I denne uge døde forfatteren Robert M. Pirsig. En hurtig rundspørge på redaktionen afslørede, at den unge del ikke anede hvem han var, og at den ældre del måske nok kendte ham, men ikke havde hæftet sig ved hans forfatterskab i mange, mange år.

Jeg må indrømme, at jeg heller ikke havde skænket Pirsig en tanke siden starten af 90erne, men en mail fra en god ven med en nekrolog satte alligevel et eller andet i gang.