»Hvorfor valgte I at rejse til netop Danmark?« spørger Andrea Jørgensen, som er omviser på turen rundt på Nationalmuseet, hvor man kan høre mere om danskernes liv, velfærdsstat, hygge og kærlighed til cykler.

Svaret kommer ret overraskende fra Diane fra Boston: »Fordi det var et af de eneste lande, der begynder med D …« Det viser sig nemlig, at hun og hendes mand rejser i alfabetisk rækkefølge og ikke lige magtede Djibouti eller Den Dominikanske Republik. Men det viser sig også på den lidt mere seriøse side, at hendes mand er en højt estimeret socialforsker, som faktisk har arbejdet for Verdensbanken og i 2008 opfandt begrebet »getting to Denmark« - om hvordan udviklingslande kan bruge Danmark som rollemodel.