP.
- Vores kampagneløfte er, at vi vil fyre 10.000 EU-bureaukrater. Og jeg vil gerne begynde med dig, Ursula von der Leyen, sagde Anders Vistisen blandt andet under debatten.
Senere modtog parlamentarikeren en offentlig irettesættelse fra partiformand Morten Messerschmidt.
Det skete, da han fra talerstolen i EU-Parlamentet i Strasbourg i en anden bramfri optræden meddelte den amerikanske præsident, Donald Trump, at han kunne "fuck off" (skride, red.). Den debat handlede om Grønland.
- Lad mig derfor slå fast: I Dansk Folkeparti taler vi ordentligt. Et bandeord som "fuck off" hører ikke hjemme, skrev Morten Messerschmidt på X.
Der skal være folketingsvalg senest 31. oktober.
/ritzau/
