Så er den offentlige hemmelighed endelig bekræftet: Thomas Blachman, Remee og Lina Rafn er de nye dommere i X Faktor, når DR blænder op for syvende sæson af det populære show til januar. Dermed er den oprindelige dommer-trio samlet igen.
Alle dommerne var naturligvis glade for at være tilbage.
»Ja, det var godt nok en stor overraskelse, hva?« sagde Remee, da han blev præsenteret foran pressen i DR-byen.
For Lina Rafn var det muligheden for at arbejde sammen med Blachman og Remee igen, der trak.
»Jeg føler, at det er med livet som indsats, når jeg sætter mig til bords med dem. Og den følelse kan jeg godt lide,« sagde hun.
Blachman var mere kontant i sin udmelding.
»Vores trio er den bedste der har været i X Faktor nogensinde. Så DR kan ikke stå stærkere end de gør med os.«
Allerede i går afslørede sidste års dommer Anne Linnet, at det var de tre, der skulle styre slagets gang.
»Jeg synes, det er et utroligt godt hold, DR nu har sat. Det allerførste dommerteam var rigtig stærkt. De var gode sammen, og jeg synes, det er genialt set at samle holdet igen,« udtalte hun i går til eb.dk.
Både Lina Rafn, Remee og Thomas Blachman var dommere i første og anden sæson. I første sæson vandt Remee med Martin fra Ørum, mens Lina året efter vandt med Linda Andrews. Thomas Blachman har i sine fem sæsoner som dommer endnu ikke vundet. Dommerne er ikke de eneste, der er 'nye'. Eva Harlou er ny vært og overtager tjansen fra Lise Rønne.