Tæt på 900 personer er blevet anholdt efter optøjerne, som brød ud i kølvandet på Paris Saint-Germains anden triumf i Champions League lørdag.

Det siger Frankrigs indenrigsminister, Laurent Nunez, til radiostationen France Inter.

- Vi har haft over 890 anholdelser. I alt er det 45 procent flere end sidste år, siger han.

Indenrigsministeren siger desuden, at tæt på 180 politibetjente er kommet til skade.

PSG vandt Champions League-finalen over Arsenal, efter at kampen blev afgjort i straffesparkskonkurrence. Den ordinære spilletid sluttede 1-1.

Sejren blev fejret i gaderne i Paris og andre franske byer, men der var også sammenstød mellem unge mennesker og politi, biler i brand og butikker, som blev plyndret.

Tusindvis af betjente var blevet indsat i Frankrigs hovedstad, Paris, for at kontrollere de store menneskemængder og urolighederne under fodboldfejringen.

Søndag eftermiddag modtog Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, PSG-holdet i den franske præsidentbolig, Elysee-palæet.

Her kaldte han holdet en "umådelig stolthed" for Frankrig, men tog samtidig afstand fra urolighederne.

- Det her er ikke fodbold, det er ikke sport, det er ikke det, vi elsker, sagde præsidenten.

En mand døde i en motorcykelulykke på ringvejen i Paris under urolighederne.

Det franske hold vandt også i 2025.

Det er første gang siden 2018, at et hold forsvarer Champions League-titlen. Dengang var det Real Madrid, der vandt for tredje år i træk.

Også i 2025 var der uroligheder i kølvandet på sejren. I år havde flere butikker derfor dækket deres vinduer til for at undgå plyndringer og hærværk.

Sidste år døde to personer, og næsten 200 blev såret. Flere hundreder blev anholdt.

/ritzau/AFP