Pludselig vælter den skov af mikrofonstativer, som stort set udgør scenografien i Husets Teaters forestilling med den hakkende titel »Revolt. She Said. Revolt Again«. Jo, der er forandring på vej, og det er en forandring, der handler om sprog, talens brug, ørenlyd. Det er her, kampen om at være menneske - eller skal vi hellere sige kvinde - står. Det er det, de mange små, mere eller mindre absurde scener, som afløser hinanden - dialoger, monologer, angribende kakafonier af menneskestemmer - handler om i den unge, britiske dramatiker Alice Birchs tekst. Den peger i det hele taget på alle de magthierarkier og territorialkampe, der ligger i sproget, og som eksisterer mellem mennesker, men især mellem kvinder og mænd i en verden i hastigt ombrud.
Teksten er altså også en slags feministisk opråb, af Hustes Teater veltimet midt i en #MeToo-tid. Det er kvinderne, der forsøger at formulere en ny verdensorden. Der ligger ikke bare en utilpasset, forpint frustration - har vi egentlig ord for det nogle - kvinder - ønsker at forandre her i verden? Det handler altså ikke bare om at blive forstået, men også om at forstå sig selv. Kvindernes protester er - som titlen antyder - endnu ufuldkomne, endnu uformulerede mellemregninger, ligninger, som endnu ikke går op, en famlen som spejles i Hannah Schneiders famlende lydbillede.