Caroline Wozniacki vandt søndag eftermiddag sin første turnering i 2015, da hun ved BMW Malaysian Open slog rumænske Alexandra Dulgheru.

Det blev vådt, langstrakt og spændende, før Caroline Wozniacki endelig kunne triumfere i finalen i WTA-turneringen mod Alexandra Dulgheru fra Rumænien. Danskeren vandt finalen efter en dårlig begyndelse og en længere afbrydelse i tre sæt med cifrene 4-6, 6-2, 6-1.

Således måtte finalen i Malaysia afbrydes allerede efter to partier, fordi regn og torden væltede ned over anlægget i Kuala Lumpur. Spillerne skyndte sig i tørvejr, og der blev de et par timer, indtil regnen endelig stilnede af.

Da første sæt for alvor kom i gang igen, var Alexandra Dulgheru en tand skarpere end sin danske modstander. Rumæneren brød hurtigt Caroline Wozniackis serv, og selv om hun fik brudt tilbage, var Alexandra Dulgheru stærkest tilsidst.

Den undertippede spiller vandt således sættet, og Caroline Wozniacki havde pludselig problemer i de malaysiske aftentimer.

Men en hurtig opsang i pausen fra far Piotr så ud til at hjælpe Caroline Wozniacki tilbage. Hun var meget bedre spillende i andet sæt, som hun overbevisende vandt med 6-2.

I tredje sæt levede Caroline Wozniacki virkelig op til favoritværdigheden, hvor hun fuldstændig havde overtaget i kampen. Den danske tennisstjerne uddelte simpelthen klø til sin nu slagne modstander med 6-1.