Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
I sidste weekend blev Vladimir Zhoga, bedre kendt under sit nom de guerre »Voha«, dræbt. Voha var chef for den berygtede Sparta Bataljon fra det separatistkontrollede Donetsk. Posthumt er han blevet tildelt »Helt af Rusland«-ordenen af Vladimir Putin.
Jeg er den eneste fra vestlige medier, der har mødt og interviewet Voha, da jeg i 2017 med et filmhold besøgte den såkaldte Folkerepublikken Donetsk (DPR). Krigen var allerede dengang glemt af Vesten, men jeg fik et sjældent indblik i, hvorfor folk som Voha kæmper.
Vores fixer lægger et »Presse-skilt« i forruden, og vi kører udenom den uendelige kø af biler med helt almindelige mennesker, der vil igennem de ukrainske linjer for at passere det 2 kilometer brede ingenmandsland, før man kommer til det separatistkontrollerede område. Et par dage inden har en journalist fra New York Times advaret mig om at skjule min fortid som soldat, så jeg ikke bliver »basementet« – hvilket betyder at blive slæbt ned i en kælder og gennembanket. Han mente, at det var en dum idé at rejse ind i Donetsk.
Midt i ingenmandslandet møder en motorcykel os. I begge retninger kan man svagt ane skyttegravene. Manden på motorcyklen giver os vores presseakkreditering til Folkerepublikken Donetsk (DPR). Da vi når DPR, bliver vi standset i et checkpoint. Alt bliver undersøgt og kontrolleret. Jeg lægger mærke til, at alle soldaterne har uniformer på, hvori bogstaverne ».ru« er en del af sløringsmønsteret. Ved det tredje checkpoint på 150 meter bliver vi bedt om at aflevere vores mobiltelefoner. Vi afleverer slukkede iPhones, og 15 minutter senere får vi dem tilbage tændte og låst op. De prøver ikke engang at skjule, at de lige har brudt ind i vores telefoner og derfor helt sikkert er russiske efterretningsfolk. Stemningen på holdet er dårlig, som vi kører ind i hjertet af det ultralukkede Donetsk.
På en fortovscafé i byen Donetsk møder jeg den kæderygende pressechef for DPRs væbnede styrker. Han fortæller selvhøjtideligt om, hvordan han blev smidt ud af den franske Fremmedlegion og derefter cyklede hjem fra Marseille til Donetsk. Pressechefen fortæller, at Voha har indvilget i at mødes med os for at se os an. Han er aldrig før (eller siden) gået med til at blive filmet, så det er op til mig at overtale ham. Jeg har heldigvis forberedt mig hjemmefra og kender historien om Vohas raketagtige karriere inden for separatistrækkerne.
Voha var dengang 24 år gammel og chef for den berygtede Sparta Bataljon under Folkerepublikken Donetsks væbnede styrker. En enhed på cirka 1.000 kamperfarne soldater med et ry for ekstremt hårdhændede metoder og mulige krigsforbrydelser. Voha havde overtaget som chef efter den tidligere chef Arsen Pavlov, også kendt som »Motorola«, der var blevet dræbt af en bombe i elevatoren i hans boligkompleks. Efter sigende stod ukrainske agenter bag attentatet, men virkeligheden er nok snarere, at russerne i den periode ryddede op i de rådne æbler.
Motorola var mistænkt for drab på 15 krigsfanger, og både han og »Givi« (lederen af den lige så berygtede Somali Bataljon) var begge russiske statsborgere, der var blevet sendt til området for at sætte gang i et oprør som led i en større hybridkrig anført af Rusland. De to herrer, Motorola og Givi, havde nu lavet så meget ravage, at de stod i vejen for fortællingen om de lokales kamp mod de ukrainske overgreb.
Givi – som det oprindeligt var meningen, at vi skulle mødes med – blev dræbt få måneder, før vi kom. Han døde ved, at en granat blev skudt gennem vinduet til hans kontor – også af »ukrainske agenter«. Flere andre har lidt samme skæbne. Voha var lokal, men etnisk russer og Motorolas næstkommanderende. Voha havde imponeret Motorola i begyndelsen af krigen og på trods af sin unge alder, steg han hurtigt i graderne på grund sine evner i kamp.
Mændene i skoven
Vi bliver kørt til et »hemmeligt sted« i centrum af Donetsk, hvor Vohas Sparta Bataljon har sit hovedkvarter. Efter lidt ventetid bliver vi ført op til Voha. Voha rejser sig fra sit skrivebord, med et billede af Putin bag sig. Jeg er først overrasket over hans statur. Han er cirka 165 centimeter høj og almindelig af kropsbygning. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig. Hans hærdebrede far, der er er en slags kommandobefalingsmand for ham, ligner mere den klassiske forestilling om en østeuropæisk krigsforbryder. Hvad Voha ikke har i fysik, har han så i små ticks og ekstrem personlig kynisme. Alt, hvad jeg siger, bliver vendt imod mig. Efter en time, med hvad der mest føles som et forhør, har jeg fået afværget angrebene nok til, at han til sidst går med til, at vi må følge ham nogle dage. Pressechefen er meget overrasket.
Næste morgen har vi ikke kaffe med, som Voha mener, at vi har lovet, så vi kommer skidt fra start. De følgende dage er i det hele taget et studium i dominans og intimidering, samtidig med at Voha og hans folk opfylder alle russiske macho-klicheer i deres opførsel, når de viser os rundt på frontlinjen. For eksempel affyrer en af hans folk skud bag os, da Voha ikke mener, at vi følger hans anvisninger i frontzonen.
Hele holdet har paranoia, efter vi krydsede grænsen til, hvad der mest minder om et europæisk Nordkorea. Det kulminerer for mig, da vi er på en skydebane med Voha og nogle af hans soldater. Jeg går ud i skoven, lidt væk fra de andre, for at tisse. Da jeg lyner bukserne op, ser jeg direkte ind i løbet på en AK-47. Jeg bliver beordret ned på jorden af 4-5 maskerede mænd, der gennemsøger mine lommer med geværerne rettet mod mig. De siger noget på russisk i radioen, griner og forsvinder ud i skoven, lige så hurtigt som de er kommet. Jeg griner, men ryster en del på hånden, da jeg fortæller resten af holdet, hvad der lige er sket. De tror ikke på mig, og Voha fortrækker ikke en mine.
Voha vil prøve at flyve med fotograf Lars Skrees medbragte drone. Skree nægter, og stemningen bliver meget akavet. Voha går og sætter sig fornærmet ind i sin firhjulstrækker med tonede ruder, og vi ser ham ikke igen. På intet tidspunkt har han haft paraderne nede, og han har stædigt holdt fast i sin facade som den hårde leder.
I lørdags faldt Voha i kamp nær byen Mariupol. Ifølge tvivlsomme kilder var han var ved at evakuere civile, da han blev dræbt af ukrainske styrker. Kort efter blev han udråbt til helt af DPR og tildelt den fornemme orden »Helt af Rusland« af Vladimir Putin. Det er alligevel en bedrift af en 29-årig oberst. Over for mig benægtede Voha enhver russisk indblanding i DPR.
Voha repræsenterer den præmis, der bliver kæmpet om i Ukraine. Set med Vohas øjne bliver folk som ham set som forbrydere i Vesten, men ifølge selvbilledet bekæmpede han en nazistisk undertrykkelse, der har stået på siden Anden Verdenskrig.
Men hvordan er det muligt at holde sådan en fortælling i live i det 21. århundrede? Var Voha selv offer for propaganda og hjernevask, eller eksisterer der en fortælling, som vi simpelthen ikke forstår i Vesten? Jeg har mødt krigere på begge sider af frontlinjen, og de beskriver alle sammen, at de kæmper mod undertrykkelse og for retten til deres land. Hvem af dem gør det så legitimt?
Da krigen i det østlige Ukraine brød ud i 2014, var Voha 21 år gammel og en nobody. Han døde 8 år senere som oberst og en stor mand i Donetsk. Voha så en mulighed for at blive til noget, og det var han ikke den eneste i det fattige, østlige Ukraine, der gjorde. Men for at blive til noget måtte han sælge sin sjæl til djævlen, og djævlen kommer altid og henter, hvad man skylder ham.
Dokumentarserien »Krigens Skjulte Ansigt« kan streames på dr.tv.
Martin Tamm Andersen er dokumentarist og tidl. officer i Hæren. Han har været udsendt til Kosovo, Irak og Afghanistan
