Blandt de sociale medier skiller Instagram sig ud ved at være længst tid om at reagere på anmeldelser om ulovligt indhold.
Det konkluderer Red Barnet i en rapport offentliggjort tirsdag.
I 28 sager havde Instagram en gennemsnitlig svartid på ti dage.
Det er markant langsommere end for eksempel Snapchat, TikTok og Telegram.
Reaktionstiden medfører hård kritik fra børneorganisationen.
- Det er selvfølgelig dybt, dybt alvorligt, siger Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær i Red Barnet, til Ritzau.
- For barnet er det fuldstændig afgørende, at der reageres hurtigt - dels så vi undgår, at materialet bliver spredt på nettet, og dels så vi får begrænset den voldsomme psykiske belastning, det er for barnet at vide, at det her materiale ligger derude, fortsætter hun.
Red Barnet driver SletDet Rådgivningen, som hjælper børn, der henvender sig om ubehagelige oplevelser på nettet og digitale krænkelser.
I én sag gik der ifølge organisationen 74 dage, før Instagram svarede.
Snapchat svarer ifølge Red Barnet gennemsnitligt inden for 12 timer. For TikTok er det inden for 24 timer.
Sociale medier og digitale platforme har pligt til at prioritere anmeldelser fra Red Barnet om ulovligt indhold.
Børneorganisationen er nemlig udpeget af Digitaliseringsstyrelsen som officiel pålidelig indberetter. På engelsk hedder det "trusted flagger". Rollen er et led i EU-forordningen om digitale tjenester.
Tirsdagens rapport gør status på et år med den rolle.
Her har Red Barnet indsendt 145 anmeldelser om ulovligt indhold med børn og unge til sociale medier og onlineplatforme.
I 70 procent af tilfældene blev det ulovlige indhold ifølge Red Barnet fjernet. Instagram ligger dog ifølge Red Barnet langt under på 46 procent.
Rapporten fra Red Barnet er på baggrund af rollen som indberetter indsendt til Digitaliseringsstyrelsen.
Børneorganisationen melder dog også om flere problemer i arbejdet som indberetter.
Blandt andet savner organisationen en fast kontaktperson hos Meta, der ejer Instagram.
- Det vil sige et menneske, vi kan kontakte og sige: "Her er en sag, der virkelig haster. Den skal vi have løst". Det har vi hos andre sociale medier. Det har vi ikke kunnet få, siger Johanne Schmidt-Nielsen.
Derudover har pålidelige indberettere ikke mulighed for at anmelde indhold på de sociale mediers beskedtjenester, hvilket ellers udgør en stor del af henvendelserne.
Meta skriver som svar på Red Barnets pressemeddelelse, at "beskyttelse af teenagere er en topprioritet", og at selskabet gennem ti år har indført flere ændringer, blandt andet en særlig konto for teenagere.
Den konto medfører begrænsninger på, hvem der kan kontakte teenagerne, hvilket indhold de kan se, og hvor meget tid de kan bruge på Facebook og Instagram, står der i udtalelsen, som er sendt til Ritzau.
- Vi har lavet ændringer i vores systemer i Europa for at overholde DSA (EU-forordningen, red.), og vi er sikre på, at vores tjenester opfylder dens krav. Vi gennemgår disse rapporter for at bekræfte, at de korrekte processer blev fulgt, siger en talsperson for Meta.
/ritzau/
