Den kommende weekend byder på køligere temperaturer, men der er god mulighed for stadig at komme ud og nyde det gode vejr.

Det siger Klaus Larsen, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

- Vi kan se frem til en ganske pæn weekend. Dagen med mindst sol bliver nok fredag. Men ellers kan man sagtens komme ud og nyde naturen og haven i løbet af weekenden, siger han.

Fredag starter med nogen eller en del sol, men der ligger en hel del skyer over Nordsøen, og de trækker ind over store dele af landet.

- Det giver mere skyet vejr, og sammen med skyerne kommer der altså også enkelte byger i ny og næ, siger Klaus Larsen.

Temperaturerne kommer op mellem 17 og 23 grader. Det er hovedsageligt den centrale og sydøstlige del af landet, der får flest byger.

- Hvis man vil have en hel tørvejrsdag, skal man helt op til Nordjylland eller Bornholm. Det bliver varmest på Sjælland med 23 grader, men hvis man er i Sønderjylland, skal man næppe forvente, at temperaturen kommer over 20 grader, siger meteorologen.

Aftenen byder på skyer, regn og byger til den østlige del af landet, men det forsvinder i store træk i løbet af natten, fortæller Klaus Larsen.

- Når vi står op lørdag morgen, er solen atter kommet frem. Det bliver med nogen eller en del sol, men i løbet af dagen kan der også komme en byge eller to forbi.

- Det er hovedsageligt i Jylland, at de fleste vil komme, siger han.

Temperaturen vil igen ligge på mellem 17 og 22 grader. Det bliver varmest på Sjælland og køligst helt ude ved den jyske vestkyst.

- Om aftenen kan man sagtens sidde udenfor og nyde aftensolen, for det bliver tørvejr med en hel del sol. Temperaturen er dog sænket et par grader, så man skal nok have en lille trøje på for at nyde det, siger Klaus Larsen.

Søndag starter med nogen sol, og i løbet af dagen kan der igen komme en lille byge hist og pist.

- Det er igen Jylland, der kommer til at stå for skud for de fleste byger, siger meteorologen.

Temperaturen holder sig på 17 til 22 grader, og vinden er fortsat svag til jævn.

- Vi kan generelt se frem til et par lidt køligere dage, end vi har haft de seneste par dage. Det bliver både et par dage med sol og enkelte byger, siger Klaus Larsen.

RITZAU