Efter landstræner Jan Pytlicks tropper i den første kamp havde besejret Kina med 23 overskydende mål, vandt man søndag aften også den anden - 29-25- mod Japan, som man på forhånd ellers havde udtrykt stor respekt for.
Danmark var uden venstrefløjen Ann Grete Nørgaard, der efter hun vred om på sin ene ankel i den første VM-kamp mod Kina stod over.
Muligvis var det derfor at det danske fløjspil aldrig for alvor kom til at fungere.
Bedst i første halvleg var playmaker Kristina Kristiansen, på syv forsøg blev noteret for seks scoringer.
Det lignede en dansk føring ved pausen, da hun på straffekast scorede til 9-7.
Men så blev Line Jørgensen udvist. Og det kom til at koste dyrt i begge ender af banen.
Japan scorede fire mål på rad og rækker, og førte såvel 12-10 som 13-11 før det i halvlegens døende sekunder lykkedes for danskerne at udligne til pausestillingen 13-13.
Jævnbyrdigheden fortsatte de første 10 minutter af anden halvleg, hvor Danmark primært takket været fem scoringer på rad og række af anfører Line Jørgensen.
Men fra 18-18 kiggede de hvidklædte danskere sig ikke bagud. Godt hjulpet af en japansk udvisning førte de et kvarter før tid 21-18.
De rapfodede japanere, hvis forsvar Danmark i første halvleg havde svært ved at åbne, løb tør for kræfter samtidig med at Line Jørgensen fortsatte med at kanonere boldene i modstandernes netmasker.
Derfor kom den danske sejr aldrig i fare.
I sin næste VM-kamp på tirsdag skal Danmark møde Algeriet, der søndag aften tabte 14-34 til værtsnationen Serbien.
- Jeg har set dem spille her ved VM, og jeg kan ikke forestille mig, at vi taber. Deres returløb er meget langsomme. Det er en modstander, jeg ikke vil bruge særlig megen forberedelsestid på, siger Jan Pytlick og tilføjer:
- Dagen efter (onsdag, red.) møder vi Serbien. De har et langt stærkere hold. Så den tid jeg de næste dage får i overskud ved at neddrosle tankerne om kampen mod Algeriet, vil jeg bruge på dem.
Brasilien, som Danmark møder i den sidste indledende puljekamp på fredag, viste ikke skræmmende styrke mod Kina.
Ganske vist vandt danske Morten Soubaks brasilianske tropper 34-21, men otte minutter ind i anden halvleg var de kun foran 20-17.
- Det var lidt for meget up and down for os, siger Morten Soubak, der ser frem til duellen mod Danmark.
- Vi får det svært. Det landshold som Jan Pytlick har fået sammensat ser rigtig spændende ud, siger han.