Siden 2010 har der været omkring 300 årlige volds- og trusselsepisoder i de danske fængsler. Det er mere end en fordobling siden 2005, og der er ingen tegn på, at antallet vil falde. Det er ikke godt nok, og Kriminalforsorgen håber at få nedbragt antallet af episoder hurtigst muligt, siger vicedirektør Annette Esdorf.

»Vi har fået et mere belastet klientel, og jeg kan forestille mig, at det har været medvirkende til, at tallet er steget. Vi har lige lavet en undersøgelse, som viser, at vores klientel er blevet mere belastet både hvad angår kriminalitet, sociale forhold, misbrug og psykisk sygdom sammenlignet med tidligere. Det gør formentlig, at der opstår mere vold og trusler blandt de indsatte,« forklarer hun.

»I et misbrugsmiljø er vold og trusler mere almindelige end i andre miljøer. Vi har også fået et meget stort antal rocker- og banderelaterede indatte. Det er jo også en verden, hvor vold og trusler er mere almindeligt end i mange andre miljøer.«

Er det acceptabelt, at der overhovedet er vold i fængslerne?

»Det er det ikke. Det er klart, at vores opgave er at begrænse det mest muligt. Jeg tror ikke, at man kan undgå det helt. Jo, det kunne man godt ved at isolere de indsatte i hver deres celle og kun låse dem ud, når de skal løslades – men det er der heller ikke nogen, der er interesseret i. Så længe man vil have et fængselsmiljø, hvor der er fællesskab mellem de indsatte, tror jeg ikke, at man helt kan undgå vold.«

Gør I det godt nok?

»Det gør vi ikke, så længe der er så mange tilfælde, som det er. Vi bruger de redskaber, som efter vores opfattelse virker. Det er for eksempel en øget sektionering: De senere år har vi arbejdet på at lave mindre afdelinger, så man i højere grad kan adskille de indsatte. Det gør det mere overskueligt.«

»De store afdelinger, vi havde før i tiden – og som vi desværre har nogle enkelte af endnu – med 25-30 indsatte gør det meget svært for personalet at have overblik over, hvad der sker. Der opstår også lettere konflikter mellem de indsatte, når så mange er samlet. Nogle bander slås udenfor, og det gør de også, når de kommer i fængsel. Derfor handler det også om at kunne adskille dem.«

Kan man gøre mere fra politisk hånd?

»Vi har fået en hel del penge til at lave yderligere sektionering i fængslerne. Det er vi i fuld gang med at gennemføre. Vi har også fået mange penge til at bygge nye fængsler, og de bliver bygget på en helt anden måde end de gamle fængsler, hvor man havde store afdelinger og et stort fællesskab hele vejen igennem.«

»De nye fænglser bygger vi som små fængsler i fængslet, så man kan sektionere de indsatte – både der hvor de bor, og når de skal beskæftiges, på gårdtur og i fritiden. Det giver bedre muligheder for at have overblik over, hvad der sker med dem, som er i risiko for at komme i slagsmål med hinanden. Så jeg synes egentlig, politikerne har givet os penge til at arbejde med problematikken.«

»Faktisk er den stigende kurve for vold og trusler mellem indsatte også knækket, idet tallet har været relativt konstant de seneste fire-fem år. Men jeg håber, vi kan få det nedbragt yderligere,« siger vicedirektør Annette Esdorf.