Det er egentlig paradoksalt: Vi siger, at vi vil være grønnest i verden, men samtidig blokerer et politisk forbud for at udforske en af de potentielt største grønne energikilder, vi har. Det giver ikke mening. Derfor skal vi fjerne forbuddet mod atomkraft i Danmark.

I dag er energi fra vind og sol en bærende hjørnesten i vores energiforsyning og planlægning. Det skal det også være fremover. Men når vinden ikke blæser, og solen ikke skinner, skal strømmen komme et sted fra. Og vores behov for grøn strøm vil kun vokse fremover i takt med elektrificeringen af vores samfund.

I disse år får vi – desværre – igen og igen bekræftet, at vi er trådt ind i en ny og mere usikker verdensorden. Det sætter store krav til både den danske og europæiske forsyningssikkerhed. Ikke mindst når det kommer til behovet for stabil, billig og grøn energi.

I det lys giver det kun god mening at se fordomsfrit på alle de grønne teknologier, der kan gøre adgangen til grøn energi mere tilgængelig. Det mener jeg er helt afgørende for, at vi i Danmark kan energiplanlægge på klogeste vis. Ligesom det er virkelig vigtigt, at vi fortsætter med at få udbygget den vedvarende energi.

I Venstre er vi ikke et sekund i tvivl om, hvor vigtig den grønne omstilling er. Både for klima, økonomi og sikkerhed. Og derfor mener vi også, det er helt forkert, at vi politisk udelukker grønne teknologier, fordi et politisk flertal tilbage i 80erne var nervøse.

I den grønne omstilling skal der skabes et godt samfund, der fungerer. Familier skal kunne betale deres regninger, og virksomheder skal kunne investere og producere uden at være nervøse for, om der er nok strøm i kontakten.

Derfor sætter vi nu gang i en analyse, der skal undersøge, hvordan nye atomkraftteknologier kan blive en mulighed i Danmark: Hvilke teknologier kan komme i spil, hvad vil det koste, hvilke krav stiller det til sikkerhed og affaldshåndtering, og hvad kræver det af lovgivning og af kompetencer i vores myndigheder, hvis vi på sigt vælger at gå denne vej?

Klimakampen kræver mod. Men den kræver især, at vi stopper med at bilde os ind, at vi ikke kommer til at få brug for morgendagens løsninger. Danmark kan ikke være landet, der taler højest om klima, men samtidig siger nej til grønne teknologier af princip. Vi skal være landet, der faktisk leverer, og derfor tager vi nu et vigtigt næste skridt i retningen mod at ophæve forbuddet mod atomkraft i Danmark.

Linea Søgaard-Lidell, MF og klimaordfører for Venstre

Nej tak til euroen

I Søren Pinds ellers glimrende kommentar 25. januar er der én ting, man må advare kraftigt imod.

I denne tid, hvor vi om noget har brug for sammenhold og bred konsensus, skal politikerne IKKE bruge lejligheden til at få lusket euroen ind ad bagvejen.

Det er uhæderligt at bruge en alvorlig krise til at gennemføre noget, som man under normale omstændigheder ville have svært ved at gennemføre. Det har ingen betydning for EUs støtte, om vi er med i euroen eller ej. De støtter os jo glimrende, som det er nu.

Så lad være med at så splittelse og vrede, og lad os stå sammen om dét, der lige nu er altafgørende. 

Medlemskab af EU er godt og vigtigt, euroen skal vi holde os fra.

Alexander Borg, København

Lyt til Berlingskes podcast med tre af dagens bedste og mest aktuelle artikler hver eftermiddag:

Lyt til Berlingske

I dagens Lyt til Berlingske kan du høre om Europas desperate søgen efter lederskab, om kunstneres vedvarende fascination af hagekorset, og om en af de danskere, der har fået øjnene op for, at livet ikke bevæger sig ligeud, men i faser.  Vært: Birgitte Borup Oplæser: Caroline Toft Baunkjær Producer: Caroline Toft Baunkjær og Ida Skovsgaard

Uciviliseret

Det er nemt nok at se, at Trump, der ikke kan åbne munden uden at udspy fornærmelser, hån og trusler, ikke fatter begrebet respekt.

Der var også i Danmark udbredt begejstring for Michelle Obamas sætning »When they go low, we go high«.

Men tilsyneladende kan vi ikke se, når vi selv udviser disrespekt. Jeg krummer tæer, når håndboldpublikummet i Herning møder modstanderholdet med en usportslig piftekoncert. Det tager simpelthen glæden for sejren fra mig, når jeg i den tyske avis Bild i en nøgtern kampreportage kan læse, at det blot er en skam, at det danske publikum ikke er bedre værter.

Jeg synes, at arrangørerne bør opfordre publikum til at ændre adfærd, for det er uværdigt og det modsatte af god sportsånd. Det er desværre mere Trump end Michelle Obama. Gid vi kunne vise den klasse på lægterne, som verdensklassespillerne på banen fortjener.

Gert Jakobsen, Espergærde

Protester fredeligt

»Jeg er imod vold, så vær venlig, hvis I protesterer, protester fredeligt.«

Det var USAs førstedame, Melania Trumps, opfordring ifølge Berlingske forleden. Men opfordringen var ikke til de militante politisoldater, der med tåregas, knipler og skarpladte håndvåben søger at forhindre civile borgere i at samles og protestere mod fysiske overgreb.

Man forstår, at hun til fulde støtter sin mands måde at tage ansvar for, at hele verden underlægger sig hans værdier og administration. Det er ikke kun grønlændere, der har grund til bekymringer.

Palle Vestberg, Kgs. Lyngby

Fødevarecheck

Til alle de mennesker, som er ved at falde over hinanden for at fortælle deres medmennesker, at de bestemt ikke har behov for fødevarechecken: Så donér dog pengene til for eksempel Ukraine!

Jesper Fischer, Bagsværd

Et dårligt valgflæskforsøg

Har den ærede regering fuldstændig glemt, hvor mange penge en gennemsnitsfolkepensionist har af udgifter, da de besluttede at udstede en fødevarecheck på bare 2.500 kroner?

Hvis man har en gammel bil, er det ikke engang nok til køb af en ny lydpotte! Det er bedre end ingenting, men ikke meget, og det vil af mange pensionister blive opfattet og husket som et dårligt valgflæskforsøg.

Steen V. Skånstrøm, Nærum

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk

Birgitte Borup går tæt på den tid, vi lever i

I »For tiden« kaster international kommentator Birgitte Borup hver uge et skarpt blik på de strømninger og begivenheder, der former vores samtid – og på det at være menneske.