God morgen og velkommen til Business-overblikket denne tirsdag morgen!
Efter vilde udsving gennem de seneste dage stiger guld- og sølvpriserne nu igen, og asiatiske aktier oplever tirsdag morgen markante løft efter de værste fald i mere end to måneder.
Guldprisen steg med tre procent til 4.800 dollar pr. troy ounce (ca. 31 gram), hvilket er næsten ni procent højere end ved lavpunktet mandag, mens sølvprisen steg med fem procent til 83,34 dollar pr. troy ounce, skriver nyhedsbureauerne Reuters og Bloomberg.
Det japanske Nikkei-aktieindeks lå omkring klokken 6.15 i et plus på 3,84 procent, mens det sydkoreanske Kospi-indeks var steget med hele 5,46 procent. Også de øvrige asiatiske børser var i mindre plusser.
Aktiekursen afspejler større ro på markedet for ædelmetaller, og de indiske aktier steg med 2,8 procent, nu hvor Donald Trump nu vil skære straftolden på indiske varer ned til 18 procent, efter at Indiens premierminister, Narendra Modi, har sagt ja til at stoppe alle olieindkøb i Rusland.
Status på markederne

Dagens vigtige
Kendte økonomer vil hæve energiniveauet med ny tænketank. To af landets kendteste økonomer - tidligere overvismand Michael Svarer og direktør for tænketanken Kraka og politisk tv-kommentator Peter Mogensen - lancerer tænketanken CERI, der skal blive et fyrtårn i klima- og energidebatten.
Alt for længe er milliarder blevet bnrugt uklogt, mener de og lover, at det ikke er pengefolkene bag, der bestemmer, skriver Berlingske.
**
Ny sejr til Ørsted i USA: Må genoptage arbejde med havvindmøllepark. Ørsted må genoptage byggeriet af endnu en havvindmøllepark i USA, fastslår en føderal domstol ifølge Ritzau. Sunrise Wind ud for USAs østkyst er 45 procent færdigbygget, og arbejdet genoptages hurtigst muligt.
12. januar gav en domstol grønt lys til, at havvindmølleparken Revolution Wind kunne bygges færdig trods modstand fra de amerikanske myndigheder.
**
SpaceX køber xAI og Grok. Den kontroversielle rigmand Elon Musks raket- og satellitselskab SpaceX har købt hans firma med kunstig intelligens xAI og dermed også både det sociale medie X (tidligere Twitter) og den omstridte ChatGPT-konkurrent Grok for 1,25 billioner dollar (7,89 billioner kroner). Dermed fortsætter Musk med at samle sit imperium, og det nye selskab bliver verdens mest værdifulde i privat eje, skriver BBC.
I januar skød elbilproducenten Tesla, som Musk også er topchef for, to milliarder dollar i xAI.
**
**
Nye klimaregler kan trække træppet væk under milliardinvesteringer. Et udkast til nye klimaregler fra klimavagthunden Science Based Targets Initiative (SBTi) møder skarp kritik fra en række virksomheder og organisationer. De frygter, at reglerne vil få alvorlige konsekvenser for udviklingen af afgørende klimateknologi, der har modtaget milliarder i statsstøtte, skriver Finans.
SBTi lægger op til, at virksomheder ikke må bruge klimakreditter fra permanent CO2-fjernelse i klimaregnskaberne, hvis kreditterne stammer fra statsstøttede projekter.
**
EUs kamp for egne mineraler holder ikke. EUs kamp for at frigøre sig fra afhængigheden af især Kina inden for kritiske mineraler og sjældne jordarter til alt fra smartphones til vindmøller og kampfly møder lammende kritik i en ny rapport fra Den Europæiske Revisionsret i Luxembourg.
EUs 2030-mål er »uopnåelige«, fordi der mangler fremdrift i den hjemlige produktion, raffinering og genanvendelse, skriver The Guardian. »Selv hvis nye forekomster findes, kan det tage 20 år, før et mineprojekt i EU bliver operationelt,« fastslår rapporten.
God tirsdag!




