Berlingske har tidligt fredag morgen kunne fortælle, at regeringen vil sløjfe afgifterne på chokolade, slik og kaffe. 

Og det skaber glæde hos Brian Mikkelsen i Dansk Erhverv.

»Jeg har begge arme højt hævet over hovedet lige nu,« siger han og fortsætter i en kort pressemeddelelse. 

»I Dansk Erhverv er vi rent ud sagt meget begejstret over, at regeringen nu har lyttet og handler. Chokolade- og kaffeafgiften stammer fra en anden tid og har været med til at give en masse administrativt bøvl og hovedbrud hos virksomheder. Det har ramt både forbrugere og virksomheder urimeligt hårdt. Der er jo tale om helt almindelige varer, som de fleste danskere bruger og nyder. Så det er en god dag for virksomheder og forbrugere,« siger Brian Mikkelsen.

Sænkelsen af de to afgifter kommer netop som regeringen torsdag annoncerede, at den vil bruge 14,1 milliarder over to år på nærmest at fjerne afgiften på elektricitet.

Hos Dansk Industri er der også ros til regeringen for at sløjfe afgifterne.

»Det er virkelig et skattepolitisk initiativ, der gør det billigere at være dansker, fjerner bureaukrati fra virksomheder og mindsker grænsehandlen, så mere handel flytter tilbage til Danmark,« siger Morten Høyer, politisk direktør i DI, i en skriftlig kommentar.

Fra Brian Mikkelsens side lyder nu en opfordring til regeringen: Lad nu være med at sætte afgifter på andre steder, lad være med at fordyre virksomhedernes omkostninger andetsteds.

»Det er vigtigt, at der kommer reelle afgifts- og byrdelettelser forstået på den måde, at man skal lade være med at fjerne det ene sted og så for eksempel indføre en ny og særdeles omkostningstung emballageordningen i næsten samme moment. Det duer ikke,« siger Brian Mikkelsen.

Få dit »Business-overblik« hver morgen

Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne tidligt om morgenen. Du skal blot åbne overblikket i din indbakke for at være opdateret.