Nye russiske luftangreb antænder brande i Ukraines hovedstad
Der er meldinger om sårede i Kyiv, Odesa og Kharkiv efter russiske angreb tirsdag aften og natten til onsdag.

Der er meldinger om sårede i Kyiv, Odesa og Kharkiv efter russiske angreb tirsdag aften og natten til onsdag.

Ukraines hovedstad, Kyiv, er tidligt natten til onsdag blevet ramt af et russisk missilangreb.
Det skriver Kyivs borgmester, Vitalij Klitsjko, på den krypterede beskedtjeneste Telegram ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AFP.
- Fjenden angriber hovedstaden med ballistiske missiler. Bliv i beskyttelsesrummene, skriver Klitsjko ifølge AFP.
Angrebet har ifølge borgmesteren udløst brande i et lagerområde og en erhvervsejendom i to af hovedstadens distrikter.
To personer er blevet såret. En af dem er blevet bragt til behandling på et hospital, lyder det fra Klitsjko ifølge Reuters.
Sent tirsdag aften meldte AFP om eksplosioner i den ukrainske hovedstad. Den første kraftige eksplosion lød ifølge nyhedsbureauets journalister på stedet, inden byens luftalarmer gik i gang.
Også i den sydlige havneby Odesa var der tidligere tirsdag aften meldinger om et missilangreb. Angrebet har ifølge Oleh Kiper, der er guvernør i området, såret ti personer. Otte af dem modtager behandling på hospitalet.
I Ukraines næststørste by, Kharkiv, er der natten til onsdag ligeledes meldinger om russiske angreb. Fra borgmesteren i den nordøstlige ukrainske by lyder det, at to personer er blevet såret.
Den seneste uge har der været flere meldinger om voldsomme russiske angreb i Kyiv og andre steder i landet, der har været i krig med Rusland i mere end fire år.
Natten til mandag mistede 30 personer livet under russiske angreb på Kyiv og flere andre steder i landet, skriver AFP. Natten til torsdag blev over 30 personer ifølge ukrainske myndigheder ligeledes dræbt under russiske angreb i Ukraine.
Nattens angreb i Ukraine sker, mens et Nato-topmøde tirsdag og onsdag bliver afholdt i Tyrkiets hovedstad, Ankara.
Her ventes de 32 Nato-lande onsdag at enes om en erklæring, der blandt andet forpligter Nato-landene på at give Ukraine militær støtte for 70 milliarder euro i år og næste år.
RITZAU